menu close Teknologiens Mediehus
En undersøgelse af genmodificerede majs og verdens mest solgte sprøjtemiddel, Roundup, har sat den franske regering på den anden ende, som Ingeniøren har beskrevet de seneste uger.
Undersøgelsen viser ifølge de franske forskere - som har fået 24 mio. kr. fra GMO-skeptiske organisationer til at gennemføre den - at forsøgsrotter, der spiser den genmanipulerede majs, oftere får kræft.
Problemet er, at undersøgelsen er noget makværk. Den strider mod alle tidligere undersøgelser og bliver kritiseret af talrige forskere for videnskabelig uvederhæftighed og statistisk fallit. Og det til trods for, at magasinet Food and Chemical Toxicology, som undersøgelsen er publiceret i, er peer-reviewed.
**Det er verdens **måske mest højprofilerede videnskabstidsskrift, Science, også. Alligevel kunne man i april læse et paper, der konkluderede, at et udbredt pesticid er i færd med decimere honningbierne og er skyldig i syndromet Colony collapse disorder.
Som umiddelbar konsekvens har den franske regering forbudt anvendelsen af stoffet neonicotinoid. Få måneder efter, i september, kunne andre forskere med simple beregninger vise, at undersøgelsen ikke havde taget højde for årstiderne, og afvise, at stoffet er skyldig i biernes død.
Med over 15.000 videnskabelige tidsskrifter, som det giver merit at publicere i, kan det imidlertid ikke undre, at kontrollen med jævne mellemrum kikser. Der skrives millioner af artikler om året på verdensplan.
De færreste bringer - på grund af kvantitative publiceringskrav og det voksende antal forskere - større, afgørende eller for den sags skyld kontroversielle indsigter og erkendelser med sig. Undersøgelser af forskningsmassen peger på, at fejl, mangler, fup og plagiering gennem de seneste årtier er steget støt - herhjemme har vi også haft vores artige forskningsskandaler.
Den naturvidenskabelige integritet er under pres. Samfundets sunde udvikling hviler på et fundament, som vi risikerer at sætte over styr, når skabelse af ny viden degenererer. Vi må forhindre, at dårlig forskning bliver anvendt som grundlag for vidtgående politiske beslutninger. Vi bliver nødt til at gennemføre reformer af publiceringssystemet: Tiden er inde til ikke at lade sig nøje med forskningens ukrænkelige adelsmærke: 'peer-reviewet'.
Vigtigst er hurtigt at sikre efterprøvning af kontroversielle resultater med akut samfundsbetydning af uafhængige laboratorier eller forskergrupper. Man kan afsætte en brøkdel af EU's mange forskningsmidler til at bakke op om initiativet fra Open Access-tidsskriftet Plos One, der med 'The Reproducibility Initiative' vil gøre det lettere for forskere at få tjekket resultater uafhængigt.
**Man kan, **som vi kender det fra fødevarer, kræve varedeklaration af artikler, der gør dem lettere at behandle i EU's videnskabelige paneler og politisk anvendelige. Det kunne være en metode, der rangordner og giver karakterer til redaktører, reviewere og forskerne selv - og med en særlig markering af forskningsartikler, der ikke er reproduceret af andre eller ikke står på et anerkendt fundament.
Selvfølgelig har det faglige gennemsyn betydelig værdi, men udviklingen med politisk panikløb og relativering af viden demonstrerer, at det slet ikke længere kan stå alene.
Tillad mig at henvise til et debatindlæg i Ingeniøren nr. 4/2007 med overskriften ”Vi bør etablere et falsifikationskorps til at afsløre forskerne”, http://ing.dk/artikel/76585.
Udfordringerne er hverken blevet færre eller mindre i mellemtiden.
Det er efter min opfattelse at Steinmark misforstår formålet med peer review.
Peer review er primært en hjælp til forfatterne af artiklerne selv for at få højnet kvaliteten af deres udgivelse og undgå basale fejltagelser, og påpege svært forståelige dele. Jeg har selv udgivet og reviewet en række artikler, og selv om processen kan være frustrerende ender man som regel med en bedre og mere forståelig artikel.
Hvad peer review IKKE duer til er som en gardering mod snyd. Som reviewer har du ikke en jordisk chance for f.eks. at checke originaldata. Hvis man som forfatter VIL snyde, og har nok indsigt i sit felt til at opfinde data der er nogenlunde realistiske, så kan en reviewer nemt blive narret.
Det er der bare ikke noget nyt i. Så lederen kunne lige så godt have beskæftiget sig med hvordan 4A fra Solvangskolen har spillet fallit som demokratiets vagthund...
Steinmark:
En MEGET betimelig leder!!
- Men jeg savner en understregning af det ansvar, pressen altid har haft til at vurdere lødigheden af oplysninger, før de kolporteres.
Journalist Bredsdorff har ført en ekstrabladsagtig kampagne netop til støtte for de underlødige "forskningsresultater" omkring pesticider og GMO, som Steinmark så rigtigt kritiserer.
- Må Steinmarks holdning langsomt brede sig i redaktionens "selvcensur" ;-)
Mvh Peder Wirstad
Historien om undersøgelsen af bivirkninger ved GMO majs og round-up er MEGET skævt vinklet. Undersøgelsen er betydeligt bedre dokumenteret (fx en meget længere undersøgelsesperiode), end de hidtidige studier på området, der desuden ofte er financieret af industrien selv. Gennemgangen i DR's Orientering i sidste uge var noget mere nuanceret og undersøgelsens validitet blev støttet af en førende dansk forsker på området. Måske Ingeniøren skulle lade sig selv underkaste lidt kritsk Peer review før man er ude med riven. Et af de helt store problemer i fx miljødebatten er faktisk en presse, der tilsyneladende ikke har tid til at tjekke fakta før de skal ud med en skarpt vinklet historie. Fx var denne uges sællert omkring smitterisiko fra frugt og grønt ca en faktor 5 skævt, jf opfølgende arbejde fra DR's detektor.
...er problemet ikke så meget peer review, men i højere grad journalisternes manglende forståelse af artiklernes emne, og manglende basal viden om statistisk metode.
Størsteparten af forskningsartikler er faktisk af en fornuftig kvalitet, og tager relevante forbehold i forhold til metoder og resultater. Dette kommer bare aldrig videre når journalisterne tager over.
Jeg har mange gange henvendt mig til journalister her på ing.dk, med henblik på at påpege fejl i fortolkning og gengivelse af resultater, og i langt de fleste tilfælde er der intet svar. I de tilfælde hvor jeg får svar, ændres det skrevne alligevel ikke.
Det virker paradoksalt, men dårlig videnskab er først og fremmest et stort problem hos pressen, og et lille problem hos forskerne.
En glimrende artikel af Steinmark, der sætter fokus på et problem, som især klimasektoren har tæt inde på livet.
Der er ingen tvivl om at fagfællevurdering er et nødvendigt og glimrende middel til at højne kvaliteten af videnskabelige artikler, men der bør ske en ændring, idet en forfatter kan ignorere alle reviewerens kritikpunkter - og kalde artiklen peer-reviewed.
Der burde være en side, hvor reviewerens væsentligste kritikpunkter nævnes - og en kort begrundelse for punkter, forfatteren ikke har rettet sig efter.
Som jeg ser det er peer review udemærket til at forbedre artikler, og sortere også de værste artikler fra. Troværdigheden af en artikel kan som oftes vurderes ud fra hvilken journal artiklen er bragt i. Journal citation index kan ofte bruges til at rang ordne journals (ihvertfald indenfor samme felt).
Det største problem ved peer review er at når man reviewer en artikel så antages det at forfatterne er ærlige. Hvilket de i langt de fleste tilfælde også er. Det er ganske enkelt ikke muligt at reproducere alle de resultater der beskrives i en artikel indenfor rimelig tid eller med et rimeligt resource forbrug.
Mit bud på hvorfor problemet med videnskabeligt snyd er stigende (hvis det er det), så skyldes det at man som forsker bedømmes udlukkende på ens publikationer, så hvis man ikke publiserer nok bliver ens muligheder mere og mere begrænsede og i sidste ende bliver man ikke forlænget. Ideen om de konkurrence baserede midlers store fordel lægger derfor et pres på svage sjæle.
At skyde skylden på peer review svarer i mine øjene til at skyde skylden for et røveri på vidnerne. Kan peer review forbedres? Uden tvivl, spørgsmålet er dog bare hvordan.
Er risikoen så ikke at når der kommer kritiske artikler om et produkt. Så søger industriens betalte forskere for at få bemærkninger ind, som der måske ikke er videnskabligt belæg for. Og når det er industriens egne artikler, så kommer de kritisk betalte forskere og indføre en masse kommentarer... Eller skal reviewerens kritikpunkter også reviewes...
Enig, "peer review" er ikke problemet, men den ukritiske journalistiske og politiske tilgang er. Derfor burde der, i det mindste politisk, være krav om reproducérbarhed.
Derfor er sidste afsnit i lederen. Det er det ukritiske brug af artiklerne der udgør problemet.
Darwin var af rig familie og spekulerede ikke meget på det daglige brød.
Hans type er sjælden så for at vurdere en artikkel-forfatters redelighed var financielle oplysninger måske mere relevante end godkendelse fra folk der spiser af samme fad?
De vigtigste problemer er:
1. Arbejdet med peer review er ikke betalt, trods tidskrifterne er styrtende rige.
2. Peer revieweren får ingen recognition, det er fortroligt hvem det er.
3. De dygtigste forskere siger ofte nej til at lave arbejdet, fordi de har for travlt med andet.
4. De næstbedste skal bruge mere tid, og den har de ikke, så reviewed bliver ikke grundigt nok.
Nej - det kan han kun når den bliver publiceret - og det er editoren der afgør det - baseret på reviewer(s) instillinger - muligheder er typisk accpeted, minor revisions, major revisions eller rejected.
Så det passer ikke at forfatteren kan overhøre reviewernes kommentarer - han kan argumentere og det er så op til editoren at bestemme.
Jeg ved godt du har skrevet det samme flere gange men det bliver det ikke rigtigt af.
Selvfølgelig kan forfatteren det. Artiklen bliver så ikke publiceret i tidsskriftet.
Hvad er det egentlig, du prøver at fortælle?
Chefredaktør Arne Steinmark har et meget aktuelt og yderst relevant indlæg i Ingeniøren 5. oktober 2012 om de alvorlige problemer med at politisk vidtrækkende og ekstremt kostbare projekter i vidt omfang er baseret på tvivlsom, såkaldt peer-reviewed forskning.
Med 15.000 peer reviewede tidsskrifter og den voldsomme politisering, der foregår bl. a. inden for sundheds- og miljøområdet, kan det ikke undre, at forskerne er under et stærkt pres for at levere politisk korrekte resultater og at tidsskrifterne er under belejring. Og at de giver efter.
Det er nok en trykfejl, men ganske morsomt, at artiklen taler om pee-reviewed forskning.
Men til sagen. Arne Stenmark nævner uvederhæftige kampagner mod GMO og mod Round Up
Et andet groft eksempel er klimapolitikken, som jo globalt koster milliarder af dollars om året. Den er i vidt omfang netop baseret på peer reviewed forskning, som udpeger menneskeskabt CO2 udslip som årsagen til katastrofal global opvarmning. I affæren om Climate Gate og Hockey Stick blev det bl. a. afsløret, at klimaforskere havde søgt at forhindre kritikere at komme til orde i peer-reviewed tidsskrifter. Den canadiske journalist Donna Laframboise har endvidere i bogen The Delinquent Teenager Who Was Mistaken for the World's Top Climate Expert vist, at FN’s klimapanel IPCC er dybt korrupt. Panelets rapporter er alligevel basis for alverdens landes klimapolitik, som ifølge International Energy Agency IEA koster uhyrlige 45,000 milliarder dollars
@ Peder Maribo - DR/Orienterings gennemgang er helt ualmindeligt biased. Jeg er ikke specialist på området men ved noget om sygdomme og forskning og hele serveringen var underlig - efterfølgende har jeg genhørt programindslagene og der er ca en halv times gennemgang af resultaterne af folk som normalt taler om fransk politik og en person som har arbejde for økologiske organisationer og virksomheder (apropos bias og industrisupport / interesser).
Efter en uge kommer så Orienterings normale videnskabsmedarbejder og piller det fra hinanden...
Sgutte underligt at vi har en meget forbitret debat
Man kan sikkert tænke mange hensigter ind i Steinmarks provokation. Men at lede læseren til indsigt er ikke en af dem. Når Steinmark henviser til peer-review som en vagthund eller et sandhedsfilter for videnskabelig produktion, så beror det i værste fald tilsyneladende på en politisk manipuleret vildledelse, og i bedste fald på en misforståelse.
Peer-review er en proces hvor en forfatter til en artikel allerede er sluppet igennem editorens relevans-filter, og er ledt videre til en række udpegede kolleger til forfatteren, hvis opgave det er at udfordre forfatteren på artiklens retorisk svage og angribelige områder og udvikle forfatteren fagligt - og ikke på om de mener at det er rigtigt eller forkert det der skrives. Det skal de først og fremmest for at sikre en tematisk konsistens og faglig dybde i den journal artiklen publiceres i. Artiklen skal gøres læseværdig.
For at nå dertil er forfatteren nødsaget til at opfylde en lang række rigide krav opstillet af den enkelte journal. Krav og normer, der har langt mere indflydelse på formen og udseendet af artiklen, end af det egentlige indhold. De krav er i øvrigt langt mere begrænsende for den "kunstneriske udfoldelse" og dermed for nyskabelser, end alt andet, og ville derfor være langt mere interessante at dykke ned i. Det samme er de kriterier for hvordan forskere på universiteter belønnes, og universiteter i verden rankes overfor hinanden -> kvantitet over kvalitet.
Her finder vi hovedårsagerne til at forskere, der har rent mel i posen, presses til en ulidelig men sikker konformisme, der forstærker tendensen til inkrementialitet fremfor gennembrud.
Men selve misforståelsen omkring peer-review som sandhedsfilter beror sandsynligvis på at en række politikere - og her særligt ministre fra den tidligere VK regering - har omtalt og påtalt peer-review processen som et politisk accepteret sandhedskriterium, og dermed omkonstrueret det, der er tiltænkt som en faglig udviklingsproces.
Forsøget på at opstille en peer-review proces som et falleret sandhedsfilter, og udtrykke at der findes "uafhængige" forskere, der har patent og sandhedsbevis for at udføre deres videnskab med sandhedsproducerende metoder, der er i stand til at kontrollere andre forskeres metoder og resultater, er ikke blot det rene vås og nonsens. Det er samtidig en hån mod, og direkte disrespekt overfor de forskere, der har udført den oprindelige forskning.
Når den alligevel møder genklang i de naturvidenskabelige kredse, så er det fordi den er et kærkomment instrument - en god historie - til at bortforklare hvorfor naturvidenskaben aldrig har vist sig i stand til at producere videnskabelig sandhed i sig selv. Naturvidenskaben sejler på lige så usikker grund som alle andre videnskaber, og har kun af historiske årsager altid stået som den mest sanddruelige og uangribelige. Det er den naturligvis ikke.
Så når man nu kan skabe en historie om, at grunden til at naturvidenskaben fejler, er fordi de naturvidenskabelige forskere ikke holder sig til deres egen videnskabs højeste ideal om etik og moral og metodisk konsistens, er der nok i virkeligheden tale om en sofistikeret form for eskapisme. En flugt væk fra det efterhånden - selv naturvidenskabeligt - fastslåede faktum, at heller ikke den er i stand til at levere nogen sandheder, men kun flere spørgsmål. Og det er sådan set helt fint.
En af naturvidenskabens frontløbere, Einstein, formulerede det ret præcist. Det er ikke videnskabens største opgave at levere svar.
"Imagination is more important than knowledge."
/P
Jeg mener at det er nødvendigt at kræve at de rå data bag videnskabelige konklusioner er tilgængelige for alle. Jeg er godt klar over at det ikke i sig selv vil fjerne snyd og fejl. Men der er en mulighed for at andre vil tage data og se om der er konsistens i data og om de kan nå frem til de samme konklusioner.
Det er også nødvendigt vi kender proceduren for det videnskabelige arbejde. Og det er ikke nok med en forsøgsbeskrivelse. Har forskeren brugt et bestemt program vil udregning, må vi som det mindste få klar besked om detaljerne (versionsnummer og andet godt).
Jo mere kontrovertielt en konklusion er, jo flere vil have interesse i at tilbagevise den.
for det antager at de 'peers' som får artikler til gennemgang er intelligente og rimelige og dem der har erfaring med enighed blandt mennesker ved at det er en illusion.
jeg har hørt om en del svinestreger i den process såsom at tilbageholde review af artiklen indtil man selv har udgivet konkurrerende artikel eller endda stjålet forskningen.
og går man ind i noget rigtigt fremsynet så det bliver "kontroversielt" så falder sandsynligheden for rimelig behandling til tæt på 0.
hvis man tror at idioti og urimelighed er noget der kun findes i folk med lavere IK så tager man grusomt fejl.
