Hvidvask af helvedespenge?
LEDER
Pengene fra Helvede. Et skrapt udtryk, som vi ikke selv har fundet på. Det kommer derimod fra en forsker på Niels Bohr Institutet, som i sidste uge greb ordet på et symposium om interessekonflikter i den danske forskning. Det refererer til, at en stadigt voksende del af forskernes bevillinger, over 40 procent, kommer fra fonde, virksomheder og interesseorganisationer.
Symposiet demonstrerede, at fonde og interesseorganisationer allerede i dag har enorm indflydelse på, hvad der bliver forsket i. Forskerne selv er med rette bekymrede for, om de fortsat kan udvikle løsninger på væsentlige problemer, eller om de bliver tvunget til at bruge deres evner på områder, som den enkelte industri har interesse i og mulighed for at kaste penge efter, frem for de områder, som samfundet som helhed måske har mest brug for. Den udvikling kan vi godt begræde, men det er for sent.
I årtier har skiftende regeringer arbejdet for, at universiteterne skal tiltrække så mange private midler som muligt, mens basisbevillingerne fra det offentlige, som forskerne selv kan disponere over, er skåret ned. I sig selv er der heller intet i vejen med, at engagerede forskere på Niels Bohr Institutet hjælper Microsoft med at udvikle fremtidens kvantecomputer, men det kræver naturligvis, at andre forskere kan fortsætte det gode arbejde med bl.a. at dokumentere klimaets udvikling. Det er bekymrende, når selv Novo-fondens direktør, Birgitte Nauntofte, som har sit på det tørre, advarer om udviklingen. Til en debat på dette års Folkemøde begræd hun den stadigt større afhængighed af private fonde, som skader områder, der ikke kan læne sig op ad en succesfuld dansk industrihistorie på samme vis som f.eks. medicinalområdet.
De private bevillinger stiller også stadigt skrappere krav til, at universiteternes ledelser og forskerne selv holder tungen lige i munden. På det punkt er Aarhus Universitet foreløbig dumpet, ligesom CBS tidligere gjorde det. I begge sager er der tale om, at enkelte forskere har ladet organisationer med tilknytning til landbruget komme alt for tæt på formidlingen af de undersøgelser, som organisationerne har betalt for. I begge tilfælde trak universiteterne forskningsrapporterne tilbage, men det skete først efter et voldsomt pres fra medierne.
Mens CBS endte med at lade sit uafhængige praksisudvalg finkæmme forskningen, som var blevet udført i samarbejde med Bæredygtigt Landbrug, valgte Aarhus Universitet helt uforståeligt en anden ‘gør det selv’-strategi. Universitetets ledelse gennemgik selv fem års rapporter, som var blevet til med ekstern finansiering på Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrug (DCA). Det var netop det forskningscenter, der udgav den udskældte kødrapport, der gav landbruget mulighed for at påvirke formidlingen, som bagatelliserede oksekøds påvirkning af klimaet. Dommen lød på fejl i 34 ud af 55 rapporter.
En sådan ‘selvrenselse’ er måske nok en sund øvelse internt i organisationen. Men det rækker altså ikke, når det handler om at sikre den forskningsmæssige troværdighed, som er vigtigere end nogensinde. I en verden, hvor selv de øverste magthavere uden at kny kaster om sig med udokumenterede påstande og taler imod bedre vidende, er vi nødt til at kunne stole på, at den forskning, der kommer ud fra vores universiteter, er om ikke sandheden, så den tætteste udgave, man kan komme på den. Forskningens troværdighed udgør en væsentlig sammenhængskraft i vores demokrati.
Komplet uforsvarligt bliver det, når universitetets ledelse end ikke lægger en metodisk rapport med en gennemgang af DCA’s sponsorerede forskning frem. Vi aner derfor ikke, hvordan ledelsen kom frem til, at der skulle udgives rettelsesark til 34 af 55 gennemgåede rapporter, eller hvorfor det ikke gælder de resterende 21 rapporter.
Rettelserne er i hovedsagen i småtingsafdelingen, og universitetets ledelse har afvist, at den har frikendt sig selv for at have et generelt problem med at lade sig presse, når landbruget betaler forskernes løn. Men det er netop, hvad der er sket, hvilket naturligvis i sig selv er uholdbart. Når forskerne kommer under beskydning, så må universiteterne foretage åbne, uafhængige og transparente undersøgelser, som både kolleger og medier kan gennemgå.
Tankevækkende er det også, at kritikken af Aarhus Universitets fremgangsmåde har været ekstremt begrænset. De fleste forskere, som Ingeniøren har talt med, ser intet problem, så længe den forskeruddannede ledelse har kigget de landbrugsbetalte rapporter igennem. Det peger på, at forskningen har et generelt problem med at lukke sig om sig selv. Når det gælder videnskabelige udgivelser, har de et system med peer-review, som, når det virker, sikrer mod at udgive det rene sludder. Men de mangler endnu et tilsvarende syn på kontrollen med de eksterne midler. Der er tale om en bunden opgave, når universiteterne skal bevise, at de ikke sælger deres frihed og troværdighed for pengene fra helvede.mbr/trb
