Til august er det ti år siden, EU's såkaldte moratorium for genmodificerede planter - også kendt som 'tænkepausen' eller blandt græsrødder som 'GMO-stoppet' - blev fjernet igen.
Moratoriet byggede på den enorme folkelige modstand mod genteknologien, som primært var rettet mod avlsafgrøder dyrket i det fri. Modstanden mod gensplejsning af organismer i lukkede systemer - f.eks. i Novos insulinproduktion - var langt mindre. Formålet med tænkepausen var angiveligt at dæmpe den folkelige modstand ved at give debatten og processen tid. Pausen sluttede med, at der blev vedtaget mærkningsregler, så forbrugerne fik mulighed for at (fra)vælge genmodificeret mad.
Under denne pause forsvandt eksempelvis diskret Carlsbergs brug af såkaldt råfrugt - majs - i ølproduktionen. Virksomheden turde simpelthen ikke risikere forbrugernes reaktion, hvis det kom frem, at der kunne være bare ét splejset gen i pilsnerne. Enkelte producenter opfattede mærkningen som en positiv mulighed, men gav hurtigt op.
Selv ti år senere hænger denne sejr til anti-GMO-holdningerne stadig i luften. Frygten for, hvad den nye teknologi kunne skabe af skade overgår langt interessen for de positive muligheder i teknologien. Frygten vandt, som frygten ofte har gjort det siden 1960'erne. Et nærliggende og aktuelt eksempel er Kommunekemi, som trods globalt konkurrencedygtig kompetence ikke får lov til at brænde det australske HCB-affald.
Når vi støver disse historier af, så er det med henvisning til ugens interview med Hans-Wilhelm Engels, leder for innovation hos den tyske industrigigant Bayer. »I Asien ser folk mulighederne i ny teknologi. I Europa ser vi på de potentielle risici. Det må vi overvinde,« siger han. At et opgør med frygten virkelig ligger Bayer på sinde, så man allerede i december, hvor virksomheden brugte en stor pressekonference til emnet. Bayer argumenterer ud fra førstehåndsoplevelser af forskellene mellem Asien og Europa.
Det virkelig interessante er at finde vejen ud af denne frygt. Bayer-direktøren foreslår for industrien helt traditionelt, at større naturvidenskabelig viden er vejen frem. At frygten for ny teknologi skyldes manglende viden. Det er der ikke meget grund til at tro, er korrekt. Vi lever i langt mere oplyste tider end nogensinde før.
Skal folk i Europa dø af mangel på behandlinger for sygdomme, som kureres i USA, eller skal vi forske i stamceller? Skal vi fryse eller have a-kraft? Skal vores landbrug gå fallit? Leder medierne for ofte efter noget at kritisere? Eller skal vi bare vende billedet og satse på industrier, hvor frygten gavner markedet, frygt-industrien (terror), der allerede skaber stor omsætning i USA?
Skal vi tage velovervejede valg og sige o.k., når det er o.k., i stedet for at vente til vi står på afgrundens rand?
Er løsningen, at politikerne skal vise mere rygrad og turde gå imod befolkningsfrygten, hvis de har eksperter at læne sig opad? Kan politikerne flytte holdninger hos folk? Ja, det er der faktisk - med efterlønnen som eksempel - grund til at tro. Det kan i hvert fald aldrig skade, hvis i sammenhængen troværdige personer rejser sig og argumenterer for det, de mener.
