Leder: Modstå fremtidens ekstremvejr - yes ... we can!
På sikker afstand har vi gyset over fænomenet Sandy, der blev til en Frankenstorm og i et par døgn hærgede den amerikanske østkyst og trængte ind og op over kontinentet. Som et massivt lavtryk afsætter det massive snevejr i Canada og Grønland.
Skaderne efter den voldsomme storm, som alle har set på tv's vejrkort som en uhyggelig spøgelsesspiral på størrelse med det meste af Europa, er ikke endeligt opgjort.
Vist er det, at mange menneskers hjem er blevet ødelagt af det indstrømmende havvand, flået i stykker af orkanen eller udbrændt som følge af kortslutninger. En del er omkommet under tragiske omstændigheder.
De materielle skader med oversvømmede undergrundstog, nedbrudt strømforsyning og ødelagte biler er anseelige - og markedet gik glip af en børsdag for første gang siden 9/11. For de mennesker, der holdt ud inden døre under den historiske storms hærgen, må oplevelsen have været forfærdelig og frygten total.
Naturens rasen er blevet intenst mediedækket med de såkaldte Sandycams og talrige tv-hold 'on location'. At en af verdens mest hippe destinationer, den moderne civilisations metropol - Manhattan-delen af New York - og omdrejningspunkt for talrige katastrofefilm, har været belejret af orkanen, har trukket vejrangrebet op på noget nær mytologisk plan, hvor andre, langt hårdere ramte områder i Caribien er blevet aldeles forbigået i opmærksomhed. For ikke at tale om forskellen på vores interesse, når uvejr og stormfloder, der hærger i den tredje verden, slår tusinder ihjel og gør millioner hjemløse.
Uanset om fagfolk når frem til, at orkanen er sjældent voldsom på få eller flere parametre i forhold til uvejret i 1938, om dens miks med højtliggende jetstrømme og forvandling til ekstremt lavtryk skyldes global opvarmning, fungerer det oversvømmede New York som symbol på det moderne menneskes kamp mod en tilsyneladende vildere natur.
Og når vi slikker sårene, må vi konstatere, at det nok er en nådesløs kamp, men at vores beredskab synes at have virket så godt, som man kunne forvente - og derfor er antallet af tabte menneskeliv begrænset. Man kunne have frygtet, at skaderne ville være meget værre. Konklusionen må være - som det ser ud nu - at vi har lært af Fukushima, og at ingeniørstanden med moderne teknologi kan indrette vores samfund til at tøjle ekstremvejret: Skyskraberne blev stående, a-kraften kører fint, og mange diger holdt trods alt.
Men det har selvfølgelig sin pris. En del af den skal betales up front allerede i dag. Herhjemme gælder det milliardinvesteringer i nye kloakker, etablering af overløbsbassiner og afløbsarealer, stærkere diger osv., men også, at der er huse og sågar boligkvarterer, vi må vinke farvel til.
En anden del af regningen går til at rydde op. Det kan virke som en stor, men ikke uoverkommelig fælles opgave, hvor der måske oven i købet bliver brug for ellers ledige hænder. Slemt vil det dog være for den enkelte. Indbyggerne i Greve eller Aalborg har næppe følt det som en lav pris, da deres kældre blev oversvømmet.
Haiti, Bangladesh og andre udsatte tætbefolkede områder er imidlertid dér, hvor vi bør øge vores fokus for at dæmme op for den næste ekstremsituation. Megen fremtidig nød kan undgås ved udvikling af billige vejrbestandige shelters, der kan bruges, når blikskuret er blæst væk.
