LED-succes: Lamper lyser uændret efter næsten tre år

Test viser, at det er lykkedes Philips at skabe en 10W LED-lampe, som efter 25.000 timer stadig brænder med 100 procent lige så mange lumen, som da den var ny.

I 2011 vandt Philips Lighting Home konkurrencen L Price, der var opstillet af DOE, det amerikanske energiministerium. Konkurrencen skulle opmuntre belysningsindustrien til at designe en energieffektiv og holdbar LED-pære, som kan udgøre en passende erstatning for husholdningernes foretrukne 60 watts-pære.

Da prisen blev uddelt, havde lampen bestået stress-tests i varme, kulde, luftfugtighed, vibrationer og elektromagnetisk interferens. I alt testede man 1.300 kopier af lampen over hele USA, som også levede op til konkurrencens fotometriske krav om blandt andet lysintensitet, farvekvalitet og farvegengivelse.

Én ting kunne ministeriets teknikere dog ikke teste. Lampernes lyseffektivitet over tid. Derfor foretog DOE et skøn baseret på hidtidige tests af 200 lamper, som havde lyst i 7.000 timer. På daværende tidspunkt vurderede man, at lamperne efter 25.000 timer ville lyse med 97,1 procent af deres oprindelige lumen.

Pæren her har lyst uændret i tre år. Eneste minus har vist sig at være fosforbelægningen, som giver et gult skær.

Men lamperne overgik forventningerne. Efter knap tre år i et specialdesignet anlæg med en konstant temperatur på 45 grader lyste de ikke blot med 100 procent lumen-output, de var også stabile i farven.

Allerede overgået af nye produkter

Da de sidste tests på lamperne i april blev afsluttet på Pacific Northwest Laboratory i delstaten Washington, var DOE svært begejstret. I rapporten står blandt andet, at:

»Disse testresultater er de første til at demonstrere ydeevnen i LED-produkt af høj kvalitet. Dette er en indikator for det langsigtede potentiale for LED-produkter, som er godt designede og konstruerede. «

Og allerede inden afslutningen på testen af de 200 lamper er der kommet nye LED-pærer, som holder endnu længere og lyser uden et gult yderlag af fosfor, som var et upopulært element i Philips-lampen.

LED-produkterne er for dyre

L Price-konkurrencen er et led i den amerikanske regerings plan om at sætte skub i et skift fra gamle og ineffektive belysningsprodukter til mere innovative og energivenlige, som samtidig har en høj ydeevne. Ideen er, at USA i fremtiden skal have en række resultatmål for innovationen i belysningsindustrien.

Det evigt tilbagevendende problem med LED-produkterne er imidlertid, at de er dyrere at købe end almindelige pærer. Ser man på totaløkonomien i at skifte de konventionelle 60 watts-pærer ud med LED-pærer, er billedet et andet. Forbrugeren kan spare op mod 80 procent på elregningen og får en pære, som holder 10-25 gange længere.

En almindelig LED-pære kan koste alt fra 70 til 300 kroner eller mere. Så selvom pæren kan præstere ti gange bedre, er det en udfordring at skulle overbevise forbrugeren om, at engangsydelsen er prisen værd.

Kommentarer (22)

"... er det en udfordring at skulle overbevise forbrugeren om, at engangsydelsen er prisen værd."

Jeg tror et langt større problem er at butikker som f.eks. Bilka og Føtex (hvor mange sikkert køber deres pærer) slet ikke fohandler Philips eller andre mærker med godt lys.

Derimod sælger de noget LED skrammel som folk bliver voldsomt skuffet over. Vel at mærke til samme pris som en god Philips LED pære !
De forbrugere bliver det meget svært at overbevise igen til at investere 180kr. i en LED pære.

