Leder: Hvem vil overtage IC4 og DSB's dødsspiral?
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Leder: Hvem vil overtage IC4 og DSB's dødsspiral?

Frihedsgrader og handlemuligheder. To begreber, som bør stå meget højt på listen over forhandlingspunkter for enhver ansøger til den (atter) ledige stilling som direktør for DSB. Ud over naturligvis ønsket om høj løn og en solid faldskærm - i form af et gyldent håndtryk, hvis direktøren skulle blive fyret.

IC4-toget er helt centralt for de vanskeligheder, DSB er i. I DSB-perspektiv betyder det manglende tog, at de såkaldt lange skinner på fjernbanen gennem landet ikke kan betjenes tidssvarende, og at DSB må fægte sig fra tue til tue med gammelt materiel, lejede tog, lejede vogne og slidte IC3-tog.

I de seneste uger har offentligheden bevidnet, hvordan rådgivervirksomheden Atkins bedømte IC4 som meget bedre end af offentligheden opfattet og herunder stort set frikendte togets software for større problematikker. Hvilket blev fulgt op af et politisk slagsmål og en voldsom kritik fra insidere og udenlandske togeksperter.

Således tirret fastslog Atkins i et svar bl.a., at der '... har åbenlyst været håndværksmæssige brister knyttet til langtidsparkering af togsæt, løs eller fejlagtig mekanisk og elteknisk montage, indtrængning af vand, ødelæggelse i produktion etc., og disse brister har forårsaget driftsmæssige hændelser ...'.

Vurderingen er ikke ny, den fremkom i Ingeniøren i 2008 baseret på udsagn fra professor Karl Brian Nielsen på Aalborg Universitet. Dengang fornægtede DSB situationen og lod radiotavsheden sænke sig. Efter tre år kan man håbe, at DSB endelig tager den fremførte kritik alvorligt.

**Det er i hvert fald godt, **at DSB nu viser vilje til hidtil uset åbenhed om toget.

**Ud over IC4 **og manglende troværdighed har DSB en organisatorisk og økonomisk udfordring oven på ruinerne af DSBFirst. Og bag dette en dybt alvorlig økonomisk udfordring med støt voksende afstand mellem udgifter og indtægter, presset af kraftigt stigende lønninger til virksomhedens ansatte og eventyrekspeditioner uden for landets grænser.

**Dertil kommer **den forfaldne, ikke-elektrificerede infrastruktur, som ganske vist ikke er DSB's ansvar, men det er DSB, der får konsekvenserne. Og så er der rejsekortet.

Kort sagt skal alt i DSB laves om: ny materielstrategi, ny personalestrategi, voldsomme økonomiske udfordringer.

En kommende direktør skal desuden håndtere de ganske komplicerede forhold, der skyldes, at DSB ejes af den danske stat og styres af politikere med fikse ideer. Få personer evner dette. Måske kunne den tidligere generaldirektør for blandt andet DR Christian Nissen hentes tilbage fra sit afslappede liv som konsulent? Han forstår i hvert fald situationen.

**Hvilke frihedsgrader **og handlemuligheder har en kommende direktør i dette spændingsfelt?

**En pessimist vil svare: **ingen. Aldrig har muligheden for at handle været mindre, og enhver fornuftig direktørkandidat vil betakke sig for at overtage en opgave, der kun kan gå galt. En optimist vil derimod tolke situationen lige omvendt: En ny direktør har aldrig haft bedre muligheder for at træffe nye beslutninger og kan blive en stor helt.

Emner : Tog
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Som statsvirksomhed ligger ledelsesansvaret mange steder, og ja det gør situationen vanskelig. Statistisk er direktørposten i DSB farlig. Der er desværre flere tilfælde af pludselig død forbundet med jobbet.
Den fornuftige løsning er, at planlægning , strategi og drift overlades til et velrenomeret selskab - uden idelig indblanding fra embedsmandsværk, folketing og regering.
Pressen kan jo også give problemer, men god ledelse vil normalt have brugbare og troværdige svar på pressens spørgsmål. Det er straks vanskeligere, når kloge mennesker i embedsværket - under politisk kontrol - skal give "vandtætte" svar.

  • 0
  • 0

Der er skrevet mange ord om denne håbløse sag. DSB har nu bestemt at togene skal ud at køre og samtidig skal fejlene rettes. Måske en god ide, men det forekommer helt uoverskueligt, at skulle fejlrette på så mange tog samtidig, retter man en fejl på et togsæt, ja så er der jo 83 ens mere at rette, og så videre. det ligner N! fejl.
Mit forslag er at gøre et tog færdig, helt færdig. Det er overskueligt. Herefter tilrettes resten efter den indhøstede erfaring. Det er også overkommeligt.
Og hvad er så læringen af dette politiske indkøb?
1 Det har kostet en voldsom masse penge.
2 Vi har slagtet vores egen velfungerende togfabrik.
3 Vi står nu desperat og mangler togmateriel.
4 Der er risiko for at det gentager sig.
Mon ikke det var på tide at praktisk arbejdende og tænkene ingeniører overlades opgaven med færdiggørelsen.
Det var hvad jeg valgte at bringe.

  • 0
  • 0

Det er da en udmærket begyndelse, at den (relativt ny) bestyrelsesformand bliver synlig.

Så mangler der kun, at man adskiller/udskiller producentrollen med at bygge eksperimentaltog fra en markedsorienteret virksomhed, der leverer kollektiv transport til den danske befolkning med rullende materiel, der kan køre.

Herunder mangler der så lige, at DSB kører med sine dieseltog, der hvor der ikke er ophængt luftledninger, og til gengæld kører med elektriske tog på de strækninger, hvor der faktisk i dag hænger luftledninger med strøm i.

Derefter er det jo kun løn- og omkostningsniveauer der er bestyrelsens og den ny direktørs opgave.

Eksperimentaltogsvirksomheden lægger man direkte under ministeriet eller Trafikstyrelsen. Så får de somænd nok at se til.

  • 0
  • 0

... om nogen, der har tjent under ovenomtalte Chr. Nissen på nogen af de institutioner samme Nissen har været chef for, vil anbefale ham til et nyt forløb som chef for et større foretagende!

  • 0
  • 0

Jeg tager gerne jobbet som direktør, og behøver ikke engang et gyldent håndtryk, hvis det går galt; til gengæld vil jeg betinge mig en pæn bonus, hvis det går godt. :o))

Den tror jeg vi er mange der er med på - hvis bonussen er MEGET stor. For eksempel det beløb af prisnedslaget der IKKE benyttes til at få IC4 ud at køre. 2 Mia - (800 mio. plus lidt contingency) giver vel lidt motivering :-)

  • 0
  • 0

Den tror jeg vi er mange der er med på - hvis bonussen er MEGET stor

Jeg mener at overdrevne bonusordninger er en forfærdelig uskik. Enten motiverer de til fusk og svindel når det viser sig at være sværere end antaget at nå målene eller også tiltrækker de netop den slags personer som hellere "vil lave hurtige penge" fremfor at udføre det arbejde de egentligt er betalt for. Tusinder af milliarder er allerede tabt på den model!

Staten skulle i stedet for sætte en af sine egne top-embedsmænd på posten. De er i forvejen nogle af de dygtigste mennesker i landet, de er loyale over for staten som er Ejeren af DSB, de kender det politiske system 110% og kan derfor få ting gennemført som en normal topchef "uden for borgmuren" aldrig ville kunne.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten