»I alle andre sammenhænge, hvor vi har med en forureningskilde at gøre, griber vi til målinger og kontrol. En branche, som i den grad er på støtten, må affinde sig med kontrol og regulering.«
Ordene er Jørgen E. Olesens, professor på Aarhus Universitet, ekspert i landbrugets påvirkning af klimaet og deltager i stort set alle kommissioner om natur og klima. Han er en af mange, som ryster på hovedet over, at danske biogasanlæg lækker den potente drivhusgas methan til atmosfæren.
Der er absolut ikke noget galt i at producere biogas af gyllen fra vores grise, køer, høns og mink. Det kan både mindske udvaskningen af kvælstof, som giver iltsvind, reducere methanudledningen fra landbruget og give os grøn energi. Det ændrer dog ikke ved, at den grønne gas kræver meget i støtte. Elproduktion på biogas var således i 2015 garanteret en pris på 1,22 øre pr. kWh, mens den dyreste havmøllepark, Anholt Havmøllepark, var garanteret 1,05 kroner pr. kWh.
Derfor ramte det også som en bombe, da en rapport med ti stikprøver sidste år dokumenterede, at 4,2 pct. af methanen i gennemsnit forsvandt fra biogasanlæggene. Med det forduftede nemlig også en tredjedel af klimagevinsten, hvis man bruger Energistyrelsens regnemetode. Bruger man Jørgen E. Olesens tal, er det halvdelen af gevinsten, der går tabt.
Den gode nyhed var, at anlæggene efter et halvt år havde formået at reducere tabet med 80 pct. – til gavn for både klimaet og anlæggenes egen økonomi. Så meget desto mere uforståeligt er det, at kun 15 takkede af 125 anlæg, som fik tilbuddet, takkede ja til at deltage i to stikprøveundersøgelser. Den anden undersøgelse fandt sted i år og afslørede igen methanudslip på mellem 2,4 og 4,2 procent, når tabet i opgraderingsanlæg blev medregnet.
Derfor skriger det til himlen, når den ansvarlige minister for klima og energi, Lars Chr. Lilleholt (V), nu vil løse problemet med en frivillig aftale med biogasanlæggene om et måleprogram, der skal reducere udslippene. Det er ikke blot anlæggenes økonomi, som kan forbedres med målingerne – hele branchens ry og rygte er på spil. Man kan ikke lade være med at spørge sig selv, hvad anlæggene har at miste ved at blive kigget over skulderen.
At frivillighed er utilstrækkeligt, har ministerkollega Esben Lunde Larsen (V) indset, da han i sidste uge fastslog, at landbruget fremover bliver tvunget til at deltage i screeninger for den resistente MRSA-bakterie i staldene. Hidtil har landmændene kunnet takke nej.
Lars Chr. Lilleholt må slå lige så hårdt i bordet og sørge for, at der ikke blot kommer et troværdigt program til at måle udslip af methan fra biogasanlæg; det skal også være obligatorisk at deltage i. Dernæst må han fastsætte krav om, hvor stort udslippet må være, og sørge for, at anlæg, der efter en rimelig frist ikke lever op til dem, bliver fratrukket støtten helt eller delvist. Det må en branche, der i den grad er på støtten, finde sig i, for nu at bruge professor Jørgen E. Olesens ord. Og det er helt nødvendigt for at sikre opbakning i den befolkning, der skal blive ved med at betale regningen for den grønne omstilling.
