Leder: Mikroplast-debatten kørte i grøften

I forrige uge fandt en flok forskere og deres hjælpere på en handelsskole små bitte og for det menneskelige øje usynlige plaststykker i 16 prøver af drikkevand. Helt nøjagtig talte de gennemsnitligt 18 partikler pr. liter vand.

Den videnskabelige lødighed af eksperimentet er ifølge en professor på Aalborg Universitet, som har specialiseret sig i at måle mikro­plast, til at overse. Også Miljøstyrelsen konstaterede, at undersøgelsen er så usikker, at man ikke kan konkludere noget som helst ud fra den.

Så meget desto mere forunderligt er det at iagttage reaktionerne fra de politikere, som myndighederne forsyner med viden. Alle som én krævede undersøgelser af mikro­plast i vores drikkevand og lukkede først munden, da miljøminister Esben Lunde Larsen fra sin rejse i USA lovede, at Miljøstyrelsen ville kigge på det.

Billedet af, at vi drikker plast med vores vand, er let at sælge til journalister og vælgere, uagtet at andre og med sikkerhed større miljø­problemer er mere presserende. Principielt er der naturligvis intet i vejen med, at vi bliver klogere på plast i vores drikkevand, som ingen tidligere har set på. Men der er gennemført andre undersøgelser af mikroplast. For det første er udbredelsen kortlagt i rapporter i både ind- og udland, og de viser entydigt, at mellem 50 og 80 procent stammer fra bildæk. Næststørste kilde er skosåler. Ingen har forsøgt at begrænse de to kilder.

For det andet ved vi, at mikroplast frigives ved selv den mindste frik­tion – når du rører ved din fleecetrøje eller din karklud, når du skriver på dit tastatur, stryger tandbørstens hår over gummerne. Derfor er det intet mærkværdigt i, at også gummipakninger i vandledninger afgiver en smule plast. Gad vide, hvor mange partikler vi indtager, når vi drikker vores vand af en plastflaske eller et Ikea-krus? De undersøgelser har ministeren ikke bestilt.

Endelig er der antallet af partikler. Hver liter myldretidsluft i København indeholder 30 millioner ultrafine partikler, som borgerne indånder konstant, mens de kun drikker vandværksvand få gange i døgnet. Det siger ikke direkte noget om sundhedskonsekvenserne, for vi ved intet om, hvor skadeligt mikroplast er. Til gengæld er luft­forurening det område, hvis katastrofale konsekvenser for sundheden vi kender allerbedst. Over 500 københavnere – og 6 millioner mennesker på verdensplan – dør hvert år for tidligt pga. luftforurening. Det er småt med politisk vilje til at forbedre luftkvaliteten.

De mange artikler om mikro­plast og reaktionerne herpå blev et eksempel på, hvordan den sunde fornuft forsvinder, når mediemøllen maler, og viden og proportion knuses undervejs. Forklaringen findes formentlig i, at forskerne er afhængige af flere bevillinger, og dem får de ikke ved at skyde et tilsyneladende potentielt miljøproblem ned, men en gyldig undskyldning er det ikke. Miljøorganisationerne har heller ingen interesse i at nedtone risikoen ved at drikke vandet i hanen, og når politikerne også falder i, kører debatten helt i grøften.

Mikroplast risikerer at overskygge de tunge miljøsager, som der sandt for dyden er nok af: Luftforurening er en af dem. Plastforurening af verdenshavene, der forstopper og forgifter dyrelivet, er en anden. Klimaforandringer er en tredje. De proportioner, gerne tilsat en smule sund fornuft, har vi brug for, når vi skal prioritere vores indsats. Lad os minde både politikere, forskere og medier om det, også de næste gange det bliver nødvendigt.