Som flere allerede har fremhævet, er det forkert at påstå at peer-reviewers skulle fungere som sandhedsvidner. Prøv lige at tænke det igennem. Skulle en håndfuld peer-reviewers så gennemføre eksperimenterne bag et et studie for at godkende artiklen? Eksperimenter og analyse der måske tager år? Det er rigtig godt at opfordre (og finansiere) mulighed for efterprøvning af eksperimentelle resultater, men det er altså ikke det samme som peer-review.
I samme åndedrag kan man nævne de 'åbne data' som Kenneth Geisshirt taler om. Det er en sød idé, men hvordan skulle det i praksis foregå? I realiteten er det jo meget sjældent at virkelige forsøg foregår som dem man husker fra fysiklokalerne i skolen. Data er tæt bundet op på det udstyr man benytter sig af, og analyse er tæt bundet op på kode der ikke uden videre kan distribueres. Jeg synes mere det lyder som en fiks idé, end noget der faktisk kan realiseres.
Arne ved hvad der er videnskab og hvad der ikke er. Forsigtighedsprincippet er derfor helt overflødigt i hans verden. Ligeledes er mangfoldigheden i videnskaben også overflødig. Måske skal vi bare lade Arne screene det hele, han har åbenbart ingen menneskelige fejl eller specielle interesser.
Eller hur? Her er han ude i ren propaganda: http://ing.dk/artikel/127416-leder-naar-al...
Personligt mener jeg at denne leder er uværdig for Ingeniøren. Og desværre er det ikke første gang. Arne spinner vellystigt, men jeg mener ikke at det er det som ingeniører står for eller bør stå for.
Som det er nu kan reviewerne altid kræve at se rådata. Det er iøvrigt kotume at have rådata illustreret f.eks. på graf-form i artiklen. Hvis du er ude efter de rå datafiler / logbøger, etc. så er det et rimeligt stort arbejde at gøre sådan nogle entydigt forståelige for folk der ikke selv har lavet forsøget. Jeg kan iøvrigt ikke se at det giver den store ekstraværdi - personligt tager jeg sjældent noget for givet før der er et par grupper der har eftervist det med uafhængige måledata. Det er HER den virkelige kontrolmekanisme er. Og den er selvfølgelig heller ikke perfekt da det i politisk/økonomisk betændte felter hurtigt bliver påstand mod påstand.
@Karsten,
Du har sikkert ret når det drejer sig om artikler, der optages i videnskabelige tidsskrifter. Dog ved ingen, hvad Manns reviewere kommenterede til artiklen, der blev bragt i "Nature" - men det var ikke med "naturen" gode vilje, at de var nødsaget til at fejlrette artiklen nogle år senere.
Mine bemærkninger var især møntet på IPCCs egen håndtering af processen, som de gør et meget stort nummer ud af. Læs f.eks., hvad expert-revieweren Madhav Khandekar skriver:
"klip"
To my dismay, IPCC authors ignored all my comments and suggestions for
major changes in the FOD (First Order Draft) and sent me the SOD (Second Order Draft) with essentially the same text as the FOD. None of the authors of the chapter bothered to directly communicate with me (or with other expert reviewers with whom I communicate non a regular basis) on many issues that were raised in my review. This is not an acceptable
scientific review process."
"klip slut".
Skal man fortsat have tillid til reviewing-processen, så bliver man nødt til at stramme procedurerne op - og den stigende uvane med at referere til især deres medforfatteres arbejder må ændres. Det er sådanne arbejdsmetoder, der medfører utilfredshed i fagkredse.
For at gøre opmærksom på netop det problem, peer review ikke garanterer imod? Alt andet ville da være spin.
Der er ikke noget der er perfekt i denne verden, at forvente det er den første fejl. Derefter følger der en masse andre.
Se eventuelt denne her:
http://independentsciencenews.org/health/s...
Det er vi ikke uenige i, derfor bruges der en del kræfter på eftervisning. Det er jo netop når myndigheder reagerer voldsomt på enkeltstående artikler, som dit link illustrerer på glimrende vis.
Peer review alene på enkeltartikler er ikke brugbart, hvis man vil undgå at løbe med halv vind. Derfor er der behov for flere artikler med enten tilsvarende eller forskellige resultater.
Nej vi er ikke perfekte, men vi kan i det mindste forsøge at få det bedste ud af det.
Jan - Som jeg skrev inddirekte i mit første indlæg; kvaliteten i videnskaben kommer af mangfoldigheden.
Nu er det åbenbart ikke kun Per A. Hansen der er et studie i fortrængning og alternativ virkelighedsopfattelse nu skal vi så også føje Arne til listen.
