Leder: Plant et træ for TDC

Efter først slaget på reden i 1801, hvor den engelske admiral Lord Nelson ødelagde det meste af den dansk-norske flåde, og siden Københavns Bombardement i 1807, ved hvilken lejlighed englænderne stjal resten af skibene, besluttede kongen at plante de såkaldte flådeege. Det blev beregnet, at 90.000 egestammer var det antal, der skulle til for at kunne bygge en ny og tilsvarende krigsflåde.

Der var tale om en meget langsigtet investering, og langt inden træerne var store nok til skibsbyggeri, blev projektet gjort overflødigt. Et teknologiskift betød, at fremtiden tilhørte jernskibet, og træerne fik lov at vokse. I dag kan resultatet beses som Gribskov - landets næststørste skov.

Måske er vi i gang med et nyt beslægtet projekt. Siden 2004 har landets el-forbrugere gennem de kundeejede elselskaber nedlagt 30.000 kilometer fiberkabler i jorden til brug for fremtidens datakommunikation. Målet er at tilbyde fibernetværket til cirka to millioner husstande og virksomheder. Men fordi arbejdet både er dyrere og mere besværligt end forventet, har man, som Ingeniøren kunne skrive i sidste uge, i løbet af de fire år kun nået at at lægge det ud til et sted mellem 260.000 og 360.000 potentielle kunder. Altså i bedste fald under en femtedel af målet.

**Fortsætter gravearbejdet **med samme hast - og det er et stort spørgsmål i takt med fraværet af kunder - er infrastrukturen først på plads om 20 år. Undervejs vil det ufærdige fibernet have tyngde nok til, at der er forretning i at udvikle særlige tjenester til det - de tjenester og tilbud, der skal til for at lokke kunderne væk fra trådløse teknologier, der pt. løber med opmærksomheden. Men det er meget uklart, hvornår det kan ske.

Derfor skal investeringerne ifølge eksperter ses i et længere tidsperspektiv. 80 år eller endnu længere anses ikke for et urealistisk scenarie for at tjene pengene hjem. Og det er her, at situationen giver reminiscenser til agern fra 1800-tallets Nordsjælland. Få andre har fantasi til at forestille sig pointen i projekter med så lang en horisont for tilbagebetaling og med så begrænsede indtægter undervejs.

På den modsatte side finder vi TDC, der kæmper med sin forretningsmodel baseret på en anløben kobberåre. Børsen skrev onsdag, at det gamle telemonopol er så presset, at det helt stopper udbygningen af telenettet og hellere vil samarbejde med el-selskaberne. El-selskaberne takker nej, forstår man. Det er synd for alle. Et samarbejde mellem el- og teleselskaberne er den eneste ansvarlige vej, hvis der skal pustes liv i fiberen, mens vi kan være sikre på dens værdi.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Det kan ikke undre det store, at de ikke er hooked på idéen om at samarbejde med TDC.

Det skyldes to ting:

  1. Henning Dyremose har de forgangne år sat en stor del af sine ressourcer af til at grave en grøft, helt ned til Kineserne, mellem dem og EL-selskaberne. Der var stort set ikke en konference hvor direktøren ikke stod op og talte så nedsættende om deres fiber projekt, at man til tide kunne have svært ved at tro, at det rent faktisk var en voksen mand der stod på talerstolen, og ikke en af de utilpassede unge vi hører så meget om. Og der var heller ikke et medie, hvor han forsømte chancen til lignende negative eskapader om EL-selskabernes fibernet.

  2. EL-selskaberne har bildt sig selv ind at de i den grad sidder på en guldgruppe, og gejlet hinanden op til et niveau, hvor de nærmest kappes at bekræfte fortræffeligheden i deres forkromede plan.

Deres blinde tro på projektet kan bestemt undre, for selvom FTH er ganske interessant projekt, set fra forbrugerens synspunk, så er det svært at se hvordan EL-selskaberne med den valgte forretningsmodel nogensinde vil tjene penge.

Men kombinerer man den blinde tro på fundet af en guldåre, med den massive modpropaganda de fik smidt i hovedet fra TDC, så er det jo lige til højrebenet at se hvorfor de vil ?køre gevinsten hjem? udenom TDC. Og de kan jo også være ligeglade, det er jo kunderne der kommer til at betale i sidste ende - om ikke for fiberen, så over EL-regningen (selvom der er forbudt).

På et tidspunkt skal der dog nok ske noget. Om en række år, hvor de formentlig både taber penge, og udrulningen er så forsinket, at tidsplanen/økonomien for fuld dækning ses endelig umulig, vil de i stedet gå og bakke hinanden om det fortræffelige i den idé, som de jo selv har fundet på, det er fremadrettet at samarbejde med teleselskaberne (selv TDC).

Vh Mikkel

  • 0
  • 0

TDC står for mig som en gammel mastodont som folk er hos "fordi det har man altid været"

Et selskab med høje priser og dårlig service.

Så plant blot et træ for TCD, men vand det med Roundup

  • 0
  • 0

Det undre mig, at man sætter så enormt ind på jordkabelført teledata, når vi kan se at den luftbårne telekommunikation vinder frem mere og mere og med større og større hastighed og omfang.

Den jordbaseret telekommunikation vil være forældet om ganske få år og så vil det meste ske gennem luften.

Vi ved, at den faste telefons æra er ved at være ovre, på grund af mobiltelefonien og vi ved også, at mobiltelefonen har indbygget mulighed til netadgang. For øjeblikket er den endnu for dyr, men det var den faste netadgangen godt nok også i starten, da den kom frem.

Så de mobilselskaber der på nuværende kører hårdt på mobil netadgang, vil være dem der løber med pokalen, når vi når 5 - 10 år frem i tiden.

Så er de mængder af kroner der er lagt ned i jorden som telekommunikation nærmest spildte.

I stedet ville det have været mere konstruktivt at investere i mobil netadgang og bruge de investerede penge i at sætte prisen på mobil netadgang ned.

Med venlig hilsen Lars Kristensen

  • 0
  • 0

Det undre mig, at man sætter så enormt ind på jordkabelført teledata, når vi kan se at den luftbårne telekommunikation vinder frem mere og mere og med større og større hastighed og omfang.

Den jordbaseret telekommunikation vil være forældet om ganske få år og så vil det meste ske gennem luften.

Hvordan kommer du til den konklussion? Faktum er, at i dag kan man lave 1 Gbps til hvert hjem via fiber, mens man snakker om ca. 100 Mbps (teoretisk) på LTE, der er en af teknologierne til næste generation af mobilnet, der formodentlig bliver udbredt om nogle år.

Trådløs kommunikation er et delt medie og vil som alt andet være underlagt fysikkens love. En af metoderne til at få mere hastighed på LTE og Wimax er at udvide det spektrum der anvendes - det kan man i sagens natur ikke blive ved med.

Fiber (eller kobber til korte afstande) til alle enheder, der er stationære og trådløs til de enheder, der skal være mobile. Sådan må det være.

Dermed er jeg ikke er enig i, at faste forbindelser ikke har en fremtid.

  • 0
  • 0

Nu er jeg en af de heldige, der bor i en lejlighed, hvor der er installeret fibernet fra et el-selskab. Men her hører heldet så også op...

Der er flere grunde til, at jeg fortsat har internet fra Cybercity og tv signal via antenne. De væsentligste er: 1. Prisen - det er væsentligt dyrere at benytte fiberen end kobberet. 2. På tv-siden bliver jeg tilbudt forskellige programpakker, fuldstændig som ved kabel-tv. Jeg har ingen interesse i hverken 20 eller 40 programmer når jeg kun benytter 5 eller 6.

Hvis teleselskaberne skal lokke mig kræver det, at jeg kan få internet med minimum samme hastighed til samme pris. På tv-siden er det mig en gåde, hvorfor man tilbyder programpakker på samme måde som ved analogt kabel-tv. Den digitale verden giver mulighed for at brugerne selv kan sammensætte programpakker mv. fuldstændig uafhængigt. Hvis jeg kunne vælge f.eks. 3 sportskanaler til vil det være fint. Så kunne jeg måske købe en uges forbrug af børneprogrammer/tegnefilm, når jeg får besøg af nevøerne.

Fibernettet giver muligheder for at sammensætte meget fleksible løsninger - de udnyttes desværre ikke af el-selskaberne. Derfor er fibernettet endnu ikke interessant for mig. - Jeg håber de ser lyset på et tidspunkt!

  • 0
  • 0

Som Nicholas Negroponte påpegede helt tilbage i 1995, i hans bog "Det Digitale Liv", er fiber sansynligvis den ultimative teknologi inden for kabelbåren kommunikation. Vi vil næppe finde bedre alternativer i fremtiden.

Fiber er billigt, og råmaterialet er "trods alt kun sand", så vi løber ikke tør. Båndbredden i et fiber er i praksis ubegrænset (Negroponte nævner 1000 Gb/s som realistisk i en nær fremtid - igen, i 1995), og TDC et al nøjes forhåbentligt ikke med ét fiber, når de alligevel er igang med at grave.

Vores båndbreddebehov stiger stadig, og kommer sandsynligvis til at gøre det i mange årtier endnu. En BluRay disc er 200.000 Mbit... og når jeg engang i en nær fremtid henter HD film on-demand over nettet, skal det ikke tage 5½ time at overføre dem, fordi jeg "kun" har en 10 Mbit forbindelse.

For fire år siden var jeg glad for min 256 kbit ADSL, nu vil jeg nødigt undvære min 100 Mbitforbindelse. :-)

Trådløst internet kan supplere men aldrig erstatte kablede netværk... "æteren" er en begrænset resurse, hvor imod vi i praksis aldrig vil løbe tør for jord til endnu et kabel.

Så fiberselskaberne skal da bare væbne sig med tålmodighed. Det kan godt være at fiber ikke sælger i år, eller om 5 år... men om 10, 20 eller 50 år? Mon ikke.

  • 0
  • 0

.....som sædvanligt noget upræcis.

Citat fra artiklen

"Der var tale om en meget langsigtet investering, og langt inden træerne var store nok til skibsbyggeri, blev projektet gjort overflødigt. Et teknologiskift betød, at fremtiden tilhørte jernskibet, og træerne fik lov at vokse. I dag kan resultatet beses som Gribskov – landets næststørste skov."

Det er faktuelt forkert. Der er flådeege mange andre steder end i Gribskov.

Der er flådeskove i Allerød(Stavnsholt) i Værløse og Farum, den nuværende Furesø kommune og hedder Rygetskov, Farum Lillevang og Kollekolleslugten. Der er Ganløse Ore i Stenløse

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten