Leder: Lad universiteterne tjene penge på – men ikke tjene – landbruget
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser og accepterer, at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Leder: Lad universiteterne tjene penge på – men ikke tjene – landbruget

Så er den igen gal med forskningsfriheden. I denne uge fortalte dagbladet Information om en undersøgelse, som Københavns Universitet har udført for organisationen Seges, der er ejet af interesseorganisa­tionen Landbrug & Fødevarer. Eksperter i forskningsfrihed kritiserer kontrakten for at pålægge forskerne tavshedspligt og binde dem til kun at varetage Seges’ interesser.

Den ansvarlige institutleder gør ikke sagen mindre opsigtsvækkende ved at sammenligne forskningsarbejdet med et møbelsalg: »De har købt en reol, vi skal levere en reol,« lyder hans forsvar.

Heldigvis kan landets politikere godt skelne mellem reoler og forskningsarbejde og ser modsat institut­lederen store problemer i sagen. Også selvom den måske ikke er lige så alvorlig som sidste års sag fra CBS, hvor en forsker lod sig styre af bestilleren Bæredygtigt Landbrug i en sådan grad, at han blev fundet skyldig i brud på god forskningsskik, og hans rapport trukket tilbage.

Politikernes bekymring går blandt andet på, at rapporter fra landets forskningsinstitutioner ofte er vigtige input i den politiske beslutningsproces, hvorfor de skal kunne regne med deres lødighed.

Imidlertid klinger det hult, når deres svar er, at universiteterne slet ikke bør udføre arbejde for eksterne bidragydere. Politikerne har selv i årevis drevet en udvikling, hvor basisbevillinger følges af stadigt flere politisk fastsatte krav, hvor universiteterne bliver bedt om at gå efter anvendt forskning og øget samarbejde med eksterne parter, og hvor forskerne i stigende grad skal søge deres egen løn hos diverse fonde og puljer. En opgørelse fra Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd viser, at eksterne midler i dag udgør over 40 pct. af universiteternes økonomi mod blot 10-20 pct. i 1980erne. Det er naivt at tro, at det ikke påvirker forskningsfriheden.

Der behøver ikke at være noget galt i, at private organisationer betaler et universitet for en opgave, som kalder på professionel forskning. Kæden hopper først af, når bestilleren dikterer forskningsmetoden, vil bestemme, hvad der skal medtages og udelades, og får lov til at bestemme, hvilke dele af resultaterne der må finde vej til offentligheden.

Vi kender alt for godt eksempler på, at to undersøgelser af samme sag kan ende med vidt forskellige resultater, alt efter hvad der kigges på. Se bare på Kattegatforbindelsen, hvor hhv. Rambøll og Cowi kom til hver deres konklusion med hver deres opdragsgiver, der ønskede forskellige forudsætninger regnet ind.

Hvor private rådgivere selv må rode med deres troværdighed, og vi som modtagere bør læse rapporterne med opdragsgiveren for øje, går den slags bestillingsarbejde ikke på et universitet. Her må vi altid forvente resultater baseret på videnskabelige præmisser, ikke politiske.

Kvalitetskontrol er afgørende. Forskerne skal kunne stilles til regnskab for, at deres arbejde er udført med dokumenterbare, videnskabelige metoder. Universiteterne bær sikre, at arbejdet kan behandles af deres interne kontrolorganer, og Danmark må ændre kriterierne for uredelighed, så de også omfatter opgaver udført for eksterne kunder. Og så må vi selvfølgelig have en grænse for, hvor stor en del af forskningen der må være finansieret af private aktører, så vi ikke får et samfund, hvor pengestærke interesser afgør, hvad der forskes i.