Det handler om nogle problemer, der skyldes vor held med at realisere en livsstil og vor "succes" som art.
Dvs. alt det, der fortsat figurerer som målsætninger; vækst, forbrug, transport, produktion, indkomst, social status, er årsagen til problemerne.
Det er uendeligt svært for alvor at integrere det i den politiske praksis, at alt, hvad man står for, er blevet sit eget største problem.
Problemstillingerne anfægter selve den form for rationalitet, som har stået som garanten for udviklingen siden oplysningstidens begyndelse. Det er simpelt hen svært at forstå, at fremskridtet, fornuften og alt hvad vi har stræbt efter tendere mod fundamentalt set at gå over i sin egen modsætning, at utopien, det frie oplyste samfund tenderer mod at ende op som dystopien, sammenbrudet i den form for fornuft, vi kender.
Der skal en helt anden fornuft til at forstå konsekvenserne af den, som vi behersker.
Det er derfor, partierne hellere vil tale om de eksterne trusler, fremmede, indvandring, de andre, de onde, osv. Som om, at det ikke var os selv, der var problemet.