Leder: Nye krumspring tager glansen af Europas klima-glorie
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Leder: Nye krumspring tager glansen af Europas klima-glorie

Mens de fleste af verdens stats­ledere glimrer ved deres fravær under det igangværende klimatopmøde COP23, har EU’s frontfigurer, den franske præsident og den tyske kansler, bebudet deres ankomst i Bonn. De forsøger at markere, at EU går forrest i kampen om at begrænse den menneskeskabte temperaturstigning til to grader, mens Donald Trump har trukket USA ud af den to år gamle Paris-aftale.

Virkeligheden er desværre langt mere broget, end Macron og Merkel lader ane. Også i EU bliver ambitionerne nemlig skåret til og ned – det sker bare med tricks, som efterlader borgerne med et forfejlet indtryk af, at klimakampen fortsætter.

Det mest alvorlige eksempel har vi tidligere omtalt her på ing.dk: EU har stillet relativt skrappe krav om en samlet reduktion i udslippet af drivhusgasser fra hovedsageligt landbrug og transport. Danmark fik i første omgang en af de største forpligtelser til at reducere, nemlig med 42 pct.; men efter et møde i efterårsferien er det ikke længere noget, vi behøver at bekymre os om. Nu tages CO2-optaget i landbrugsjord og skov nemlig med i regnestykket, og vupti, så er Danmark stort set i mål uden at have foretaget sig noget som helst nyt for at skåne klimaet. Et rendyrket trylletrick udført af politiske regnedrenge, som sikrer, at det på papiret ikke længere er et problem, at vores voksende bilpark sender udslippet i vejret.

Der er flere af den slags skrivebordsfiflerier i EU. I onsdags enedes medlemslandene endelig om nye krav til bilindustrien, der skal begrænse udledningen af CO2 fra nye biler. På papiret ser det flot ud med en reduktion på 15 pct. i 2025 i forhold til 2021 og med 30 pct. i 2030. Desværre har uafhængige laboratorier dokumenteret, at de tests, som måler brændstofforbruget, er hullede som en si. 60 pct. af reduktionen finder udelukkende sted på testlaboratoriets rullefelt. På vejene slår kun 40 pct. igennem. Den nye aftale med bilindustrien gør således ikke i tilstrækkelig grad op med de misvisende tests, som industrien selv har været med til at definere.

Også flyindustrien trækker fortsat frinummer fra klimakampen. For ni år siden gjorde EU det første forsøg på at få flyselskaberne til at betale for udslip af drivhusgasser. Det udgør 2 pct. af det globale udslip og 3 pct. af udslippet i Europa, og da det slippes løs i 11 km’s højde,er klimaskaderne endnu større. Men EU har bøjet sig for presset fra andre lande og undladt at lade systemet omfatte interkontinentale ruter, mens man har ventet på den internationale luftfartsorganisation ICAO. Sidste år nåede ICAO så frem til en uambitiøs aftale, der først forpligter landene til at gøre noget ved det voksende udslip i 2027. Tager EU så stafetten tilbage? Nej. Tværtimod har kommission og parlament endnu en gang udsat krav om, at flyselskaberne skal købe kvoter svarende til flyenes udslip.

Donald Trump er i det mindste ærlig, når han skriver kampen mod klimaforandringer helt ud af sin politik. Det samme er de delstatsledere i USA, som fortsætter indsatsen for at bremse USA’s CO2-udslip. Her på kontinentet mister vi derimod troværdighed, og det er katastrofalt. Næste år skal EU-lederne forsøge at samle flertal til at stramme Paris-aftalen, fordi videnskaben viser, at klimaforandringerne er værre end først antaget. Uden troværdighed og en oprigtig vilje til selv at gøre en indsats – også hvor det gør ondt – bliver det umuligt at få resten af verden med om bord.

Foto: MI Grafik

til de nye krumspring, som lederen nævner, kommer desværre det gamle krumspring: påstanden om at vi med rette kan udlede mere CO2 nu fra en voldsom stigning i afbrænding af skovbiomasse, fordi der ad åre vil ske kompensation gennem forøget skovvækst (CO2-neutralitet for biomasse anvendt på de GLOBALE skove). Uanset stigende temperaturer? Problemet med denne påstand er at fotosyntesen i skovene stiger med den globale gennemsnitstemperatur, men forrådnelsen stiger endnu mere og uden overgrænse - hvilket den tyske regerings rådgivere allerede i 1998 bekendtgjorde i en diger kritik af vedtagelserne i Kyoto 1997. Hvorpå forhandlingerne i år 2000 gik i stå - kun for at blive reddet på en ekstra-COP i Bonn sommer 2001 med det rådne kompromis, Kyoto-aftalen blev administreret under. Derfor står påstanden om CO2-neutralitet også fra afbrænding af skovbiomasse ved magt. Hvem tør imødegå den?

  • 6
  • 0