Leder: Nej til 11 år på frihjul – nu må EU stille klima-krav til fly
Efter 19 år har luftfartens FN-organ ICAO endelig indgået den aftale, der skulle bremse det eksploderende CO2-udslip. Aftalen er ikke at gøre noget før 2027. Derfor holder luftfarten i disse måneder spændt øje med reaktionerne fra EU’s transportkommissær, Violeta Bulc.
Violeta Bulc er ikke ‘forelsket’ i aftalen, og et slag er under opsejling – igen. Verdens storspillere, herunder præsidentkandidat Hillary Clinton, har meldt ud, at en hær af advokater står klar, hvis ikke-europæiske fly skal tvinges til at følge særlige klimaregler, når de lander i et EU-land.
Men EU har ikke noget valg. Hvis Europa fortsat vil gå forrest i kampen mod klimaforandringer, er EU nødt til at kræve, at flyvninger er underlagt klimakvoter, præcis som det i dag er tilfældet med flyvninger inden for unionen, hvor selskaberne skal aflevere CO2-kvoter svarende til flyenes udledninger. EU er den eneste spiller, der ser ud til at kunne presse luftfarten ned i grønne klæder, men hullerne i ICAO’s aftale er så store, at en Airbus 380 kan flyve gennem dem.
Historien om aftalen er næsten mere rystende end aftalen i sig selv. Luftfart blev – helt særligt – undtaget fra Kyoto-aftalen tilbage i 1997, i tillid til at ICAO selv kunne standse udslippet af drivhusgasser. Siden er det eksploderet. Luftfart er i dag den sektor, hvor udslippet stiger mest. Luftfarten bidrager med 1,3 procent af det globale udslip, og det ventes at stige til 25 procent i 2050.
Tilbage i 2009 mistede EU første gang tålmodigheden og indførte CO2-kvoter på luftfart. Dengang var det meningen, at de også skulle gælde for flyvninger til og fra vores kontinent. Men presset udefra blev så stort, at EU midlertidigt besluttede, at de kun skulle gælde interne flyvninger i unionen frem til i år, hvor ICAO’s aftale skulle på plads.
ICAO har valgt at lade frivillighed være det bærende princip i de næste 11 år. Helt skørt er der nu et incitament til at udlede mest muligt frem til 2020, som bliver basisåret for fremtidige reduktioner. Aftalen omfatter i øvrigt kun internationale flyvninger, svarende til 60 procent, og store udledere som Rusland og Indien er ikke med.
Vågn op! Virkeligheden er, at vi i 16 måneder i træk har oplevet globale temperaturrekorder og har en galopperende CO2-stigning i atmosfæren med et niveau på over den symbolske grænse på 400 ppm. I det lys er det svært at se, hvorfor luftfarten skal vente til 2027 med at bremse udledningerne, især fordi flyselskaber allerede i dag sælger CO2-neutrale flybilletter.
På klimaområdet har EU grund til stolthed. EU skaber forandringer, bl.a. med kvotesystemet på indenrigsflyvninger, der er kopieret af lande som Sydkorea. Systemet er langtfra perfekt, fordi størstedelen af CO2-kvoterne bliver tildelt selskaberne gratis. Men det perfekte skal ikke stå i vejen for forbedringer. Alternativet er et håndslag med ICAO om at gøre ingenting før 2027. Det er ganske enkelt ikke en mulighed i lyset af klimakrisen.
Så kære Violeta Bulc: At kræve klimakvoter på alle fly, der lander i EU, er et stort og modigt skridt. Selvom det medfører et nyt juridisk og politisk slagsmål, så stå fast på et EU, vi kan være stolte af.
