Leder: Ingen må skulke fra PCB- og asbestscreeninger
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Leder: Ingen må skulke fra PCB- og asbestscreeninger

Mange læsere af Ingeniørens netudgave troede, at de var havnet hos en af nettets distributører af fake news, da de tyggede sig gennem artiklen om, at Donald Trump vil »gøre asbest 'great again'«, som overskriften lød. Men den er god nok: Præsidenten står bag tilladelsen til at benytte asbest til udvalgte formål i verdens mægtigste nation.

Læsernes vantro skyldes selvfølgelig, at asbest er et af de materialer i verden, vi ved allermest om skadevirkningerne af. Fibrene ødelægger lungerne i en grad, så sygdommen har fået sit eget navn, asbestose. Der skal så få af dem til, at det for tre år siden lykkedes ægtefæller til medarbejderne på den tidligere eternitfabrik i Aalborg at få ret til erstatning. De blev syge af de fibre, som sad fast på fabriksarbejdernes tøj, i deres hår og i deres hud. Arbejderne selv er en endnu mere deprimerende historie om alt for tidlig død.

Asbest er til gengæld utrolig stabilt, hvorfor det blev anvendt i stor stil i flere årtier frem til 1970’erne, hvor problemerne begyndte at vise sig. Når først det sidder på tage, lofter, som isolering osv., så er det ganske uskadeligt. Men begynder man at pille i det, er støvet, der hvirvler rundt, dødbringende. Derfor er det altafgørende at vide, om der er asbest i en bygning, inden den skal renoveres eller rives ned. Er det tilfældet, så skal både arbejdere og beboere beskyttes mod fibrene efter alle kunstens regler. Da vi nogenlunde ved, hvornår asbest har været benyttet og til hvilke formål, er det også en overkommelig opgave at fastslå, om de lungeødelæggende fibre sidder i en bygning.

Læs også: Kommuner springer lovpligtige PCB-screeninger over ved nedrivninger

Alligevel kan arbejderne gå i krig med bygninger uden en vurdering af risikoen for at støde på asbest i 16 procent af landets kommuner. Det viser en undersøgelse foretaget af Videncenter for Håndtering og Genanvendelse af Byggeaffald. Og asbest er langtfra en enlig svale.

I mere end hver tiende kommune bliver der ikke stillet krav om at screene bygninger for miljøgiften PCB. Selv om støv og luft med PCB ikke er i liga med asbest, er listen over skadevirkninger såmænd lang nok: PCB er kræftfremkaldende, hormonforstyrrende, øger risikoen for diabetes og er lige så skadeligt for fostre, som hvis moderen ryger ti cigaretter dagligt.

De oplysninger er citeret fra Ingeniørens arkiv, for vi har som andre medier i snart et årti sat fokus på PCB i danske bygninger, hvor det hovedsageligt blev brugt som et ekstremt holdbart fugemateriale i 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne. Det spreder sig derfra og rundt i andre byggematerialer, og når det skal fjernes igen, skal håndværkerne beskyttes, fuldstændig som det er tilfældet med asbest.

PCB er samtidig en yderst potent miljøgift, der ophober sig i fødekæderne, og som det tager årtier at nedbryde. Isbjørne og havpattedyr er blandt de dyr, som døjer med de højeste koncentrationer. Kommunerne har derfor pligt til at holde PCB fra at komme i cirkula­tion i miljøet, og der er klare grænser for, ved hvilke koncentrationer materialerne skal behandles som farligt affald.

Fuldstændig uforståeligt er det derfor, at der findes kommuner, som ikke tager opgaven med at sikre borgere og miljø mod PCB alvorligt. De blæser ikke blot på lovgivningen, men også på borgere og miljø. Undersøgelsen fra Videncenter for Håndtering og Genanvendelse af Byggeaffald bør være pligtlæsning i de tekniske forvaltninger, så synderne kan genfinde sig selv og rette ind.

Næsten mere deprimerende er det dog at læse kommentaren fra Kommunernes Landsforening, som hæfter sig ved, at kun for så vidt angår PCB, er der et klart lovkrav om screeninger. Når det gælder andre helbredsskadelige byggematerialer, er lovgivningen »uklar«. Derfor mener KL, at kommunerne ikke kan bebrejdes for de manglende undersøgelser for asbest og andre miljøgifte som bl.a. bly, et andet alt for udbredt materiale i de første par årtier efter Anden Verdenskrig.

