Søger direktør af rette støbning: Kan du gøre beton bæredygtig? 
Hvad husker man særligt om året 2018, når man engang i fremtiden kigger tilbage? Måske opturen for Elon Musks røde Tesla Roadster, der blev sendt op i rummet med Falcon Heavy og nu kredser rundt i atoridebæltet mellem Mars og Jupiter med mannequindukken Starman.
Måske nedturen for Danske Bank, der blev afsløret for hvidvaskning for milliarder, eller de mange andre finansinstitutioner og advokathuse der viste sig at være involveret i en global milliardsvindel om udbytteskatter.
Om det er raketopsendelser eller finansielle skandaler, der vil fylde i et fremtidigt tilbageblik, afhænger af øjnene, der ser. Hvad alle her i Vesten derimod har mærket mere direkte til i år end tidligere, er konsekvensen af de igangværende klimaforandringer.
I Danmark bød sommeren på rekorder i antallet af solskinstimer i juli samt varmegrader og tørkeperioder, der førte til optændingsforbud landet over. Og mens den almindelige dansker slap relativt billigt med aflyste grillaftener og sankthansbål, så skal vi ikke langt væk for at se mere alvorlige konsekvenser. Sverige blev ramt af mere end 83 skovbrande, og i Grækenland mistede 83 mennesker livet i de værste skovbrande, landet har oplevet i 50 år.
I Californien er gløderne slukket efter de værste skovbrande i delstatens historie. Her er mindst 85 døde, mens op imod 14.000 hjem er ødelagt. Skovbrandene har desuden medført en luftforurening i Californien på højde med de mest forurenede byer i Indien og Kina.
Også Frankrig havde en varm sommer – den varmeste siden 1900 – men det blev i sensommeren og efteråret afløst af flere voldsomme regnskyl, der ligesom efterårets oversvømmelser i både Italien og Spanien har kostet liv. Så måske kommer vi til at se tilbage på 2018 som året, hvor vi for alvor fik øjnene op for konsekvenserne af klimaforandringerne.
Hvis vi ikke blev overbevist af kloden selv, så gjorde FN’s klimapanel, IPCC, sit til at sætte en tyk streg under med en specialrapport fra begyndelsen af oktober, der ikke bare med en løftet pegefinger eller et vink med en vognstang, men nærmere med rødglødende advarselsflag slog fast, at hvis ikke klodens ledere handler nu – som i her og nu – så kan vi ikke holde den globale opvarmning under 1,5 grader.
Herhjemme kom regeringen efterfølgende med sit længe lovede klimaudspil, som viste sig at være et katalog over initiativer, der forhandles et ad gangen med skiftende politiske flertal. En del af dem behøver regeringen dog næppe at anstrenge sig for at få igennem, da det er initiativer, der allerede findes, er aftalt eller kan klares fra skrivebordet. Store klimasyndere som landbruget og boligerne bliver dårligt nok berørt. Det mest markante i regeringens udspil er visionen om stop af salg af nye benzin- og dieselbiler i 2030 og for plugin-hybridbiler i 2035 – et stop, der imidlertid ikke kan foretages uden blåstempling fra EU, som med en ny aftale om emissionskrav til nye biler er meget langt fra at tage bilnøglen fra benzinslugere.
Regeringens plan er derfor af både opposition, diverse organisationer – og såmænd også i Ingeniørens leder – blevet dømt alt for uambitiøs. Og regeringens eget klimaråd kritiserer ligefrem regeringen for at sænke tempoet i den grønne omstilling, der skal tæmme klimaforandringerne. Desværre er det ikke kun den danske regering, det halter for. FN’s årlige Emissions Gap Report, der udkom sidst i november, slår fast, at afstanden mellem politikernes løfter og reel reduktion generelt er blevet større. Faktisk er der behov for en tredobling af den aktuelle klimaindsats, hvis vi skal holde temperaturstigningen under 2 grader, påpeger rapporten, der helt har opgivet målet om at holde stigningen under 1,5 grader.
Med denne rapport in mente mødtes verdens ledere endnu engang til klimatopmøde i december - denne gang i Polen. Den polske vært, præsident Andrzej Duda, indledte mødet med at sige, at han ikke ser en modsætning mellem beskyttelse af klimaet og at udnytte kulreserverne under den polske muld, og så var stilen lagt.
Nok lykkedes det landene at nå en aftale i forlænget spilletid, men imponerende var den ikke. Vores egen klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V) jublede og udtalte, at aftalen, som fastlægger, hvordan landene skal melde opfyldelsen af de allerede aftalte klimamål ind, vil give Pariseraftalen flyvehøjde. Ikke et ord om, at at de tiltag og mål, der i sin tid blev aftalt i Paris, slet ikke er nok til at sikre, at temperaturstigningen holder sig mellem 1,5-2 grader. At der er lange udsigter til, at verdens lande kan blive enige om at skrue op for selve reduktionsmålene, blev tydeligt på topmødet, hvor USA, Rusland, Kuwait og Saudi-Arabien nedlagde veto mod at byde den føromtalte IPCC-rapport velkommen. De kunne kun gå med til at påskønne, at forskerne har anstrengt sig for at lave rapporten.
Læs også: Videnskaben tabte COP24
Så mens 2018 kan blive husket som året, hvor vi vågnede af vores klimasøvn, så blev det ikke året, hvor vi satte ind med de nødvendige tiltag. Lad os håbe på, at det i stedet kan blive 2019. /trb
Lederen udtrykker Ingeniørens holdning, der fastlægges af vores lederkollegium.
tenderer mod at underminere meningen med de mål, som vi generelt forfølger på alle niveauer i det moderne samfund, fordi det netop er meningsløst at gå både efter personlig og almen social succes, hvis det mere eller mindre direkte fører til at vi smadrer livsbetingelserne på jorden. (hvad hjælper det, at have succes i snæver forstand, hvis det medfører, at man smadrer forudsætningerne for alt?)
Denne problemstilling anfægter selve det moderne samfunds kriterier for succes, sådan som de hidtil har stået for os i vor selvforståelse.
Det er et faktum, som endnu ikke for alvor er sivet ind i vort orienteringsmønster, muligvis fordi vi rent kognitivt på personligt og overindividuelt socialt plan ikke er skruet sammen til at fatte problemets omfang.
Politisk strategi
Fogh-regeringen ændrede strategi i forhold til udfordringen omkring 2007, næsten samtidigt med at finanskrisen meldte sin ankomst.
Indtil da havde man fulgt klimaskeptikernes strategi, den som Donald Trump nu har restaureret inden for det republikanske parti, dvs. som leder denne verdens sidste supermagt.
Trump benægter fakta, det som for længst er dokumenteret videnskabeligt, ligesom Fogh gjorde indtil han besluttede sig for at “lade som om, at han havde forstået problemet sammen med Connie Hedegaard, og som om han sammen med resten af DK ville kunne udfylde rollen som en slags forbillede i forbindelse med forsøget på at løse problemet”.
Fortællingen om Danmark som forbillede lå til grund for bestræbelserne for at få COP15 til København i 2009. På det tidspunkt kulminerede klimabevidstheden her i DK, også i højere grad, end man brød sig om inden for det politiske system.
Mødet i København blev en katastrofe på alle niveaur.
Forsøget på at få det til at se ud, som om man havde forstået problemet og som om man ville gøre noget ved det, mislykkedes heldivis også.
Cop24 er det sidste i rækken af forsøg på at få det til at se ud, som om man ville gøre noget.
Processen, som Cop1-24 er led i, handler primært om, at enigheden alverdens nationer imellem om hvad og hvor meget der skal gøres i henhold til problemet, tages som forudsætning for handling på det politiske niveau.
Kravet om enighed står på den måde i vejen for, at der sker noget effektivt i forhold til at ændre på den katastrofale udvikling, for kravet om enighed udelukker effektivt, at der træffes juridisk forpligtende beslutninger om at handle på problemet, når alle kan henvise til alle andre med undskyldningen om på den måde ikke for alvor at ændre den livsstil, som underminerer vore alle sammens livsbetingelse.
Dvs. de her møder og hele den proces, som de er del af, blokerer effektivt for, at der sker noget som helst, når alle effektivt kan undskylde deres adfærd med, at der ikke er truffet nogen alment gyldig og forpligtende beslutning om at alle andre også skal gøre noget.
Da alle har vetoret, så ved alle at ingen nogensinde bliver forpligtet på noget som helst via den process, som cop24 falder inden for. Det er et faktum, som deltagerne ikke vil indrømme, dvs. kun meget få eksterne iagttagere kan se, hvad alle ikke kan se!
Konklusionen omkring problemet er, set ud fra en overordnet rationel position, at der må handles på trods af kravet om enighed, at der må handles på alle niveauer, at det vil betyde konflikt mellem dem der handler på det og dem der ikke gør det.
Det er den ubekvemme sandhed, som Al Gore heller ikke vil stå ved.
På den lille søde modstandsavis, dagbladet Ínformation, har man længe haft en ekstrem ambivalent holdning til problemet, netop fordi man med Ejvind Larsen og Jørgen Steen Nielsen i spidsen har været fokuseret på de forpligtende aspekter af problemet, samtidigt med at man ikke ville stå ved den ekstremt ubehagelige sandhed, der ligger i det, at konflikten og de personlige følelser/moralen/konfrontationen er løsningen iboende. Alle medier lever af at bekræfte sine brugere i de former for selvbeskrivelse, som brugeren kan acceptere/aftager/vil aftage.
Budskabet om, at den livsstil, som brugeren praktiserer, er uholdbar, sælger ikke! Derfor har de almindelige kommercielle medier ikke råd til at forholde sig forpligtende til udfordringen.
Ing.dk henvender sig til de segmenter i samfundet, der har udsigt til at vinde på de tekniske bidrag til løsningen/opløsningen af problemet. Derfor er ing.dk helt fremme i forhold til anerkendelsen af problemet, som et af meget få medier.
De tekniske bidrag til løsning/opløsning af problemet skal ikke negligeres, men de kan ikke stå alene og man skal ikke glemme, at de fungerer som en anden undskyldning for ikke reelt at handle på problemet. Ud over at vente på almen konsensus, så venter alle på det tekniske fix, eller rummanden der dumper ned med løsningen til vor forpinte sjæl.
Det handler om en udfordring, som anfægter vore succeskriterier.
Det er ikke et spørgsmål om at få råd til at løse problemet, for økonomiens rationalitet er irrationel, hvis den fx forlanger vækst, hvor væksten underminerer selve det økonomiske systems mulighedsbetingelser. (den snævre økonomiske rationalitet går ikke op i en højere rationalitet)
Det er ikke et spørgsmål om at få politisk magt til at løse problemet, for hvis forudsætningen, for at få den politiske magt, er, at den selvnegerende livsstil/bekvemme selvforståelse må bekræftes, forlænges for at få magten, så forsvinder muligheden for at løse problemet med forsøget på at få magt til at løse problemet.
Det er ikke et spørgsmål om at opnå anseelse på de selvnegerende sociale succeskriteriers betingelse, hvis det medfører undermineringen af de overordnede betingelser for succes i det hele taget.
Med andre ord, den mangfoldighed af delrationaliteter, som er så karakteristiske for det profane, funktionsdifferentierede og oplyste samfund, bygger ikke længere op om en overordnet rationalitet. Det er, hvad spørgsmålet om den menneskeskabte globale opvarmning handler om, dybest set.
Det er derfor, at det moderne samfund er anfægtet i sin grundvold af dette problem.
Løsningsforslagene er af samme grund hjemløse, eller lige nærværende overalt i det moderne samfund.
Intet sted kan frasige sig betydning under henvisning til kravet om enighed eller overordnet rationalitet. For den handler om, at de hidtil gældende former for delrationalitet nu tenderer mod at underminere den overordnede.
Det åh.. så rationelle samfund er i konflikt med sig selv, på grund af sin egen succes.
Undskyld mig formuleringerne, men det passer kun dårligt ind i den daglige jargon.
https://www.google.dk/search?source=hp&ei=...
Thumps up. Du har ret, men bliver nok lidt for filosofisk (og måske omstændelig) i dette forum, som du vist selv erkender, lige som jeg selv kan blive en smule for psykologisk i mine bestræbelser for at imødegå de værste klima-trolls. Men tillykke med at du kom før NVJ i denne tråd!
Ups - ja, ja, ja, ja......, og ja.
Det er pokker til blindgyde, vi er landet i, men måske kan vi stadig lære en smule af historien.
Hvis vi går helt tilbage til tiden før Foghs opgør med klima-hysteri og møller m.m., så er der et par ting, der stikker i øjnene:
* 90'ernes afkobling af økonomisk udvikling og CO2-emission i Danmark havde givet genlyd ude i den store verden - og grundlagde en opfattelse af at "noget er muligt". Jeg oplevede det selv når jeg kom udenlands, og andre må have oplevet det samme. (At det tydeligvis irriterede Fogh er en anden sag).
* Ved årtusindskiftet var der i DK en ivrig (og i vid udstrækning kvalificeret-) diskussion af hvorledes brændselsforbrug og emissioner hurtigst muligt kunne nedbringes, og endda hvorledes et langtidsholdbart system kunne skrues sammen på længere sigt. Den generelle opfattelse var at det hastede, mht. såvel klima som ressourcer.
* Opbakningen fra græsrødderne var god. Uden den ville f.eks. vindmølleindustrien næppe have udviklet sig, med tilhørende globale konsekvenser.
* osv, osv.
Jeg påstår langt fra at alt var perfekt (hvordan skulle det kunne være det?), men der var udvikling, der var perspektiv, og der var international anseelse og indflydelse. Nu om stunder virker det et sted mellem hjertegribende og forargeligt at se Lilleholts forsøg på at ride videre på bølgen fra dengang.
Konsekvensen af Fogh-æraen er dobbelt: Dels varede dødvandet frem til kovendingen i 2007 så længe at de ovennævnte miljøer blev kvalt, dels betød det ny fokus på "2050" at det umiddelbare pres for reduktion af emissioner her og nu vha. effektivisering og sammenhængende udvikling blev erstattet af en endeløs sværm af fugle på taget. Der er sket en art djøfisering, hvor det politiske miljø simpelt hen kun kan beskæftige sig med "løsninger", der kan tænkes ind i en "2050-kontekst". Levetidsforlængelse for kulkraftværkerne har blot været én af mange konsekvenser heraf. P.t. er det et aldeles utidigt krav om elektrificering, der dominerer billedet (hvor mange elbiler kræves der mon for at løse klimakrisen..? osv.)
At "2050" er et internationalt fænomen gør naturligvis ikke sagen bedre. Der må være mange, der som jeg med mellemrum fra et-eller-andet EU-projekt modtager et spørgeskema af typen: Hvilke priser og virkningsgrader har din teknologi? Hvad forventer du at priser og virkningsgrader vil være i 2030? Og i 2050? Kort sagt: fuldstændig idiotiske spørgsmål, hvilket man naturligvis gør utvetydigt opmærksom på i det til rådighed stillede kommentarfelt - som uheldigvis er uanvendeligt i Excel-sammenhæng.
Konsekvensen vil typisk være endnu en økonom-rapport om sammensætningen af det ideelle energisystem i 2050. Den slags kan åbenbart fremstilles uden energiteknisk-, udviklingsteknisk- eller teknisk viden overhovedet. Man forstår pludseligt, hvorfor økonomernes fremskrivninger altid slår fejl..
Vi må nødvendigvis bryde ud af denne ideologiske heksering, hvis vi skal have en chance for at levere en udvikling, der kan bringe os i nærheden af det, man så smukt kalder "bæredygtighed". Og det haster!
og derfor ubrugelig som afsæt for troldenes automatpiloter.
Ingen tvivl om, at Fogh benyttede sig af frugterne af det, andre havde sået for ham og som han dybest set var fuldstændigt ambivalent over for.
Fortællingen, som han og Connie Hedegaard solgte i udlandet op til topmødet i København, var ud over substansen, som de ikke selv havde æren for, en konstruktion, sat i verden for at slå politisk mønt alene.
Lars Løkke, der tog over efter Fogh, smadrede Connie Hedegaards forabejde, ved at hive det ud af hænderne på hende og tage det over i statsministeriet/finansministeriets regi. Og de fleste iagttagere var enige om, at Løkkes dobbeltspil under selve mødet var grunden til at alle ambitioner med det blev skuffet.
En god ven af mig, Ralph Sylvestersen, som arbejdede i søfartsministeriet op til mødet, lækkede nogle tal til det politiske system, som afslørede hvordan den danske skibsflåde på uskøn vis talte ind i bidraget til det danske bnp, uden at selv samme flådes bidrag til atmosfæren med CO2 var talt med. Afkoblingen af den hellige vækst fra CO2 regnskabet var med andre ord manipulation, ikke bare her, men mere generelt, bl.a. også fordi hele den vestlige verden havde eksporteret store dele af de egentligt produktive industrier til fjernøsten, for så at tælle ind i CO2-regnskabet på fjernøstens konto, hvor det i virkeligheden fortsat var den vestlige verden, som styrede forløbet, var skurken.
Fortællingerne omkring problemet, menneskeskabt global opvarming, var omgivet af et massivt pres af fake news fra de kommercielle medier, fordi kun få kunne leve med at gå til roden af problemet. Det lyssergrønne håb, der trods alt levede i tiden, var primært næret af vindmølleeventyret, som vor nuværende regering fortsat har så svært ved at elske helhjertet, og man levede og lever med det, fordi den del af eventyret passer ind i vækstfilosofien.
Den måde, som ikke bare regering med støtteparti, DF, orienterer sig på, men også hele oppositionen, er til stadighed centreret om symbolikken, det der kan slås politisk mønt på, uden at det går ud over det eneste, som man for alvor og til stadighed er i stand til at tro på.
Man skal huske på, at finanssektoren kom på overførsel fra og med 2008 og at den stadig er det især sammen med landbruget og de industrier, der har beslaglagt den fri forskning på universiteterne og lagt den om til private virksomhederns patentfabrikker.
Magtelitens selvforståelse er ikke i overensstemmelse med sig selv. Fortællingen om de evige markeder dækker over
- statsgarenterede liberale finansielle instutioners ret til at lave sine egne penge, lånepengene, som bl.a bruges til at pumpe kurserne på aktier og obligationer kunstigt op,
- nationalbankens negative renter og parathed til at købe kunstige værdier op, så snart de truer med at miste markedsværdi, https://www.google.dk/search?source=hp&ei=...
- nødvendigheden af konstant at støtte det aldeles uproduktive landbrug, som forvalter 60 % af nationens landareal, https://gylle.dk/dansk-landbrugs-sande-til...
- nødvendigheden af, at alle andre end magteliten må stå til rådighed for markedet, hvor eliten på nærmest feudale vilkår har sit netværk af personlige forbindelser, der hele tiden står til rådighed for elitens medlemmer, (læs bogen "Magteliten").
Markedets markedsværdi lever ved de troendes tro, og er derfor kun langt fra identisk med noget realøkonomisk produkt.
Trosgenstanden for denne verdens mest udbredte religion mister sin overbevisende karakter, så snart de falske penge og alle realøkonomiens sande omkostninger træder ind i betragtningen.
- Fagøkonomerne vil ikke vide af finanssektorens egne penge, fordi de afslører deres regnemodeller og opgørelser over prisinfaltion som rene konstruktioner, godt nok bygget op om matematisk omstændelige og formelt ufejlbarlige trivielle formler.
- Fagøkonomerne kan heller ikke for alvor tillade sig at indregne realøkonomiens utilsigtede omkostninger for miljøet i sine opgørelser over "økonomiens sande produktion". Det ville nemlig underminere mulighederne for at holde fast i troens genstand, billedet på væksten som forudsætningen for at løse alle problemer.
Derfor holder vort såkaldt liberale demokrati fast i elitens fortælling, som går på, at dyrkelsen af økonomien og de politiske mønter, som kan slås på de lånte grønne fjer, bygger op om en og samme højere fornuft, som om man repræsenterede den højeste rationalitet. Men det gør man ikke. Især derfor er den distinktion, som medier og politikere har forsøgt at skabe mellem sig selv og nye medier og politiske bevægelser selv fake news. Indikationen "fake news" passer lige så godt på elitens og de gamle mediers måde at beskrive verden på, som den passer på selve ikonet over "fake news", nemlig den frie verdens leder, Donald Trump, som man for øvrigt heller ikke for alvor kan tage afstand fra, netop fordi det er så forbistret nødvendigt at have et magtens centrum for det politiske systems selvbeskrivelse.
Fra teori til teoriens realisering
Postmodernisterne kom i 1980'erne med deres teori om, at "den store fortælling", dvs. oplysningsprojektet, forsøget på at forklare alt ud fra en og samme fornuft, en og samme overordnede rationalitet, transitive system af entydige logiske værdier deduceret fra det højeste, det sande, gode, almægtige, retfærdige og skønne, var brudt sammen.
Det var det eftermoderne, i teorien.
Det, vi oplever nu, er, at de oplyste, fornuftige, økonomisk driftige, politisk mægtige kontinuert bidrager til undermineringen af vort livsgrundlag med deres form for selvrealisering, jagten på de evige markeders markedsværdier. Det er postmodernisme i praksis.
Teoriens pointe og forklaringen af praksis, begrundet i empiri, passer på ingen måde ind i den jargon, som omgiver den nok så stort anlagte sociale selvbeskrivelse, den som alle vore medier lever af at stikke op i næsen på os fra vi står op til vi går i seng.
Undskyld, men pointen kan ikke passes ind i elendigheden, uden at forfalde til den. Derfor må det lyde lidt omstændeligt. Længere behøver den så heller ikke være.
- tja tja...bum bum! ;)
Kære Hans Henrik, med tiden har jeg lært at genkende dig som et af de eksempler på indstilling, som forklarer hvordan tiden spildes og intet flytter sig.
I 2012 skrev jeg:
https://politiken.dk/debat/laeserbreve/art...
Det er til at græde snot over, hvor lidt der er forandret mod det bedre siden.
Hans Henrik, jeg synes du har en fin tilgang til dette debatforum hvor du skriver kort og undgår at spilde for megen tid på lommefilosoffer og lommepsykologer og andre dommedagsprædikanter!
Det vil jeg prøve at efterligne i det nye år :-)
Så velkommen i oneliner klubben. En dag bliver Steen Ole måske også medlem. Vi er en del der har erkendt, at lange indlæg ikke er dem som flytter noget som helst, men at præcisionering af problemer ofte flytter langt mere end "Pravda" indlæg.
Der er dog den risiko at nye medlemmer her på stedet, placerer folk som os i Muppet Show bakonen( Stattler &Waldorf), eller hvis de er venlige, får man en trolletittel, Når de er uvenlige giver de os ofte en orientering om vor åndelige habitus :)
Jens Arne:
glemte du ikke at tilføje: og videnskabelige facts?
Det har vi jo dig til:)
Hans Henrik bliver sikkert stolt af dig! : )
(en oneliner)
Løkke skal holde nytårstale om ca. en halv time, og nogle timer før er det kommet frem, at folket vil høre om klima og miljø!https://www.dr.dk/nyheder/politik/danskern...
1976; "vi lever i en kold tid" (Anker efter Kim Larsen)
1988: "Vi er forkælede og dovne" (Schlüter)
1998: "Kan vi gøre det lidt bedre" (Rasmussen d.I)
2002: "Fuck videnskaben, vi er alle vor egen største smagsdommer" (Rasmussen d.II)
2011: "Fuck efterlønnen" (Rasmussen d.III)
https://www.dr.dk/nyheder/politik/5-vigtig...
2019: "Jeg tog fejl, og giver ordet til Steen Ole Rasmussen" (Rasmussen d.III): https://ing.dk/artikel/leder-2018-med-optu...
Og så tænker vi endnu længere frem, og læseren skal forestille sig at jeg er blevet statsmedister. Lars Løkke blev afløst af Uffe Elbæk i 2019, der endnu engang blev afsløret i at smøre sine venner med offentlige midler, og dermed gået. Rasmussen d.IV, dvs. Steen Ole Rasmussen har magten og bruger den til at erklære Janteloven død med:
2222: "Fuck jantes fuckfinger, respekt for videnskaben og den fri forskning, op i r... med finanssektorens falske penge, ud med fossilerne, op på pedalerne, ud på landet og nyd naturen, hvor landbrugsstøtten fra nu af bliver brugt til sunde fødevarer, livsrum og biodiversitet."
https://www.google.dk/search?source=hp&ei=...
Godt nytår!
Er det ikke lidt lang tid at skulle vente, Rasmussen IV?
Mvh Bjørn
- Rasmussen IV forventer vel (som Kurzweil), at singulariteten indtræder i 2045? :)
http://www.kurzweilai.net/futurism-ray-kur...
Koncentrationen svigtede mig i et spædt forsøg på at være underholdende. Det skulle nok have været 2022, og Statsmedisteren overlod heller ikke ordet til mig, som forudsagt.
Alt er ved det gamle.
Det skal du da ikke tænke på Bjarke, fornøjelsen er jo på vores side.
Fra balkonen har vi det fulde overblik, hver gang de blinde leder de døve ;)
@Steen Ole - den dag du opdager, at det her er ingeniørens blogunivers, og ikke en af Gyldendals redaktører, da bliver det en god dag for dig.
Er det saa vurderet ud fra Europa/Skandinavien?
Det er langt fra alle steder der havde en varm sommer eller et varmt aar.
Det er vurderet ud fra jordkloden betragtet som en samlet helhed, Svend.
Opgørelsen for hele 2018 er vist ikke klar endnu. Det tager lidt tid at få samlet og analyseret alle data. Men jeg fandt om ikke andet en figur for perioden januar til oktober i 2018 samt de tre foregående år. Så kan du jo selv ud fra den vurdere hvor mange steder, der generelt havde et varmt år, i forhold til hvor mange steder, der havde et mere køligt år:
http://blogs.discovermagazine.com/imageo/f...