LEDER Grønne certifikater er blår i øjnene på os og bringer klimakampen i fare

Illustration: Ingeniøren

Thise Mejeri på halvøen Salling i Limfjorden overvejer at opføre et solcelleanlæg og en vindmølle for at sikre bæredygtig strøm til en fremtidig produktion med varmepumper og el-kedler fremfor naturgas.

Det er et projekt til 76 millioner kroner med en tilbagebetalingstid på over 20 år, hvilket de selv griner lidt af på mejeriet.

Gevinsten er dog - udover at være godt for klimaet og den grønne omstilling - at projektet kan anvendes i brandingen af det økologiske mejeris grønne profil.

Hatten af for de mange industrivirksomheder over hele landet, der i disse år aktivt går ind i at sikre selvgenereret elektricitet ved at installere sol eller vind på egen matrikel.

Det bidrager positivt til en grønnere fremtid. Fagfolk peger faktisk på, at det er afgørende, at private virksomheder i højere grad selv er aktører i at sikre ny vedvarende energi.

Det er bare ikke alle virksomheder, der kan overkomme også at indtage en position som energivirksomhed og opføre solcelleanlæg eller vindmøller.

Projekter af den karakter kræver myndighedsbehandling, opkobling til elnettet og finansiering samtidig med, at man skal opretholde sin traditionelle drift med produktion af fødevarer, maskinkomponenter eller hvad der nu er ens hovedmetier.

Som alternativ til egen elproduktion findes de såkaldte grønne certifikater, også kaldet Renewable Energy Certificates (REC) eller Guarantees of Origin (GO), som virksomheder kan købe via en elkøbsaftale.

På papiret skal de indebære, at den strøm, man køber, kommer fra bæredygtige kilder som vindmøller og solceller. Og at man er med til at støtte udbygningen med VE.

Altså en ligetil løsning, som til og med kan købes for priser meget tæt på markedspriserne.

Problemet er bare, at denne måde at købe grøn strøm på har store udfordringer.

Effekten på den grønne omstilling er simpelt hen tvivlsom. Dels er den pris, man betaler for certifikatet meget lav, og derfor er incitamentet til at opføre ny vedvarende energi meget lille.

Og dels giver certifikaterne ikke nogen garanti for, at man er med til at finansiere yderligere grøn energi, da certifikaterne kan være knyttet til eksisterende VE-projekter eller projekter, der alligevel ville være blevet opført med statsstøtte.

Der medfører også det kritiske forhold, at alle andre kunder, som køber deres strøm fra det almindelige elmiks, bare får mere sort strøm, end de fik før, da der ikke tilføres mere grøn strøm til systemet.

Systemet lider desuden af den svaghed, at køberne af grønne certifikater får samme bonus i deres klimaregnskab, uanset om certifikaterne stammer fra gamle VE-anlæg eller fra nye.

Og et nyt anlæg gavner utvivlsomt den grønne omstilling mere end et biomasseanlæg, der fx er 10 eller 15 år gammelt.

Systemet er en ommer.

Fungerende klima- og energiminister Dan Jørgensen har øje for, at det er svært at vurdere, om grønne certifikater reelt styrker den grønne omstilling.

Det er »ikke muligt at gøre rede for, om støttede henholdsvis ustøttede oprindelsesgarantier bidrager til en større additionel VE-udbygning,« skrev energiministeren i et svar) til Folketinget sidste år.

En løsning kunne være at skæve til Tyskland, hvor de grønne certifikater kun udstedes, hvis der er tale om elektricitet fra nye VE-anlæg, der er etableret uden statsstøtte.

Et alternativ til de grønne certifikater er de såkaldte Power Purchase Agreements (PPA), som ifølge Ingeniørens PRO-medie GridTech vinder frem, og hvor især større virksomheder aftaler indkøb af ny vedvarende energi med et konkret energiselskab.

Desværre er også almindelige forbrugere fanget i et gameshow, hvor det er svært at gennemskue om elektricitet, der markedsføres som CO2- eller klimaneutral rent faktisk er det.

Både Forbrugerrådet Tænk og Rådet for Grøn Omstilling mener ifølge Dagbladet Børsen ikke, at der er tilstrækkelig dokumentation for, at de klimaprojekter, som elselskaberne støtter, rent faktisk leverer den forventede CO2-reduktion.