  • 9
  • 2

I og med at glødepærer jo i et stykke tid har været forbudt i EU, så synes jeg det er ved at være tid til at man i stedet sammenligner med "sparepærer", altså dem med gas inden i. Er der nogen særlig forskel på effektiviteten her. Det ser ikke ud til at der er det helt store at spare. Der hvor jeg ser fordelen i LED er størrelse og det at de tænder med det samme, hvor de andre kan være meget forskellige i opstartstid. Fra næsten med det samme til flere minutter med rødligt skær.

  • 1
  • 0

Walther - Bilka forhandler præcis den pære som artiklen nævner. Sammen med andre pærer fra phillips - Problemet er forbrugeren, der enten ikke selv betaler sin elregning (direkte) eller ser den langsigtede besparelse.

  • 2
  • 0

Jeg har erstattet mine 16W CFL-pærer med 13W LED-pærer. Det giver mig en samlet besparelse på ca. 27 Wh om dagen, eller samlet ca. 10 KWh om året. De "små" pærer har jeg ikke regnet på, men de "store" sparer mig altså kr. 4,50 årligt. Med en start-investering på ca. kr. 1000 (jeg var tidligt ude) skal de altså holde omtrent 222 år før de har tjent sig hjem over strømmen alene.

Jeg købte dem mest af alt fordi jeg ikke fik mere end 3-5 år ud af CFL-pærer, så det var værd at prøve noget andet.

  • 1
  • 1

Ikke Bilka i Horsens, ihvertfald ikke for et par måneder siden hvor jeg sidst kiggede.
Føtex i Storcenter Nord havde dem heller ikke sidst jeg kiggede (lidt længere siden).

Og som Christian skriver, så har mange allerede de gamle sparepærer.

Og endelig findes der ikke en ordentlig LED udgave af den voldsomt populære GU9.

  • 0
  • 1

Så må du jo på nettet hvor du nemt kan finde G9 LED pærer med høj lyskvalitet og som kan dæmpes...

En hurtig tur på Internettet vil nemt kunne tilbyde de fleste varianter af pærer som bruges i de Danske hjem i en LED udgave...

Men husk at se efter om Ra værdien er over 90, ellers kan lyskvaliteten være meget kedelig...

Mvh.
Mike, www.prolys.dk

  • 0
  • 0

Jeg kender godt dem der findes i G9. De er ca. på størrelse med en knytnæve,.. næsten.
De er ca. dobbelt så lange og mere end dobbelt så brede. Så de passer ikke i mine lamper, desværre.
Og siden Philips og Osram ikke laver dem (så vidt jeg ved) frygter jeg det er fordi det er svært at holde temperatuen nede, eller at der er andre problemer.

  • 0
  • 0

Hos virksomheder og det offentlige, skal betales timeløn for at udskifte pærer. Samme gør sig gældende i boligkomplekser. Prisen for 10 udskiftninger af glødepærer, samt udgiften til glødepærens større strømforbrug i LED pærens levetid, gør at LED pærer er meget billigere end glødepærer.

Vi har i vores boligkompleks fået udskiftet samtlige lamper til LED pærer, samt fået opsat tænd/sluk automatik visse steder. Det har medført bedre lys, da mange pærer førhen var sprunget. Strømforbrug til belysning er faldet i udgift til ca. en femtedel, og der forventes først at skulle udskiftes pærer om mange mange år. Sammen med andre optimeringer, har det medført vi kunne afskedige de to pedeller, og dermed sparet næsten en mio kr. om året.

  • 2
  • 0

Netop, jeg købte nogle billige pærer til en læselampe, de giver en pæn rund cirkel............der hvor jeg skal læse så jeg skal altså flytte bogen hele tiden.

Bauhaus har en opstilling hvor man kan se en masse typer i brug så der kan sammenlignes.

  • 0
  • 1

Problemet er forbrugeren, der enten ikke selv betaler sin elregning (direkte) eller ser den langsigtede besparelse.


Der er naturligvis eksempler som f.eks. kollegieværelser uden forbrugsafregning af strømmen. Men som langt overvejende hovedregel vil jeg hævde, at pærer og strøm normalt betales af samme part.

Du kan sikkert også finde organisationer, hvor pærer og strøm i sidste betales af samme part, men hvor strøm- og pærebudgetterne ligger i to forskellige afdelinger, så pærevalget bliver genstand for suboptimering. Men i et eller andet ledelseslag i sådan en organisation må der være en person, som har begge afdelinger under sig og bare ikke har fundet opgaven med en fælles optimering af de to omkostninger interessant nok endnu.

Jeg er enig med Walther. Problemet er folks dårlige erfaringer. Det kan deles op i tre hovedpunkter:

  1. For dårlig lyskvalitet fra for mange sparepærer.

  2. For dårlig mærkning af lyskvalitet på pærer. Jeg har kigget på rigtigt mange sparepærer, hvor jeg ikke kunne se en Ra-værdi. Og jeg har konstateret rigtig stor forskel på sparepærer med samme oplyste Ra-værdi. Lige nu er min favorit IKEA's LED-pærer "Ledara", som på trods af Ra-værdier på ">80" og ">85" og en pris omkring 50 kroner har langt, langt bedre lys end tidligere indkøbte CFL-sparepærer med samme Ra-værdi.

  3. Elendige og nedladende statslige oplysningskampagner. Når en større del af befolkningen ved selvsyn har konstateret (1), hjælper det ikke noget at fortælle dem, at det bare er en myte, at sparepærer har dårligt lys. Det er simpelthen en fornærmelse af folks intelligens. I stedet skulle der have været oplyst om, hvordan man finder pærer med ordentlig lyskvalitet - og der skulle fra statens/EU's side have været stillet krav om en brugbar mærkning.

  • 6
  • 0

De er ca. dobbelt så lange og mere end dobbelt så brede. Så de passer ikke i mine lamper, desværre.

Jeg tror du har ramt hovedet på sømmet.
De nye pærer sparepærer og LEDpærer har ikke samme mål som de gamle E14 og E27.
Sparepærer var ikke gamle før jeg havde mange, husets frue tænder lys når hun kommer ind i et rum, men slukker ikke, og så har jeg altid været lidt nørdet med lys, måske fordi jeg er E-mand.
Dengang irriterede det mig, at lysets farve var så anderledes end glødepærerne, og at de var længere, det er siden blevet bedre for farvernes vedkommende, så de af mine første sparepærer, der har overlevet, bruges i dag uden for huset. De eneste glødepærer vi har haft i flere år, er de 2 stk. 40 w kronepærer vi har i PH glaspendler og en 60 W i en Demi, tror jeg nok den hedder (den er trompetformet). Netop fordi sparepærer stikker nedenud.
Samme problem har vi med LED pærer plus en elendig lysfordeling, de lyser ikke som en kugle, de lyser primært opad set fra soklen. Sæt en LED i en bordlampe hvor den peger opad, og du får en skærm hvor de øverste 2/3 er oplyst, den nederste 1/3 er næsten mørk, og lys på bordet er ikke eksisterende. Sæt den i vores PH pendler, og skærmene kunne ligeså godt være af metal, og ikke det fine hvide glas. Desuden er de endnu ikke i samme farveklasse som glødepærerne, det er dog ikke så dårligt som sparepærerne var i starten.
Til gengæld kan jeg varmt anbefale en sparepære i en PH-5 lampe, den bliver ikke umulig varm at røre ved, og der er mange watt at hente. I stedet for 150 Watt kan man bruge mellem 20 og 25 Watt

  • 1
  • 1

Der er forskel på lyset omkring kraven på LED pærerne. De Philips LED pærer jeg købte, har væsentligt mere lys end de billigste LED pærer, så meget at jeg ikke kan se forskel på Philips pærerne og en glødepære, når der er sat skærm på lampen.

Philips pærerne er købt i Superbrugsen, og jeg er meget glad for dem.

  • 1
  • 1

Efter min mening er problemet her lampedesign. LED-belysning giver nogle helt anderledes muligheder for design af lamper hvor man kan styre lysfordelingen mere direkte. F.eks. kunne man forestille sig et net af LED'er i loftet der skaber en pænt fordelt belysning lige hvor man sidder og læser eller står og arbejder.