(Og nej jeg har ingen liste)
Problemet er til dels at der er et stort pres på forskere for at udgive artikler, siden dette er målet for deres produktivitet. Det danske BFI system er et fremragende eksempel på hvordan topstyring skaber et mål for produktivitet som er alt for unuanceret, men som skaber et incitament for smide så mange publikationer ud om året, uanset kvaliteten.
Alle disse artikler skal i princippet peer-reviewes, men når de videnskabelige journaler nu modtager en enorm mængde indsendte artikler, så kræver det pludselig et enormt arbejde at gennemgå dem. Siden reviewers arbejder gratis er det klart, at kvalitetskontrollen sænkes i takt med at arbejdsopgaven stiger og der kommer mere forskning af tvivlsom kvalitet.
Problemet er derfor ikke så meget peer-review systemet, men at man har skabt et incitament der underminerer fundamentet for god forskning, hvilket altid har været forskernes egen integritet. Det kan simpelt hen ikke betale sig at være grundig.
Hvis jeg har forstået ordet rigtigt, ny analyse af eksisterende data, så kan det jo være svært at gennemskue, særligt hvis ikke det oplyses hvordan data er blevet masseret.
Tidsskrifterne burde i sådanne tilfælde nægte at udgive noget, hvis ikke data og metoder er tilgængelige. Et afskrækkende eksempel er Mann's Hockey Stick. Data og metode, som hver for sig var almindelige, gav jo dette resultat, og det blev godkendt, fordi ingen af reviewerne umiddelbar kunne se eller overskue at næsten alle data ville give det samme resultat.
Man skal være varsom når man analyserer data med matriksoperationer.
Hvad er der så afskækkende ved Mann's Hockey Stick? Der var nogle statistiske børnesygdomme i den oprindelige artikel, men hovedargumenterne er der ikke rokket ved og resultaterne er replikeret i dusinvis af artikler sidenhen.
Da jeg for 45 år siden blev ansat som udviklingsingeniør i levnedsmiddelindustrien gik det op for mig, hvorfor man i min barndom mente, at smør var skadelingt for sundheden, og at man derfor burde bruge margarine. Betydningen af et lille skilt på en dør ved siden af kemi-auditoriet på Østervold gik nemlig op for mig. På skiltet stod: Dansk Fedtforskningsinstitut. Instituttet var sponseret af margarineindustrien og det var dem, der havde lavet den sammelignende analyse af smør og margarine. Siden da har jeg valgt at klappe hesten indtil konteksten, hvori en given forskning er foregået, inden jeg fæster lid til resultaterne.
Som allerede bemærket i nærværende debat, er der også aktører, som lever af at fortælle historier - og de har ikke lyst til at klappe hesten. Derfor kunne det være os, læserne, der stykker brikkerne i mosaikken sammen og via fora som dette fortæller journalisterne om de billeder der tegner sig.
Er der ikke noget man fuldstændig har overset her?
For en ting er hvordan den videnskabelige praksis fungerer, det skal jeg ikke gøre mig klog på, men en anden ting er hvordan den forstås af os andre!
Og klimadebatterne her på stedet er vel et godt eksempel på at nogen i deres argumentation tillægger peer-review begrebet en autoritet som det slet ikke var tiltænkt, måske fordi de ikke har bedre argumenter?
Det har virket som om dette begreb blev holdt op som parade hver gang man mødte argumenter som man ikke magtede at forholde sig til?
Og mens omverdenen nedtoner betydningen af klimadebatter, bl. a. fordi regeringer verden over reelt ikke bekymrer sig synderligt om det, så bliver debatterne her på stedet blot mere skingre, med det resultat at folk der gerne ville bruge siden her til noget fornuftigt løber skrigende bort!
Så derfor forstår man godt at redaktøren har fået nok af peer-review begrebet selvom problemet måske ikke er videnskabens metode som sådan, men derimod alle de hang-arounds som forsøger at misbruge begrebet til at fremme deres politiske dagsorden sådan som vi først og fremmest har set det i klimadebatten her i landet.
Og netop fordi Ingeniørens hjemmeside er blevet hærget af disse hysterikere så det efterhånden nok er ret få ingeniører der faktisk orker at læse med her, så kan man vel ikke fortænke redaktøren i at at ønske sig disse evindelige og ligegyldige diskussioner nedtonet så bladets egentlige målgruppe måske kunne lokkes til at vende tilbage?