Leder: Når Pokemon dør, lever ånden videre
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser og accepterer, at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Leder: Når Pokemon dør, lever ånden videre

Der skulle gå seks år, før de spekulative forventninger til augmented reality – eller på dansk: forstærket virkelighed – med ét slag blev indfriet og fejede benene væk under verden. Forudsigelserne om, at et gennembrud ville komme via intelligent anvendelse af registerdata med et vue på virkeligheden gennem mobilkameraet, bl.a. spået her på lederpladsen i 2010, er gjort til skamme.

I stedet blev det jagten på rudimentære japanske fantasifigurer i spillet Pokemon Go, der denne sommer blev en verdensplage og for en stund har haft umiddelbar indflydelse på menneskelig adfærd som få teknologier før den. Millioner af mennesker fra Kyoto til Caracas og København har sat jagten ind.

Effekten af Pokemon Go er udtryk for langt mere end en fjollet dille, man kan rynke på næsen ad som et underlødigt forbigående popfænomen. Snarere er den udtryk for åbningen af en dør, vi ikke kan lukke igen, hvor en ny genera­tion velvilligt træder ind i en tid, der radikalt blander fiktion med den konkrete hverdag og lader dem møde andre i nye fællesskaber ansigt til ansigt. Verden er ikke længere den samme.

Kritikere er skeptiske og anfægter, at spillet er ægte augmented reality, men snarere en vellykket omend simpel kombination af GPS, Google Maps og software. Man kan spille Pokemon Go uden at have mobil­kameraet foran øjnene, og det minder derfor mere om en softwareudgave af hobbyen Geocaching, der dyrkes af i omegnen af én million entusiaster på verdensplan, lyder argumentet.

Imidlertid er Pokemon Go downloadet mere end 100 millioner gange inden for en måned. Selvom ikke alle vælger at spille det, er udbredelsen så ubegribelig voldsom, at forbeholdene synes noget tekniske og elitære. Allerede bruger flere Pokemon end Twitter og tidsforbruget er større end selve Facebooks.

Begejstret fortæller forældre om børn, der for første gang nogensinde hellere vil ud for at jage figurer og møde andre end sidde inden foran skærmen. Og som konsekvens af tilstedeværelsen af særligt mange Pokemons i nabolaget oplever iskiosker, burgerkæder og kaffebarer overraskende mersalg. Butikken kan simpelthen købe et Pokemon-lokkemiddel, der får jægerne til at flokkes om byttedyrene.

Derved er også pengene på bordet og omridset af en ny forretningsdimension i den betydelige økonomi, der er i gaming-verdenen. Allerede er spilindustrien mere betydende økonomisk end musik og filmbranchen tilsammen, og der gemmer sig langt flere og forskelligartede arbejdspladser her end normalt, når vi taler innovation og udvikling.

Når Pokemon-feberen dør ud, er næste aktør klar med underholdning, der sender poder og horder ud i gaderne til nye eventyr i hverdagen og i de indkøbscentre, der vil agere villige spilkulisser mod en forventet meromsætning. I en ny økonomi skabt i spændingsfeltet mellem computer og ægte liv.

Gennembruddet for augmented reality er her – blot i en mere kulørt forklædning end ventet. Nu skal vi diskutere, hvordan vi bruger det positivt, såvel socialt som økonomisk.

Læs også Ingeniørens leder fra maj 2010: ing.dk/108612

Skoleferiens afslutning fik et nyt krydderi. Initiativtageren var min 13-årige knægt, da vi drev gennem sommerens sidste lyse nat, sammen med alle andre, langs Odense Å, i Munke mose, forbi zoo ud til skovsøen. Pokestop, fremspring af virtuelle godbider gav de froragerende noget at gå efter gennem natten.
Der blev pludret, grint og snakket rundt om i mørket, med de mange ansigter, der kom frem i lyset fra mobilerne. Natten var tæt befolket, tryg og rar i skoven langs åen lige midt i byen midt om natten. Drejebogen til den scene kunne ingen have skrevet.

  • 8
  • 0

Som kulturarvsnørd er det fantastisk at se kunstværker i det offentlige rum dukke op på stribe som Pokéstops, jeg vil tro at de unge mennesker slet ikke har ænset kunstværkerne før.

Og så er det sjovt at møde andre spillere, der lige skal se hvor mange man har fanget.

Men ellers er det bla. en falliterklæring for de mange kultursarvs applikationer der findes, som f.eks. 1001 fortællinger http://www.kulturarv.dk/1001fortaellinger/, til at udforske kunst i det offentlige rum.

De har slet ikke har det spilelement som Pokémon Go har, 1001 fortællinger fokuserer f.eks. på at folk selv kan bidrage med historier og billeder, det er da et spilelement, men ikke just enkelt og sexet som Pokémon Go.

Selv har jeg fokuseret på at registrere kunst i OpenStreetMap, og anser det for muligt at jeg dermed har inspireret til nogle af de Pokéstops der findes, selv om Pokémon Go ikke krediterer nogle åbne databaser, der gisnes bla. om at mange data kommer Google Ingres.

Og så har jeg også registreret en del i Foursquare og Mapillary, i det hele taget er det sjovt at se de teknologier, jeg har anvendt dagligt i årevis, blive hver mands eje på ingen tid, og jeg har da fået kommentarer fra folk, der tror at jeg spille Pokémon Go, når jeg bare gør hvad jeg har gjort i årevis :-)

Men lidt malurt, for jeg undres da over at denne leder slet ikke nævner de potientielle problemer der er med den slags applikationer, problemer det også gælder almindelig online GPS, nemlig hvad de data, som i høj grad vores børn bruger, kan anvendes til.

Og så har jeg da forventet rapporter om høje dataforbrugsafgifter og ekstraregninger for tilkøb i applikationen, men dem har jeg ikke set endnu, udover at salget af ekstrabatterier angiveliget er steget voldsomt.

For ikke at tale om at ingen tilsyneladende har kurateret Pokéstops, en del findes på private eller halvoffentlige ejendomme, som f.eks. i institutioners haver.

Nå, nok malurt, Pokémon Go er en STOR inspiration til at bringe spilelementer ind i kultursarvsapplikationer, og mon ikke der kommer nogle ideer på bordet til næste #HACK4DK https://hack4.dk/, vi har data og sådan så det ud sidste år https://hackdash.org/dashboards/hack4dk!

Har også tænkt på hvor langtidsholdbart Pokémon Go er, og jeg tror det lever længere end jeg lige ville tro, enkelt, sjovt og en god forretning for dem der har udviklet det, bla. i potientielt salg af indsamlede data og af mulighederne for salg af Pokéstops.

  • 1
  • 0