tenderer mod at underminere meningen med de mål, som vi generelt forfølger på alle niveauer i det moderne samfund, fordi det netop er meningsløst at gå både efter personlig og almen social succes, hvis det mere eller mindre direkte fører til at vi smadrer livsbetingelserne på jorden. (hvad hjælper det, at have succes i snæver forstand, hvis det medfører, at man smadrer forudsætningerne for alt?)
Denne problemstilling anfægter selve det moderne samfunds kriterier for succes, sådan som de hidtil har stået for os i vor selvforståelse.
Det er et faktum, som endnu ikke for alvor er sivet ind i vort orienteringsmønster, muligvis fordi vi rent kognitivt på personligt og overindividuelt socialt plan ikke er skruet sammen til at fatte problemets omfang.
Politisk strategi Fogh-regeringen ændrede strategi i forhold til udfordringen omkring 2007, næsten samtidigt med at finanskrisen meldte sin ankomst.
Indtil da havde man fulgt klimaskeptikernes strategi, den som Donald Trump nu har restaureret inden for det republikanske parti, dvs. som leder denne verdens sidste supermagt.
Trump benægter fakta, det som for længst er dokumenteret videnskabeligt, ligesom Fogh gjorde indtil han besluttede sig for at “lade som om, at han havde forstået problemet sammen med Connie Hedegaard, og som om han sammen med resten af DK ville kunne udfylde rollen som en slags forbillede i forbindelse med forsøget på at løse problemet”.
Fortællingen om Danmark som forbillede lå til grund for bestræbelserne for at få COP15 til København i 2009. På det tidspunkt kulminerede klimabevidstheden her i DK, også i højere grad, end man brød sig om inden for det politiske system.
Mødet i København blev en katastrofe på alle niveaur.
Forsøget på at få det til at se ud, som om man havde forstået problemet og som om man ville gøre noget ved det, mislykkedes heldivis også.
Cop24 er det sidste i rækken af forsøg på at få det til at se ud, som om man ville gøre noget.
Processen, som Cop1-24 er led i, handler primært om, at enigheden alverdens nationer imellem om hvad og hvor meget der skal gøres i henhold til problemet, tages som forudsætning for handling på det politiske niveau.
Kravet om enighed står på den måde i vejen for, at der sker noget effektivt i forhold til at ændre på den katastrofale udvikling, for kravet om enighed udelukker effektivt, at der træffes juridisk forpligtende beslutninger om at handle på problemet, når alle kan henvise til alle andre med undskyldningen om på den måde ikke for alvor at ændre den livsstil, som underminerer vore alle sammens livsbetingelse.
Dvs. de her møder og hele den proces, som de er del af, blokerer effektivt for, at der sker noget som helst, når alle effektivt kan undskylde deres adfærd med, at der ikke er truffet nogen alment gyldig og forpligtende beslutning om at alle andre også skal gøre noget.
Da alle har vetoret, så ved alle at ingen nogensinde bliver forpligtet på noget som helst via den process, som cop24 falder inden for. Det er et faktum, som deltagerne ikke vil indrømme, dvs. kun meget få eksterne iagttagere kan se, hvad alle ikke kan se!
Konklusionen omkring problemet er, set ud fra en overordnet rationel position, at der må handles på trods af kravet om enighed, at der må handles på alle niveauer, at det vil betyde konflikt mellem dem der handler på det og dem der ikke gør det.
Det er den ubekvemme sandhed, som Al Gore heller ikke vil stå ved.
På den lille søde modstandsavis, dagbladet Ínformation, har man længe haft en ekstrem ambivalent holdning til problemet, netop fordi man med Ejvind Larsen og Jørgen Steen Nielsen i spidsen har været fokuseret på de forpligtende aspekter af problemet, samtidigt med at man ikke ville stå ved den ekstremt ubehagelige sandhed, der ligger i det, at konflikten og de personlige følelser/moralen/konfrontationen er løsningen iboende. Alle medier lever af at bekræfte sine brugere i de former for selvbeskrivelse, som brugeren kan acceptere/aftager/vil aftage.
Budskabet om, at den livsstil, som brugeren praktiserer, er uholdbar, sælger ikke! Derfor har de almindelige kommercielle medier ikke råd til at forholde sig forpligtende til udfordringen.
Ing.dk henvender sig til de segmenter i samfundet, der har udsigt til at vinde på de tekniske bidrag til løsningen/opløsningen af problemet. Derfor er ing.dk helt fremme i forhold til anerkendelsen af problemet, som et af meget få medier.
De tekniske bidrag til løsning/opløsning af problemet skal ikke negligeres, men de kan ikke stå alene og man skal ikke glemme, at de fungerer som en anden undskyldning for ikke reelt at handle på problemet. Ud over at vente på almen konsensus, så venter alle på det tekniske fix, eller rummanden der dumper ned med løsningen til vor forpinte sjæl.
Det handler om en udfordring, som anfægter vore succeskriterier.
Det er ikke et spørgsmål om at få råd til at løse problemet, for økonomiens rationalitet er irrationel, hvis den fx forlanger vækst, hvor væksten underminerer selve det økonomiske systems mulighedsbetingelser. (den snævre økonomiske rationalitet går ikke op i en højere rationalitet)
Det er ikke et spørgsmål om at få politisk magt til at løse problemet, for hvis forudsætningen, for at få den politiske magt, er, at den selvnegerende livsstil/bekvemme selvforståelse må bekræftes, forlænges for at få magten, så forsvinder muligheden for at løse problemet med forsøget på at få magt til at løse problemet.
Det er ikke et spørgsmål om at opnå anseelse på de selvnegerende sociale succeskriteriers betingelse, hvis det medfører undermineringen af de overordnede betingelser for succes i det hele taget.
Med andre ord, den mangfoldighed af delrationaliteter, som er så karakteristiske for det profane, funktionsdifferentierede og oplyste samfund, bygger ikke længere op om en overordnet rationalitet. Det er, hvad spørgsmålet om den menneskeskabte globale opvarmning handler om, dybest set.
Det er derfor, at det moderne samfund er anfægtet i sin grundvold af dette problem.
Løsningsforslagene er af samme grund hjemløse, eller lige nærværende overalt i det moderne samfund.
Intet sted kan frasige sig betydning under henvisning til kravet om enighed eller overordnet rationalitet. For den handler om, at de hidtil gældende former for delrationalitet nu tenderer mod at underminere den overordnede.
Det åh.. så rationelle samfund er i konflikt med sig selv, på grund af sin egen succes.
Undskyld mig formuleringerne, men det passer kun dårligt ind i den daglige jargon. https://www.google.dk/search?source=hp&ei=...
