Leder: Nobelpagten er lige så verdensfjern som Månegrisen
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Leder: Nobelpagten er lige så verdensfjern som Månegrisen

Husker du Månegrisen? Det projekt, som blev lanceret i 2012, og som fem ministerier svor at hælde et milliardbeløb i, så Danmark kunne få et miljørigtigt og dyreetisk svineopdræt? Hvis ikke, så skal du være undskyldt, for meget lidt er kommet ud af projektet i de forløbne fem år – og da slet ingen teknologisk bedrift, der kan sammenlignes med at sende mennesket til Månen.

Alligevel holder den nuværende regering fast ved projekterne, som blev søsat dengang, selv om tæerne må krumme helt om i nakken på de embedsmænd og politikere, som opfandt ordet Månegris. Naturligvis skal teknologisk udvikling også komme landbruget til gode, men Månegrisen udstiller, hvor sløjt det står til med den politiske forståelse for forskning.

Et næsten lige så grelt eksempel fik vi i denne uge i form af regeringens udspil til en strategi for forskning og innovation. Strategien består af 28 forskellige initiativer, hvoraf hovedparten ikke er ført ud i livet endnu. Mange har ganske givet de bedste intentioner, men det første punkt, som forskningsminister Søren Pind (V) prøver at sælge strategien på, trækker afgjort ned i karaktervurderingen: en Nobelpagt. Sammen med private forskningscentre vil han oprette eliteforskningscentre med potentiale til at modtage videnskabens mest eftertragtede pris.

Sjældent har dansk forskning set så tåbelig en målsætning. For det første er Nobelpriserne fyldt med mystik af god grund: De er oftest vanskelige at forudse. For det andet tilfalder de så sjældent danskere, at det bliver umuligt at evaluere pagtens succes eller fiasko. For det tredje dokumenterer ingen undersøgelser, at et samfund som helhed får gavn af en Nobelpris. For det fjerde er der kun Nobelpriser inden for relativt få forskningsfelter. Dansk forsknings eneste internationale rock star, Eske Willerslev, kan med sine dna-studier således ikke komme i betragtning.

Men det værste er, at skiftende regeringers politik arbejder direkte imod en dansk Nobelpris. I årevis har de under mottoer som »fra forskning til faktura« prædiket, at forskerne skal tættere på de virksomheder, som skal kapitalisere på deres viden. Den indsats skal fortsætte. Samtidig vil politikerne stadig blande sig i, hvad der skal forskes i: fake news, kunstig intelligens og digital omstilling, for at nævne et par områder, der ligger Søren Pinds hjerte nær.

Flere penge kommer han dog ikke med. Konsekvensen kan derfor blive, at der fortsat skæres ned på bevillingerne til den langsigtede forskning. Netop den er ellers om noget forudsætningen for at opnå gennembruddene bag verdens fornemste priser. Se bare på de to danskere, som er de mest oplagte kandidater hos de naturvidenskabelige komiteer i Stockholm: fysikeren Lene Hau, kendt for at stoppe lyset i superkolde atomskyer og headhuntet til Harvard University, og Jens Kehlet Nørskov, der arbejder med katalyse. Han tog i 2010 til Stanford University.

De to superforskeres historier viser, at forskningen i sin natur er international. Mens Søren Pind præsenterer sin strategi, har Danmark udfordringer med at tiltrække udenlandske kapaciteter, fordi vores indvandringsregler spænder ben for deres frie virke, selv når de arbejder for staten. Det er heldigvis med i strategien at fjerne den slags benspænd. Mislykkes det, risikerer regeringen, at Nobelpagt om få år kommer til at virke lige så krampagtig, som Månegrisen gør det i dag.

Jeg synes næsten det værste ved det er det signal det sender.

En motivationsfaktor for en god forsker til at have sit virke i landet og til at lægge energi i at opbygge en gruppe omkring sig kunne jo være at man fornemmer at der er opbakning hele vejen op i systemet.

Det er ikke gavnligt at topledelsen så klovner rundt. Eller sagt på en anden måde - hvis man ikke ændrer på midlerne, så er ens job som topledelse nærmest reduceret til at sende gode signaler. Hvis man ikke magter det, hvordan kan man så forsvare at have jobbet?

Nogle af initiativerne kan måske være udmærkede i sig selv.

  • 15
  • 0

Nobelpriser uddeles på baggrund af andre forskers anbefalinger og indstilling.
En komite bedømmer og tildeler priserne efter indstillingerne.
Uanset hvor fremragende en forsker er, så får vedkommende ikke prisen, hvis
ikke der er nogen, der indstiller vedkommende.

  • 2
  • 3

Fint og rammende udtryk om en forsker der evner at komme i medierne!
Men hvis man kan give Bob Dylan en nobelpris, hvorfor så ikke også genetikkens populære protestsanger :-)

  • 4
  • 0