Ledelsen køber dansk afdeling ud af globalt overvågningsfirma
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Ledelsen køber dansk afdeling ud af globalt overvågningsfirma

Krisen i overvågningsvirksomheden Cobham Surveillance (Spectronic Products) er overstået i denne omgang.

For et par måneder siden meldte selskabet ud, at en omfattende reorganisering ville medføre, at 25 medarbejdere ud af selskabets omkring 135 medarbejdere skulle fyres. De 25 var ansatte i selskabets smertensbarn Systems-divisionen, der udvikler systemer til overvågning af ip- og teletrafik til blandt andet efterretningstjenester. Afdelingen har blandt andet kæmpet med en række projekter, der både er skredet i tid og budget.

Men nu er Cobham blevet enige med afdelingens ledelse og en række andre interessenter om at købe afdelingen ud, så arbejdet kan fortsætte, og kunderne også fortsat blive serviceret.

»Vi har knoklet med at se efter alternative løsninger. Det er lykkedes os at sælge aktiviteterne i den division til en gruppe af tidligere ledere - en slags management buy out, og med den øvelse har vi også forsøgt at bevare flest mulige arbejdspladser,« siger administrerende direktør i Cobham Surveillance (Spectronic Products), Peter Lyhne Uhrenholt, til Ing.dk/elektronik.

Med øvelsen kommer 17 af de 25 med over i det nye selskab, der har fået det beslægtede navn Spectronic Systems.

Fremover vil Cobham Surveillance (Spectronic Products) fokusere på udvikling og salg af elektroniske overvågningsløsninger, og Peter Lyhne forventer øget vækst, som følge af at selskabet ikke længere er belastet af udviklingsaktiviteterne i Systems.

»Vi har skilt os af med de områder, der ikke har været sunde rent økonomisk, så nu kan vi fokusere på udviklingen af vores elektroniske overvågningssystemer,« siger han.

De nærmere aftaler omkring købet har parterne valgt at holde hemmelige.

Samtidig med frasalget af system-afdelingen forlader også den hidtidige administrerende direktør Kim Lehmann Spectronics, men Peter Lyhne oplyser, at dette intet har med den aktuelle situation at gøre, men udelukkende skyldes, at Kim Lehmann har fundet andet arbejde.

Peter Lyhne Uhrenholt oplyser desuden, at der nu er 110 medarbejdere i Cobhams danske afdeling.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten