Leder: Overvågning af borgerne må ikke overlades til embedsmændene
more_vert
close
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Leder: Overvågning af borgerne må ikke overlades til embedsmændene

Til maj træder EU's nye persondataforordning i kraft. Loven strammer gevaldigt op på brug og håndtering af europæernes persondata, giver den enkelte større kontrol over egne personoplysninger og stiller skrappe krav om databeskyttelse i virksomheder og organisationer, der ligger inde med persondata.

Et helt nødvendigt og fornuftigt skridt i en udvikling, hvor stadigt mere af vores gøren og laden sætter digitale aftryk, som gemmes i bits og bytes overalt og konstant udfordrer privatlivets fred.

Så meget desto mere absurd er det, at den danske regering nu vil bruge selvsamme lov til at udvide offentlige myndigheders adgang til at bruge og samkøre vores persondata uden om både vores og vores politisk valgtes viden og indflydelse. I et sæt supplerende bestemmelser til Persondataforordningen foreslår justitsminister Søren Pape Poulsen, at de enkelte ressortministre – uden Folketingets indblanding – skal kunne tillade samkørsel af borgeres persondata fra forskellige offentlige myndigheder – uden pligt til at informere borgeren om det.

Jurister og retseksperter råber vagt i gevær. »En ladeport, der uden demokratisk kontrol giver adgang til hemmelig overvågning af den danske befolkning«, advarer en lektor i persondataret i Politiken, mens en professor taler om en svækkelse af borgernes retssikkerhed.

På vores eget Version2.dk vurderer Catrine Byrne fra tænketanken Data­Ethics, at tiltaget går imod grundprincipper i vores retssystem, når den enkelte minister kan bestemme, hvornår privatlivet må krænkes. Privatlivets beskyttelse er fasttømret i grundloven, og beslutninger om, hvor grænsen går, bør tages af Folketinget, påpeger hun. Lignende pointer lyder fra både Advokatrådet og den juridiske tænketank Justitia.

Søren Pape Poulsen begrunder bl.a. forslaget med, at EU-forordningens fornyede oplysningspligt »opleves som en administrativ byrde«. Og minister for offentlig innovation Sophie Løhde supplerer med ønsket om at lette borgerne for besværligheder, når de skal indsende samme oplysninger til flere forskellige myndigheder.

Til begge er blot at sige: Ja, det er besværligt at leve i og administrere et demokratisk samfund. Men vi vil nu alligevel gerne have lov til at beholde det frem for at leve uvidende bag et mørklagt jerntæppe.

Lovforslaget bryder med en kerne­værdi i det danske demokrati: at vi er et tillidsbaseret samfund. Med den nye lov anlægges en glidebane, hvor kun idérigdommen hos embedsmænd og myndigheder sætter grænserne. Vi risikerer et skred mod et kontrolbaseret samfund, hvor man med data og AI vil tjekke borgerne for en sikkerheds skyld og ikke bare, når der er begrundet mistanke om snyd. Hertil kommer, at den automatiserede sagsbehandling, som ønskes muliggjort med lovgivningen, kan føre til kafkaske tilfælde, hvor borgere får frataget ydelser uden at ane hvorfor.

De fire små oppositionspartier er nu vågnet og har kaldt justitsministeren i samråd om lovforslaget. Nu må vi kræve, at resten af Folketinget træder i karakter og tager deres ansvar som borgernes værn om retssikkerheden alvorligt. Beslutninger om overvågning af borgerne må ikke overlades til enkelte ministre og deres embedsmænd. Det er tilliden til demokratiet, der er på spil her.

Illustration: MI Grafik

Helt enig i lederen !

Der er nogle politikere, der ikke har læst Kafka eller Orwell ... eller måske bare har læst dem som manualer i politisk ledelse og ikke som advarsler mod en samfundsudvikling, som er er uønsket for den almindelige borger.

  • 19
  • 0

Jeg har i mange år sagt: "Danmark er et frit land - lidt endnu."
Dette har udløst utallige kommentarer om sølvpapirshatte og mangel på respekt for folketinget (????!!!).
Nu kan jeg passende ændre det til "Danmark var et frit land - engang".

  • 11
  • 0

ideen/fordelene om overvågning vinder frem i DK. Det var utænkeligt så længe vi kunne se hvad overvågning kan bruges til i de Østeuropæiske lande.
Nu ønsker selv borgerlige politikere fri leg for statens overvågning.

  • 14
  • 0

Hvad er det for en overvågning? Alt der generer dataspor og der muligvis kunne vise staten er gået glip af skat, afgifter mm.
Hvorfor kan man ikke finde ud af at stoppe dem der kaster sten og andet ned på en motorvej? Det er ikke noget der giver noget til statkassen.

Mere overvågning? Nej tak. Det kunne nemt blive brugt forkert.
Lad os beholde den frihed der er tilbage.

  • 3
  • 0

Giv mig lige et hint om, hvem der så skal sørge for at love overholdes ?????

At politikerne laver love, der er håbløse at administrere, fordi de skal skrives i et sprog, som Willy skolelærer "from the poles" kan forstå, er ikke embedsmændenes problem. Præcise lovtekster har et ret højt krav til sproget, langt fra Pokemon og Anders And tekster.
Et lille eksempel på en kommasætning der kan være livsfarlig hvis kommaet står forkert.

Frigives ej, hænges !
Frigives, ej hænges !

  • 2
  • 7

at borgerne skal overvåges mere og mere, mens der, hvor de rigtigt vigtige ting sker - der sikrer man sig mod overvågning og kontrol udført af dem man tjener - jvf. mørklægningsloven m.v..

Hvis det skal give mening så er man allerede i et dystopisk samfund.

  • 6
  • 1

Det er mere end 2 år siden Mørkelygten udkom. Da min kone og datter begge er jurister er sådant pligtlæsning i familien.......og her der ikke fejet noget ind under gulvtæppet :)

Jeg gør dig opmærksom på at PHK havde en artikel om Mørkelygten for ca. 1 år siden i sin blog.

  • 1
  • 2

Du mener det godt Christian N, men udtrykker det skidt ;)

Der skal en vis overvågning til for, at ingen "snyder på vægten", men det er ingen selvfølge at der skal overvågning til, i alle forhold.
Og det er heller ikke en selvfølge, at hvergang staten kommer i pengenød genereres der nye afgifter som skal overvåges, til at dække over, at vore tillidmænd, politikerne på Christiansborg ikke kan enes til gavn for hele landet, men kun fokuserer på, at skaffe dem, som de tror er deres vælgere fordele, på bekostning af resten af befolkningen.

  • 2
  • 1

Der skal en vis overvågning til for, at ingen "snyder på vægten"


Der er forskel på kontrol og overvågning.
De eneste, som skal decideret overvåges, er dem som har fået tildelt ekstra magtbeføjelser. Dvs. Polikere og embedsmænd, som politi og andre, som skal foretage de stikprøver, som kontrol nu en gang er. Hvis man på nogen måde skal tale om tillid i samfundet, så handler det altså om at den enkelte borger skal behandles som lovlydig og retskaffen. Og det gør man altså ikke ved at overvåge folk.

  • 3
  • 0