Må vi minde om, at reglerne om screening for PCB netop blev indført for at forhindre, at kommunerne, der selv er store bygningsejere, vender det blinde øje til for at gøre det enklere og billigere at bygge om. Det er helt uhørt, at de nu bruger en kluntet formuleret lovgivning som undskyldning for at lukke øjnene for andre velkendte miljøgifte, som vi udmærket ved, at vi kan blive syge af. Kommunerne må og skal tage deres ansvar som vogtere over sundhed og miljø i forbindelse med vores bygninger alvorligt. De har selv pligt til at råbe op, hvis lovteksten skal ændres. Lever de ikke op til deres ansvar, må staten overveje, om andre kan løfte opgaven bedre. /mbr

Illustration: MI Grafik
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

ifalder man ansvar.

Det kunne være interessant at få prøvet dette nærmere af ved en domstol, når "man" er en kommune - eller en i kommunen sagsansvarlig person.

I øvrigt er det min faste opfattelse, at kommunerne som organisationer er sat i verden for at servicere borgere, og ikke for ved undladelser og ligegyldighed at udsætte dem for risici eller direkte farer.

  • 0
  • 0

Der er ingen tvivl om, at der findes lovgivningsmæssig hjemmel og erfaringsgrundlag for at kræve screening for mere end blot Asbest og PCB, men både med hensyn til lovgivning og forvaltning er der nogen uklarhed omkring regelgrundlaget og placering af kompetencen.

Arbejde med asbest er farligt arbejde og omfattet af særlige regler i bekendtgørelse om asbest. Ansvarlig myndighed er Arbejdstilsynet.

Bygherre har jf. lovgivningen pligt til at sikre, at der forud for renovering eller nedrivning bliver screenet for forekomster af asbest, således at arbejdet kan gennemføres i henhold til de særlige regler om arbejde med asbest.

Bekendtgørelse om affald præciserer tydeligt, at affaldsproducenter skal kildesortere og altid udsortere farligt affald, PCB-holdigt affald og termoruder. Klassificeringen er henlagt til kommunal forvaltning og typisk forankret i miljøforvaltningens affaldsteam.

Asbest er som nævnt farligt affald og PCB fremgår direkte af bekendtgørelsen, så disse stoffer er tydeligvis indenfor rammen af et lovgivningsmæssigt krav om screening.

Der kan tillige i enkeltsager peges på åbenlyse forureninger i byggematerialer, som gør affaldet farligt og dermed omfattet af udsortering. Men fx kan en forurening med dieselolie på betongulv være ikke farlig, og dermed ikke omfattet af krav om udsortering!

Det synes også svært at begribe, at et tyndt lag af blyholdig maling kan være farligt affald, og dernæst at flere lag af dækkende maling vil kunne gøre det samlede lag af malinger til ikke farligt affald men dog blyholdigt affald. Læg hertil, at vi arbejder med flere forskellige tungmetaller med flere forskellige egenskaber og grænseværdier, og herunder også stoffer som fx blychromat der er kræftfremkaldende og omfattet af særlige regler.

Restproduktbekendtgørelsen definerer hvad vi forstår ved rent bygge- og anlægsaffald. Det skal være sorteret, og så skal det lidt uklart være uden forurenende materialer eller stoffer - i et sådant omfang - eller af en sådan art og koncentration - , at anvendelsen kan have skadelig virkning på miljøet eller menneskers sundhed. Der nævnes så eksempler som fx imprægneret træ, PCB-fugemasse, tjære, sod, rester af maling og lak.

Jeg forventer klart, at de sidstnævnte materialer skal være frasorteret eller renset væk, og dermed fremstår et tydeligt krav om screening, kortlægning og dokumentation for afrensning. Her kunne lovgivningen godt være mere præcis og angive til hvilke niveauer der skal være afrenset mhp at overholde kravene om ikke at have skadelig virkning på miljøet eller menneskers sundhed.

Lovgivningen således ubarmhjertigt utydelig, og åbner en ladeport for forskellig vurdering af analysekrav og -dokumentation hos de enkelte kommuner og den enkelte sagsbehandler.

Læg hertil, at tilladelse til nedrivning er forankret i byggelovgivningen, og typisk varetages af kommunernes byggeforvaltning. Der er altså også behov for koordinering imellem forvaltningerne.

Endelig må jeg afslutningsvis fastslå, at bygherren altså har det overordnede ansvar, og at rådgiveren har pligten til at oplyse bygherren om rammerne for håndtering af bygge- og anlægsaffald.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten