Leder: Fri os for den kinesiske kemicocktail
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Leder: Fri os for den kinesiske kemicocktail

Europæiske politikere skader regionens egen industri og udsætter EU-borgerne for unødig sundhedsfare med en halvhjertet, ulogisk og dobbeltmoralsk kemilovgivning. Det indtryk står tilbage, når man ser nærmere på, hvordan EU håndterer farlige kemikalier som phthalater og fluorstoffer, hvis skadevirkninger – i hvert fald ifølge en række forskningsresultater – hhv. påvirker forplantningsevnen og hæmmer vores immunforsvar eller er direkte kræftfremkaldende.

Kinesiske forskere dokumenterer i dagens udgave af Ingeniøren, at forbud i EU mod fluorstoffer kun giver en falsk beskyttelse af de europæiske forbrugeres sundhed. Selv om stofferne er ulovlige at masseproducere i vores del af verden, tager vi gladelig imod dem, når først de er blevet en del af andre produkter produceret i fjerne lande, hovedsageligt Kina. Derfor vælter det stadig ind med regntøj, slip let-køkkentøj og fedtafvisende papir fyldt med de farlige fluorstoffer eller alternativer, der kemisk minder meget om dem.

At produktionen af fluorstoffer stiger i Kina, i takt med at den europæiske industri indstiller den, er ingen overraskelse. Stofferne er blevet en global succes, fordi de er hamrende effektive til en række formål fra imprægnering til brandslukning.

Sagen om fluorstofferne dokumenterer, at EU’s kemikalielovgivning, Reach, er alt for svag i forhold til det politiske mål om at beskytte miljøet og vores sundhed. Samtidig rammer den dobbeltmoralske politik de europæiske virksomheder, der er tvunget til at bruge store summer på at erstatte de skadelige stoffer med mere miljørigtige alternativer. De må se magtesløse til, mens konkurrenter fra andre verdensdele sender billige varer til Europa med de skadelige stoffer.

Vi kan næppe standse alt det skidt, der flyder til os fra kinesiske fabrikker. Men at vende det døve øre til forskerne er helt forkert. Norge, Europas friluftsland nummer ét, er gået enegang med et forbud mod fluorstoffet PFOA i alle forbrugerprodukter. Det er i sig selv mildt sagt uforståeligt, at Danmark ikke følger efter, da mange af de undersøgelser, som nordmændene henviser til som baggrund for forbuddet, er danske.

At gå enegang mod kemi er dog rigtig vanskeligt, viser en sag med blødgørere. Fire phthalater blev med miljøgarantien i hånden forbudt i Danmark med henvisning til deres cocktaileffekt. Forbuddet er nu udskudt, fordi det er vanskeligt at opdrive eksempelvis en eneste computer på verdensplan, som ikke indeholder mindst et af de fire phthalater. Og kun fremtiden vil vise, om Kinas nye forbud mod phthalater i plastlegetøj får en reel virkning – eller om leverancen af legetøj fremover blot vil komme fra nye lande uden samme standarder.

Naturligvis er det helt umuligt at kontrollere hver en regnfrakke, legeand og slip let-stegepande, der kommer til landet. Stikprøver er imidlertid heller ikke er nok – miljøkemikerne fortæller, at de ikke aner, hvad de skal lede efter. Derfor må der stilles krav til de udenlandske virksomheder om en kemideklaration.

Vi er tossegode og spiller hasard med særligt børnenes helbred, fordi de er ekstra modtagelige over for kemiske påvirkninger. Hvis ikke producenterne kan oplyse, hvad der er i deres varer, så skal vi give dem et rødt kort. Er det umuligt med dagens regler, må de straks ændres.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Til forskel fra Norge, er Danmark medlem af EU. Derfor skal tiltag jo nødvendigvis komme igennem EU.
Noget vi må huske ved de kommende valg til EU parlamentet.

  • 2
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten