Leder af Byg DTU siger op i protest
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Leder af Byg DTU siger op i protest

Efter mindre end to år på posten har lederen af DTU's byggeinstitut, Hans Jørgen Larsen, smækket døren efter sig i protest mod, at forskning og undervisning i bygningsmekanik fjernes fra Byg DTU. Ligesom Foreningen af Rådgivende Ingeniører frygter han, at beslutningen vil forringe uddannelsen af fremtidens bygningsingeniører. Rektor Lars Pallesen lover samarbejde med industrien.

»Jeg blev ansat til at samle og styrke byggedivisionen på DTU, men i stedet har ledelsen nu valgt at skille en helt fundamental del af instituttet fra. Det synes jeg er en dårlig beslutning, som ikke gør det muligt for mig at løse opgaven,« begrunder Hans Jørgen Larsen sin opsigelse.

Netop placeringen af bygningsmekanik har i flere år splittet byggeinstituttet og ført til flere frontale sammenstød mellem to grupperinger i afdelingen, erfarer Ingeniøren. Efter at have bedt om en uvildig redegørelse, besluttede universitetets direktion for få uger siden at flytte den omstridte afdeling til MEK, Institut for Mekanik, Energi og Konstruktion.

»Mekanik er et grundlæggende fag på flere uddannelser, og flytningen af bygningsmekanik er et signal om, at et fag skal gives i det fagligt stærkeste miljø. Derfor samler vi mekanikken hos MEK,« siger rektor Lars Pallesen og understreger, at undervisningen fortsat nøje tilpasses de enkelte studieretninger.

Men Hans Jørgen Larsen er ikke overbevist:

»Bygningsmekanik er et helt fundamentalt redskabsfag for konstruktion og materialelære. Jeg er bange for, at uddannelserne bliver svækket markant.«

I Foreningen af Rådgivende Ingeniører, F.R.I, kritiserer direktør John Cederberg, at aftagerne af de mange bygningsingeniører ikke er taget med på råd.

»Jeg kan godt frygte, at de studerende vil fravælge fag, som ligger uden for Byg DTU, fordi de ikke bliver opfattet som rigtige bygningsingeniørfag. Dermed risikerer vi, at deres kompetenceniveau bliver for smalt,« advarer Cederberg, der også er censorformand for bygningsingeniøruddannelserne.

Rektor Lars Pallesen lover nu, at byggeindustrien bliver taget med på råd, når detaljerne i omlægningen skal planlægges hen over efteråret.

»Bekymringen for at bygningsmekanikken bliver udvandet, vil vi komme til livs ved at lade læseplaner og undervisningsforløb udarbejde i tæt samarbejde med Byg DTU. Og naturligvis vil det også ske i dialog med industrien.«

En ny strategi for Byg DTU vil ifølge rektor være færdig inden årets udgang. Instituttet, der beskæftiger cirka 170 medarbejdere, står i forvejen over for at skulle skære op mod 15 pct. af det samlede budget på cirka 50 mio. kr. Der er endnu ikke konstitueret en ny institutleder som afløser for Hans Jørgen Larsen, der senest stopper ved udgangen af september.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først