Leder: PFOS-katastrofen der voksede mellem stolene

Det er intet mindre end historisk – på den kedelige måde – at vi her 47 år efter den første danske miljøbeskyttelseslov, som understreger vigtigheden af at beskytte mennesker mod forurening, må sende flere hundrede borgere på hospitalet for at blive undersøgt for en af de mest potentes miljøgifte, vi kender. Borgerne fra Korsør har i årevis været udsat for det hormonforstyrrende og kræftfremkaldende fluorstof PFOS via kød fra køer, der har græsset på arealer forurenet med PFOS efter brug af brandslukningsskum på en nærliggende brandskole.

Sagen rejser en række spørgsmål. Dels er det ufatteligt, at det først er nu, at ­alvoren af forureningen er kommet frem i lyset. Allerede i 2014 blev der hejst klare advarselsflag både over for Korsør og landets øvrige kommuner om, hvor kraftige forureninger brandskum med det særdeles ­miljøskadelige stof kan føre til. Her viste en stikprøve på flere danske brandøvelsespladser, at fem af dem var forurenede – nogle med endog meget høje koncentrationer af stoffet. Det skete, otte år efter at EU’s REACH-forordning begyndte udfasningen af stoffet, og tre år efter at det blev forbudt at anvende. Alligevel har man først i år i Korsør fundet på at undersøge de græssende køer, efter pres fra borgerne.

Kommunerne undskylder sig stort set ­alle med, at de har prioriteret at ­undersøge drikkevand for de skadelige flourstoffer. Det ville selvfølgelig også medføre skader af skandaløst omfang, hvis PFOS strømmede ud i vandhanerne i de berørte områder, så al ære værd, at man har sikret sig her. Men at forure­ningen ikke er fulgt videre end til grundvandet, og at man har ignoreret, at mennesker også har andre berøringsflader med det omkringliggende miljø, som kan påvirke vores sundhed, er både uheldigt og uprofessionelt.

Det er regionerne, der er ansvarlige for jordforureninger, hvor der ikke er en forurener, der kan stilles til ansvar, mens det ellers er kommunen, der er miljømyndighed og kan give påbud om undersøgelser og genopretning. Hertil kommer, at brandøvelsespladser ofte er kommunalt ejet, hvorfor kommunen selv er forureneren. Det er også kommunernes ansvar at sikre, at overfladejord, der anvendes ved f.eks. kolonihaver og børnehaver, er rent, inden det tages i brug. I den optik burde man kunne forvente, at kommunerne havde styr på ikke at give tilladelse til kogræsning på arealer, der er forurenede med flourstoffer.

Netop i det delte ansvar kan kimen til en forklaring – som aldrig kan blive en undskyldning for laissez-faire-politikken – findes. Når regionerne er ansvarlige for fortidens miljøsynder og kommunerne for nutidens, bliver opgavefordelingen uklar, og det bliver for nemt at skubbe aben rundt. Når det ikke er helt klart for myndighederne selv, hvem der helt konkret skal opspore og undersøge forurenede grunde for at beskytte borgerne mod indtag af farlig kemi, må det nødvendigvis rejse en diskussion om, hvorvidt opgaven med miljø- og sundhedsbeskyttelse er spredt ud på for mange enheder i det offentlige.

Sagen peger også på en potentiel slagside i dansk miljøbeskyttelse: I værste fald har den store politiske bevågenhed på ­pesticider i drikkevand skygget for et fokus på andre ­forureninger, som kan være endog ­meget mere potente end pesticider. Derfor er PFOS- grunde endt langt nede ad den 38.000 grunde lange liste, som ikke forventes lukket før om 100 år.

Sagens alvor kan bedst underbygges med den kæmpe eksponering af flourstofferne, som har ramt borgerne. Analyser fra Fødevarestyrelsen har påvist, at kalvekødet fra Korsør har et så højt indhold af PFOS, at en voksen person ikke kan spise mere end et par gram om ugen, før grænseværdien for sundhed er overskredet. Rystende er det derfor, at også børn har spist kød flere gange om ugen fra de lokale køer.

I den optik er det bemærkelses­værdigt, hvordan den velkendte risiko fra fluorstofferne har undslået sig kortlægning i årevis, mens avisernes spalter, borgernes opmærksomhed og politikernes bevillinger har været rettet mod de velkendte generations­forureninger f.eks. på Harboøre Tange og i Kærgård Klitplantage, som endnu har til gode at sende almindelige danskere til undersøgelse i hobetal.

Flasken peger dog også på, at landets øverste miljømyndighed, Miljøstyrelsen, som har det overordnede myndighedsmæssige ansvar for sikker kemi, ikke har været sin opgave voksen. Det er herfra, at indsatsen fra regioner og kommuner både skal reguleres og kontrolleres. Derfor peger det årelange svigt hos de lokale myndigheder tilbage på centralmagten. Sagens alvorlighed, både hvad angår sundhed og historisk kontekst, kalder på, at den forankres i den kommende miljødebat, både blandt fagfolk og politikere såvel som i en revideret prioritering af borgernes sundhed i indsatsen for miljøet.

Lederen udtrykker Ingeniørens holdning, der fastlægges af vores lederkollegium.