Det er kun fordi der allerede er så mange eksisterende lamper ude i folks hjem at vi stadig tænker på at skulle købe LED'er i en pæreform hvor teknologien stadig har nogle begrænsninger. Hvis PH havde levet i dag, havde han ikke lavet lamper med pærer i - det tror jeg i hvert fald ikke. :)

  • 4
  • 0

Med de kendte CFL pærer har jeg oplevet, at de kan få visse farvepigmenter til at fluorisere med et grønligt skær - en effekt der i givet fald er voldsomst med en slidt kold CFL pære, men også tydelig med en helt ny og gennemvarm af mærket Philips med den mest gængse farvemarkering 829 (Ra >80, 2900 K farvetemperatur)

  • 1
  • 0

Jeg tror, du har helt ret. Lampedesign er en væsentlig faktor. Med LED behøver man jo slet ikke gøre det muligt, at komme til at skifte pæren i lampen. Den kan være indbygget, da de alligevel holder "for evigt".

Man kan sagtens forestille sig, at LED-pærer vil føre til et højere energiforbrug, hvis folk vælger at have mere lys end i "gamle dage". Det er sket tidligere, når lysteknologien er blevet forbedret. Se fx http://www.economist.com/node/16886228

  • 0
  • 1

Det er jo interessant nok at der begynder at komme gode LED-pærer, selv bruger jeg sparepærer, kommer nok ikke foreløbigt til at skifte til LED - i hvert fald ikke før jeg ikke har flere sparepærer, så må vi se. Artiklen skriver om lamper - men det er jo altså pærer som er emnet...... ;-)

  • 0
  • 1

Det er helt korrekt, at mange af de lamper vi har i vores hjem og som vi nu køber "LED pærre" til slet ikke ville være designet som de er hvis LED´en var opfundet, da de blev designet..

LED har jo den ret fantastiske fordel, at den fra starten kaster lyset ud i en kegle omkring 120 grader, så man i mange tilfælde næsten kan undgå at bruge reflektore, når man skal rette lyset ind i en bestemt retning..! I modsætning til en glødepærre, der sender det i alle retninger..!

Hvis man designer lampen direkte til "permanente" LED, så har man mulighed for at placere dioderne decentralt rundt omkring i lampen og dermed bruge selve lampen som køleplade.. Godt for levetid og lysudbytte.!

Der findes allerede en del lamper på markedet med permanente dioder, men hovedsagelig i den billige ende, af skalaen.. og det må ses som en naturlig udvikling, at de noget dyre lamper fra etablerede lampefirmaer lader vente lidt på sig, da LED´en stadig har været i en udviklingsfase, hvor man ikke kunne garantere den levetid, lyskvalitet og udbytte, som man er nødt til at tilbyde kunden, hvis man beder ham betale kassen for en dyrt designet lampe i kvalitetsmaterialer, som han forventer at have i mange år.. !

Men udviklingen er godt i gang og de efterlyste lamper er på vej.. Arbejder selv med produkterne..

Klaus Lund

  • 0
  • 0

Re: Forbrugeren ...

Problemet er forbrugeren, der enten ikke selv betaler sin elregning (direkte) eller ser den langsigtede besparelse.  

Der er naturligvis eksempler som f.eks. kollegieværelser uden forbrugsafregning af strømmen. Men som langt overvejende hovedregel vil jeg hævde, at pærer og strøm normalt betales af samme part.

Tja man må jo heller ikke glemme de (overraskende) mange hjem og sommerhuse, der er el-opvarmede. Deres udbytte ved at bruge sparepærer er lille, for så skal de bare skrue mere op for elvarmen. Og en kWh er jo en kWh, ligegyldigt om den bliver til varme i en glødepære eller i en elradiator (hvis man negligerer den lille del af effekten, der undslipper huset som lys gennem vinduerne).

  • 0
  • 0