Banalt lyder det, når vi husker hinanden på, at vi lever i en global og tæt forbundet verden. Vi mærker det, når arbejdspladser flytter ud af landet, når beslutninger i verdens fjerne afkroge ændrer vores liv eller når der kan måles strålingsrester fra Fukushima-værket fjernt fra Japan.
Men det er ikke altid, vi tænker og handler i forhold til dette grundvilkår. Vi tager skyklapperne på og lader som om, nationens grænser er høje bjerge og dybe dale, hvor vi bare kan passe os selv. Hvor vi hellere prøver at grave hul i mulden med en våd avis, end spørger naboen, om vi kan låne en spade.
Aktuelt er det situationen for deponeringen af begrænsede mængder af Danmarks atomare affald, som vi insisterer på at håndtere selv, men alligevel ikke helt evner at løfte.
I to år har Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Miljøministeriet og Videnskabsministeriet diskuteret, hvem der skal have ansvaret for at etablere et depot til det danske atomskrot. Hver enkelt myndighed finder frem til særlige argumenter for, at det naturligvis ikke er deres lod at stå med skraldet, der er behersket radioaktivt, efter at Risøs højradioaktive brændselsstave for længst - efter aftale - er returneret til USA.
Den japanske ulykke kommer i den henseende på et ubelejligt tidspunkt for en hurtig løsning. Hvilken minister har lyst til at forklare, at affaldet ikke for alvor er farligt og at det skal begraves netop i det velegnede Xkøbing med det gode moræneler, i en situation hvor landsmænd flirter med at købe geigertællere i irrationel frygt?
Miljøminister Karen Ellemann erindrer kun alt for let, hvordan hun blev kørt gennem boulevardpressens vridemaskine iscenesat som Kemiske Karen, da australsk HCB-affald skulle sejles til destruktion på Kommunekemi i Nyborg. Som bekendt endte ministeren med at bøje sig for det folkelige pres og lod australierne beholde deres affald, selv om der - med behørige sikkerhedskrav til skibstransporten - var gode tekniske og globale miljømæssige argumenter for at brænde affaldet af i Danmark.
Nu står vi i en besynderlig tilsvarende situation bare med modsat fortegn, selv om provinstankegangen er nøjagtig den samme. Det er nemlig en dansk principbeslutning, at vi insisterer på at behandle atomaffaldet herhjemme.
EU har for et par år siden åbnet for, at højaktivt atomaffald må eksporteres inden for EU og den aftale, den såkaldte affaldskonvention under IAEA, som Danmark tiltrådte for ti år siden, rummer blot en formulering, der hedder, at radioaktivt affald 'så vidt muligt' skal deponeres i det land, hvor det er blevet genereret.
Endnu har ingen arbejdet for, at landets mellem- og lavradioaktive affald bortskaffes hos en nabo - måske Sverige - der i bjergmassiver nord for Stockholm gør klar til at deponere op til 200.000 m3 affald.
Lad os bruge globaliseringen til fælles bedste og udnytte, at vi hurtigere, billigere, mere terrorsikkert og frem for alt mere miljømæssigt forsvarligt kan købe os til deponering af vores beskedne mængder atomaffald i et andet land.
Der er afsat én milliard kroner til nedtagning af Risø og deponering gennem statsvirksomheden Dansk Dekommissionering med 80 ansatte. Bagklogt betragtet kunne pengene nok gøre mere gavn andre steder i samfundet. Sådan tænker flere ministre formentlig i disse dage.
