Leder: Ikke engang guld kan vi finde ud af at genanvende
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du både vores brugerbetingelser og at Mediehuset Ingeniøren og IDA group ind i mellem kontakter dig angående events, analyser, nyheder, tilbud etc. via telefon, SMS og e-mail. Newsletters and emails from Mediehuset Ingeniøren may contain marketing from marketing partners.

Leder: Ikke engang guld kan vi finde ud af at genanvende

I årtusinder har mennesket jagtet guld, et symbol på velstand og en etableret del af det frie marked – prisen på det ædle metal fortæller os om verdens økonomiske udvikling. På den baggrund burde det være åbenlyst, at vi ikke smider guld ud. Men det gør vi faktisk.

Konsulentfirmaet Accenture har forsøgt at følge, hvor gode vi i Danmark er til at få fat i det guld, som sidder i vores kasserede mobiltelefoner, computere og vaskemaskiner. En smartphone indeholder guld til en værdi af 8 kr., og tilsammen har alene guldet i vores kasserede elektronik en estimeret værdi på 400 mio. kr. årligt.

Derfor blev konsulenterne overraskede over, at ingen holder øje med, hvor mange af metallerne der genanvendes. Selv kunne de kun spore 19 pct. af guldet, som ellers sidder ret let tilgængeligt på printkortene. Noget bliver muligvis stjålet, inden det kan nå at blive genanvendt, og optræder derfor ikke i opgørelsen, men tallet er alligevel nedslående.

I årevis har Ingeniøren dokumenteret, hvordan Danmark på nogle punkter halter efter andre europæiske lande, når det gælder at genanvende ressourcerne i vores affald. Vi er de allerdårligste i Europa til at indsamle plast fra husholdninger til andet end forbrænding, og generelt står det skidt til med at udnytte affaldet fra private i andet end fjernvarmeanlæggenes ovne.

Mens affaldsindsamlingen på de fleste områder bestyres af de danske kommuner, går andre lande anderledes til værks. I Belgien har supermarkeder og producenter således ansvaret for, at den emballage, som ryger i indkøbsvognene, også bliver genanvendt. Næsten al emballage genanvendes her.

Herhjemme kender vi til producentansvar. Bryggerierne er med til at drive det danske system med flaskepant, og når det gælder elektronik, medvirker producenterne til indsamling af affaldet. Men kun ca. halvdelen af affaldet bliver indsamlet, og det er endda målt i vægt og ikke værdi. Det burde være enkelt at indsamle tunge vaskemaskiner til gavn for statistikken.

Accentures rapport udstiller, at den danske ordning er alt for svag. Når vi ikke kan genanvende guld, går sjældnere metaller, herunder neodym, også tabt. Det er, som rapporten påpeger, for dyrt at udvinde, men konsekvensen af at lade være er, at mere neodym skal udvindes til bl.a. permanente magneter under tvivlsomme miljø- og arbejdsforhold i Kina.

Løsningen er enkel: Giv producenterne ansvaret for ikke blot at indsamle udtjent elektronik, men også sikre genanvendelsen. Det vil nok kunne skubbe mere gang i den cirkulære økonomi, hvor kongstanken er, at produkterne designes, så de er enkle at genanvende. Producent­ansvaret vil samtidig presse prisen på udvinding. Hvis private virksomheder får ansvar for at genanvende værdifulde metaller i produkterne, skal de nok sørge for at gøre det billigst muligt og kun betale kommunerne for hjælp, hvis det er konkurrencedygtigt.

Den logik rækker ud over sjældne metaller i mobiltelefoner. Regeringen er lige nu optaget af, at det ikke er en kommunal opgave at drive sorteringsanlæg. Kommunerne er imidlertid gået sammen om anlæg til at sortere plast, fordi genanvendelsen ellers står stort set stille på et beskæmmende lavt niveau. Skal det ændres uden et offentligt monopol, kan vi passende følge det belgiske eksempel og give supermarkederne og deres leverandører ansvar for at tage bedre vare på ressourcerne.

Kommentarer (7)

I dag er det faktisk sådan, at elektronikproducenterne er ansvarlige for indsamling og behandling af elektronikaffald. Det er altså producenterne, der ene og alene er ansvarlig for at samle affaldet ind, og de har også det udelte ansvar for den efterfølgende behandling. Producenterne har i henhold til EU-direktivet på området faktisk også et ansvar for at sikre direkte genbrug af deres produkter. Altså at TV'et bruges som TV igen, og ikke kun smides i kværnen, så de mest værdifulde elementer kan pilles ud bagefter.

Vi har således allerede det producentansvar, som Ingeniøren efterlyser i lederen. Men vi må desværre alle konstatere, at producentansvaret ikke leverer de resultater, der efterspørges. Producenterne (erhvervslivet) har alle muligheder for at hente deres produkter, tage de værdifulde metaller ud og sikre deres egen adgang til sjældne jordarter, begrænsede ressourcer mv. Altså har producenterne og erhvervslivet her også alle muligheder for at realisere alle deres ønsker til at etablere cirkulære økonomi-modeller. Når det helt tydeligt ikke virker, og når der i bogstaveligste forstand er værdifuldt guld og andre ædelmetaller at hente - så skal man måske være varsom med at tro, at genanvendelsen og cirkulær økonomi kommer op og køre, hvis bare man giver opgaven til markedet.

  • 7
  • 0

  • så skal man måske være varsom med at tro, at genanvendelsen og cirkulær økonomi kommer op og køre, hvis bare man giver opgaven til markedet.

Markedet løser kun opgaven hvis det kan betale sig privatøkonomisk. Derfor er samfundet ofte nødt til at regulere markedet som man f.eks. har gjort gennem flaskepantsystemet. Et sådant system kan ikke implementeres af de enkelte producenter men skal gøres centralt gennem regulering eller lovgivning så betingelserne bliver ens for alle.

  • 6
  • 0