Leder: Nobelpagten er lige så verdensfjern som Månegrisen
more_vert
close
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Leder: Nobelpagten er lige så verdensfjern som Månegrisen

Husker du Månegrisen? Det projekt, som blev lanceret i 2012, og som fem ministerier svor at hælde et milliardbeløb i, så Danmark kunne få et miljørigtigt og dyreetisk svineopdræt? Hvis ikke, så skal du være undskyldt, for meget lidt er kommet ud af projektet i de forløbne fem år – og da slet ingen teknologisk bedrift, der kan sammenlignes med at sende mennesket til Månen.

Alligevel holder den nuværende regering fast ved projekterne, som blev søsat dengang, selv om tæerne må krumme helt om i nakken på de embedsmænd og politikere, som opfandt ordet Månegris. Naturligvis skal teknologisk udvikling også komme landbruget til gode, men Månegrisen udstiller, hvor sløjt det står til med den politiske forståelse for forskning.

Et næsten lige så grelt eksempel fik vi i denne uge i form af regeringens udspil til en strategi for forskning og innovation. Strategien består af 28 forskellige initiativer, hvoraf hovedparten ikke er ført ud i livet endnu. Mange har ganske givet de bedste intentioner, men det første punkt, som forskningsminister Søren Pind (V) prøver at sælge strategien på, trækker afgjort ned i karaktervurderingen: en Nobelpagt. Sammen med private forskningscentre vil han oprette eliteforskningscentre med potentiale til at modtage videnskabens mest eftertragtede pris.

Sjældent har dansk forskning set så tåbelig en målsætning. For det første er Nobelpriserne fyldt med mystik af god grund: De er oftest vanskelige at forudse. For det andet tilfalder de så sjældent danskere, at det bliver umuligt at evaluere pagtens succes eller fiasko. For det tredje dokumenterer ingen undersøgelser, at et samfund som helhed får gavn af en Nobelpris. For det fjerde er der kun Nobelpriser inden for relativt få forskningsfelter. Dansk forsknings eneste internationale rock star, Eske Willerslev, kan med sine dna-studier således ikke komme i betragtning.

Men det værste er, at skiftende regeringers politik arbejder direkte imod en dansk Nobelpris. I årevis har de under mottoer som »fra forskning til faktura« prædiket, at forskerne skal tættere på de virksomheder, som skal kapitalisere på deres viden. Den indsats skal fortsætte. Samtidig vil politikerne stadig blande sig i, hvad der skal forskes i: fake news, kunstig intelligens og digital omstilling, for at nævne et par områder, der ligger Søren Pinds hjerte nær.

Flere penge kommer han dog ikke med. Konsekvensen kan derfor blive, at der fortsat skæres ned på bevillingerne til den langsigtede forskning. Netop den er ellers om noget forudsætningen for at opnå gennembruddene bag verdens fornemste priser. Se bare på de to danskere, som er de mest oplagte kandidater hos de naturvidenskabelige komiteer i Stockholm: fysikeren Lene Hau, kendt for at stoppe lyset i superkolde atomskyer og headhuntet til Harvard University, og Jens Kehlet Nørskov, der arbejder med katalyse. Han tog i 2010 til Stanford University.

De to superforskeres historier viser, at forskningen i sin natur er international. Mens Søren Pind præsenterer sin strategi, har Danmark udfordringer med at tiltrække udenlandske kapaciteter, fordi vores indvandringsregler spænder ben for deres frie virke, selv når de arbejder for staten. Det er heldigvis med i strategien at fjerne den slags benspænd. Mislykkes det, risikerer regeringen, at Nobelpagt om få år kommer til at virke lige så krampagtig, som Månegrisen gør det i dag.

Jeg synes næsten det værste ved det er det signal det sender.

En motivationsfaktor for en god forsker til at have sit virke i landet og til at lægge energi i at opbygge en gruppe omkring sig kunne jo være at man fornemmer at der er opbakning hele vejen op i systemet.

Det er ikke gavnligt at topledelsen så klovner rundt. Eller sagt på en anden måde - hvis man ikke ændrer på midlerne, så er ens job som topledelse nærmest reduceret til at sende gode signaler. Hvis man ikke magter det, hvordan kan man så forsvare at have jobbet?

Nogle af initiativerne kan måske være udmærkede i sig selv.

  • 15
  • 0

Nobelpriser uddeles på baggrund af andre forskers anbefalinger og indstilling.
En komite bedømmer og tildeler priserne efter indstillingerne.
Uanset hvor fremragende en forsker er, så får vedkommende ikke prisen, hvis
ikke der er nogen, der indstiller vedkommende.

  • 2
  • 3

Fint og rammende udtryk om en forsker der evner at komme i medierne!
Men hvis man kan give Bob Dylan en nobelpris, hvorfor så ikke også genetikkens populære protestsanger :-)

  • 4
  • 0

"De strategiske forskningsråd er et forsøg på fra politisk side at styre forskningen, men det fører ikke til forskning af høj kvalitet, det bliver forskning efter tilfældig mode.... Hvis H. C. Ørsted, der opdagede elektromagnetismen i 1820, havde levet under de strategiske forskningsråd, havde han i stedet opfundet en forbedring af stearinlyset,"
- Nobelprismodtager i fysik Ben R. Mottelson, Information 4. januar 2008

  • 15
  • 0

De strategiske forskningsråd er et forsøg på fra politisk side..

Mennesker på bunden af troværdighedsskalaen kan aldrig "lave" nobelpristagere.. det her stunt viser igen Søren Pind som uvidende tumpe, og ligner sør'm Sanders ligeledes tumpede "Fra forskning til faktura".

Jeg ved ikke hvad de har i vandet på Borgen eller hvad kravene er til en folketingskandidat hos venstres vælgerforening - fatter ikke rekrutteringsgrundlaget...

Meeen på et eller andet tidspunkt inden længe, så må vælgerforeningen i V finde nogle kandidater med anvendelig samt lidt mindre alternativ intelligens!

Eller får V et useriøst præg som det hedengangen Fremskridtsparti.

  • 13
  • 1

De strategiske forskningsråd er et forsøg på fra politisk side at styre forskningen,

Ikke alene er den politiske styring et problem: Forskningsrådene er meget dyre i drift. Ikke alene skal forskere bruge oceaner af tid til at skrive ansøgninger, som kun har en lille chance for succes. Rådene skal selv bruge en masse tid på at vurdere ansøgningerne, og der er en masse bureaukrati forbundet med administration af bevillingerne. Dertil kommer, at rådene foretrækker få store bevillinger frem for mange små, og store projekter er mindre effektive til at producere resultater (målt i resultater per krone) end små projekter.

Lad os i stedet fordele midlerne ligeligt blandt alle universitetsansatte forskere, evt. justeret efter fagenes traditionelle behov for laboratorier (så en fysiker får lidt mere end en litteraturforsker). Hvis forskere har behov for meget dyrt laboratorieudstyr (f.eks. partikelacceleratorer), kan de slå sig sammen, spare op, eller søge private eller EU-midler.

Samtidigt bør alle forskere, der får statslige midler, forpligtige sig til at bruge mindst 25% af deres tid til undervisning eller undervisningsledelse, sådan at forskernes viden kommer de studerende til gode.

  • 5
  • 1

Lad os i stedet fordele midlerne ligeligt blandt alle universitetsansatte forskere, evt. justeret efter fagenes traditionelle behov for laboratorier (så en fysiker får lidt mere end en litteraturforsker). Hvis forskere har behov for meget dyrt laboratorieudstyr (f.eks. partikelacceleratorer), kan de slå sig sammen, spare op, eller søge private eller EU-midler.

Samtidigt bør alle forskere, der får statslige midler, forpligtige sig til at bruge mindst 25% af deres tid til undervisning eller undervisningsledelse, sådan at forskernes viden kommer de studerende til gode.


Det er nogle gode idéer. Dog vil det nok bedre overskueligheden, og ansættelsesforholdene, med sammenlægning af alle offentlige universiteter. Der vil nok kunne spares nogle dubletter i de administrative lag. Behøver der være en forskel på om det hedder KU, AaU, DTU mv.? Det er vel indholdet der betyder noget og ikke stedet.
Grundforskningen burde så have en fast plads i den samlede bevilling. Uden politisk indblanding i fordelingen.

  • 0
  • 6

Jeg ved ikke hvad de har i vandet på Borgen eller hvad kravene er til en folketingskandidat hos venstres vælgerforening - fatter ikke rekrutteringsgrundlaget...
Finn Christensen

Svaret er at de andre politiske partier ikke er bedre. Den måde at du bliver en folketingskandidat er din far var et partimedlem og du har arvet partimedlemskabet, dels at du ikke lader de andre komme til orde og snakker dem ud af politik, ved at de har glemt hvad de ville sige når de endelig får ordet.

  • 4
  • 3

Det spørgsmål har jeg undret mig rigtigt meget over i rigtig lang tid.

Hvorfor vil man acceptere at blive kostet rundt med i manegen af inkompetente ledere, som ikke aner en klaphat om hvad de har med at gøre? Og som ingen som helst demokratisk kontakt har til forskerne selv? Det forstår jeg simpelthen ikke.

  • 3
  • 0

Hej. Nej selvfølgelig ikke et statskup. Det var vel også et retorisk spørgsmål? Forskerne er jo ikke interesseret i at styre hele samfundet, men de har jo som gruppe en særdeles stor interesse i at bestemme, styre og forme forskningspolitikken.

I stedet for at samarbejde og forsøge at formulere sig med en fælles-politisk stemme, bruger de fleste forskere i dk desværre det meste af deres tid på at søge penge til sig selv og konkurrere imod deres kolleger. Det er helt hul i hovedet og ikke videre intelligent. Hverken for den enkelte forsker eller for forskningen generelt. Det tror jeg dog også mange forskere selv kan se?

Det er ikke mange år siden at de højere læreranstalter (inklusiv forskningscentre) var styret af demokratisk valgte ledelser, som skulle varetage institutionernes fælles bedste. Det kunne man da som minimum arbejde for at genindføre? I dag er mange stedet ledet af eksterne forretningsfolk som en privat virksomhed uden nævneværdigt demokrati. Som regel bestyret af politikernes private venner og bidragsydere. Jeg nævner helst ikke ordet "korruption".

I udlandet er mange universiteter selvejede og selvfinansierende. Så de kan helt selv bestemme hvordan de ledes. Det kunne man jo også arbejde på, for de eksterne midler har helt klart undermineret demokratiet på de danske universiteter. Som du også selv er inde på. Jeg mener at man i dag tilbyder sine ydelser alt, alt, alt for billigt - og nogle gange helt gratis - til den danske stat. Det er dumt, for det fjerner selvbestemmelsen og underminerer demokratiet på institutionerne.

Mens der arbejdes for disse mere langsigtede mål, kunne man jo fra forskernes side begynde at stille nogle krav til de politikere man lader sig underkaste. Det kunne være faglige krav som handlede om et minimum af forståelse for den akademiske sektor. Man kunne også pege på politikere som man finder kvalificerede. Eller opstille egen folk. Forskere skal IKKE være bange for at blande sig i politik. For gør man ikke det i et demokratisk samfund, ja så får man baghjul og andre vil bestemme over én.

  • 2
  • 0