I hvert fald ikke for fire ud af fem projekter.

Derfor er det ifølge kritikerne falsk markedsføring at kalde elektriciteten for grøn.

For det første udgør andelen af vind og sol i det danske elforbrug 53,3 procent, mens resten kommer fra bl.a. fossile brændsler, træpiller og anden biomasse og affald. Og for det andet er oprindelsescertifikater - der skulle garantere klimakompensation for produktionen af strøm bl.a. via skovrejsning, skovbevaring eller udbygning af vedvarende energi - ifølge kritikerne af tvivlsom karakter.

Hvis en skov rent faktisk ikke stod til at blive ryddet, er det svært at hævde, at en bevaring er til gavn for klimaet.

Endnu værre hvis skov, der er rejst, senere forsvinder efter skovbrand eller fældning.

Elselskaberne anfører, at deres projekter følger internationale anerkendte standarder.

Her skal ikke lyde nogen dom over, hvem der har ret.

Skovprojekter og andre klimaindsatser i udlandet, betalt af forbrugerne, kan i mange tilfælde være til stor gavn for klimaet.

Men de ordninger, som virksomheder og forbrugere deltager i, skal rent faktisk sikre udbygningen af vedvarende energi, så den bæredygtige andel i vores el-miks hurtigere bliver større.

Hvis ikke deklarationen er skudsikker, risikerer vi at puste til borgernes climate fatigue, hvor vi opgiver at kunne spille en aktiv rolle selv.

Og vi skal videre end det.

En gennemført grøn omstilling handler ikke alene om udbygning med sol og vind - som skal ramme 100 procent af vores el-forbrug i 2030 - men også om resten af vores energiforbrug.

El udgør kun godt 10 procent heraf.

Det er altså vigtigt, at vi ikke alene ved køb af el, men også når vi handler f.eks. madvarer, transport, tøj og andre forbrugsgoder, kan vælge bæredygtigt.

Forbrugernes valg af klimavenlige alternativer, når de køber ind, er afgørende i klimakampen.

Men valget skal kunne ske på et troværdigt grundlag - ellers risikerer det den modsatte effekt, hvor vi opgiver at gøre en forskel./hm

Illustration: Ingeniøren
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

PPA - kejserens nye klæder. Fortalere for PPA - direkte elkøbsaftaler - hævder at det øger ny VE, modsat salg af grønne certifikater som blot støtter eksisterende VE-anlæg. Den modsætning mener jeg er falsk. Det er blot to forskellige måder at få grønne certifikater på. Den traditionelle metode er at man opfører fx et solcelleanlæg hvor strømmen sælges til elbørsen og man kan så sælge tilhørende grønne certifikater til fx en virksomhed, der dermed kan prale med at købe grøn strøm - via elbørsen. Indtægten fra salget af grønne certifikater er så lille at det næppe påvirker beslutningen om at opføre solcelleanlægget. PPA metoden betyder, at man opfører et solcelleanlæg, og så finder man en virksomhed der indgår en købsaftale i 10-20 år. I praksis går strømmen dog også her via elbørsen. Det er alene på papiret at virksomheden nu køber strømmen direkte fra solcelleanlægget. Det er helt den samme strøm virksomheden får i de to metoder. I en PPA aftale indgår, at virksomheden også her får grønne certifikater, så de på linje med den anden metode kan prale med at købe grøn strøm. Ingen skal bilde mig ind, at der kommer flere VE-anlæg op at stå fordi indpakningen er anderledes. Kan nogen fremlægge dokumentation for, at et solcelleanlæg først er planlagt efter der er indgået en PPA-aftale?. Jeg er sikker på at det er omvendt. Kan et nyt solcelleanlæg ikke skaffe en PPA-køber, kan de jo altid blot sælge til elbørsen som normalt. I begge metoder betales en merpris for at kunne dokumentere det grønne. Det er sludder at skelne mellem gamle anlæg og nye anlæg - i begge metoder sker "overbetalingen" i anlæggets levetid, blot på to forskellige måder. Når PPA bliver mere populært er det formentlig drevet af større sikkerhed for den elpris som virksomheden skal betale i lang tid fremover, fremfor at være afhængig af markedsprisen på elbørsen. Men at hævde at PPA giver mere VE end de traditionelle grønne certifikater holder ikke - det er blot kejserens nye klæder.

  • 1
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten