LED: Strømforsyningen står af længe før pærerne
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Teknologiens Mediehus kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

LED: Strømforsyningen står af længe før pærerne

Den gode nyhed først: LED-lys er et godt alternativ til glødepærer, både hvad angår lyskvalitet og energiforbrug. For at retfærdiggøre en højere stykpris, designes lyskilderne til en levetid på 50.000 timer

Og så den dårlige: Mange af dagens LED-pærer er forsynet med billige strømforsyninger med endnu billigere kondensatorer, som står af allerede efter 15.000 timer. Dermed falder både den økonomiske og energimæssige fordel ved LED-pæren til jorden.

Problemet er, at en LED-pære er et stykke forbruger­elektronik med halvledere og strømforsyning, der skal holde væsentlig længere tid end de fem-ti år, det meste andet elektronik designes til. Dertil kommer, at mange af de elektroniske strømforsyninger ikke kan leve op til CE-kravene om støj. Derfor må den danske producent af LED-pærer RGB Lamps tænke alternativt.

»Vi har undersøgt markedet. Det kan ikke lade sig gøre at købe en strømforsyning, der kan holde 50.000 timer, og som også kan bygges ind i pæren. Så nu vi laver dem selv,« siger udviklingschef Dan ­Friis fra RGB Lamps.

RGB Lamps har fået patent på en teknik, der bl.a. anvender en nyudviklet strømforsyning uden transformator eller støjende komponenter. Teknikken er efter sigende meget driftssikker, og resultatet er levetider, der overgår lysdioderne. Denne strømforsyning kombineres så igen med en seriekobling af dioderne, der yderligere bidrager til at reducere det samlede tab.

Tror på seriekoblede dioder

»Tabet i vores strømforsyning er typisk på under fem procent, og det er vigtigt, da strømforsyningstabet betyder en del i det samlede energiregnskab. Mange producenter opgiver bare effekten på dioderne og "glemmer" strømforsyningens energiforbrug,« forklarer Dan Friis.

Seriekoblingen har ydermere den fordel, at man kommer uden om de parallelkoblede lavvolts-løsningers tendens til at tage livet af dioderne. Tolerancerne på masseproducerede lysdioder er så brede, at der er stor forskel i spændingsfaldet over de mest anvendte dioder. Det medfører i parallelkoblingen en højere belastning af enkelte dioder, og når de står af, vokser problemet.

Men problemerne stopper ikke her. For lodningerne har det også med at stå af efter en årrække. Ifølge Dan Friis er der ikke ret meget sparet ved ikke at tænke sig om og gå efter den lange levetid - det skulle da lige være et vigende salg, når først markedet er mættet.

Hos firmaet Ulveco i Hadsund, der laver transformatorer, ser man forsigtigt optimistisk på markedet for LED-strømforsyninger.

»LED-markedet er relativt ungt, men vi ser tegn på, at det store skred snart kommer. Når først autoindustrien har taget teknologien helhjertet til sig, så er vi oppe i interessante volumener,« siger direktør Ole Bressendorf fra Ulveco, der dog erklærer, at det i givet fald vil blive en meget langsigtet investering.

»Vi har endnu ikke kigget konkret på, hvad der teknologisk skal til for at give strømforsyningerne den lange levetid, men vi overvejer det positivt,« fortsætter han.

Decentral strømforsyning

En af lysbranchens store aktører, Osram, bekræfter, at strømforsyningen giver udviklerne af LED-belysning hovedbrud.

»Størrelsen er et problem, hvis strømforsyningen skal bygges ind i armaturet. Vi arbejder på, at gøre dem mindre, men meget af den udvikling er jo et spørgsmål om udviklingen i komponentindustrien,« siger produktchef Jørn Brinkmann.

En mulig løsning er at tænke alternativt rent installa­tionsmæssigt - at gå over til en mere decentral strømforsyning væk fra selve armaturet. Den problematik vil en kommende EU-standard for LED-belysning også tage op.

Problemet med lav holdbarhed på strømforsyningen affejer Jørn Brinkmann med, at det er et spørgsmål om at vælge ordentlige komponenter.

»Osrams LED-pærer er designet til en levetid på 50.000 timer, så selvfølgelig holder strømforsyningen mindst lige så længe,« siger han.

Endelig mener Jørn Brinkmann, at forudsætningen for LED-belysnings succes er mere intelligente pærer, hvor lyskildens egenskaber kan justeres og tilpasses omgivelserne.

»Det stiller naturligvis også ekstra krav til transformerne, der ligeledes skal være intelligente. Det arbejder vi på.«

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Fremtiden for lysdioder er ikke at bygge dem ind i noget der kan bruges i stedet for gammeldags glødepærer.Med lysdioder får designere af lamper en frihed de ikke har haft før. Lamperne behøver ikke at designes så pæren kan udskiftes og lysdioderne temperatur er væsentligt lavere end englødepærerens.Placeringen af strømforsyningen kan så ske hvor der er plads til den, ikke nødvendigvis lige ved siden af lysdioden.Osram / Sylvania har allerede udviklingen igang http://www.sylvania.com/content/display.sc... er en rivende udvikling af kraftige hvide lysdioder igang i øjeblikket, næsten hver måned annonceres der at et firma har lavet den kraftigste lysdiode, en lysdiode med bedre farvegengivelse eller hvad man nu har fundet på i den måned."hvide"lysdioder med et blåligt skær er noget der i dag hører fortiden til. Mange hvide lysdioder fremstilles ved at en blå/ultraviolet lysdiode belyser den samme slags fosfor som bruges i lysstofrør. Det har hidtil været umuligt at fremstille en lysdiode hvor al lyset lå i det ultraviolette spektrum. Sidste måned annoncerede MOXtronics at de havde lavet den første lysdiode med en bølgelængde på 200nm, hvilket er langt inde i det ultraviolette. de forudser et gennembrud for rene hvide kraftige lysdioder indenfor de næste 3 år. 

  • 0
  • 0

Lysdioderne er nok ikke begrænsningen for levetiden af LED-lamper, men strømforsyningen kan være det, når der tændes og slukkes hyppigt.Lavenergipærer holder ikke længe; glødelamper er ok, men kultrådspæren er den eneste der har holdt i 10 år!Anvendelsen er udendørslys med bevægeføler.Så det konkrete spørgsmål er: Kan man forvente, at levetiden for LED-pærer vil være bedre end f.eks. lavenergipærer i denne anvendelse? 

  • 0
  • 0

Levetiden af LEDs har to primære begrænsninger:Faststoffysik i chippen, primært hvis de bliver for varme.For hvide leds: det fosforiserende stof "brænder ud", ligesom det gør for lysstofrør og sparepærer. For masser af info om LEDs til belysning, check Luxeons hjemmeside.Poul-Henning

  • 0
  • 0

Både lysdioder, og lavenergirør, er ligeglade med tænd/sluk. I lavenergirør, ser ikke - som i normale lysstofrør - en "varmeledning", som slides ved tænd og sluk. I stedet tilføres lampen HF-energi, og det fører automatisk til varme. I starten vil pæren dog ikke kunne lyse kraftigt, før at driftstemperaturen nås. Man kan dog kompensere, ved større strømme i starten - men jeg tror ikke det betyder væsentligt kortere levetid.

Det som er problemet, er normalt elektronikken. Lavenergipærer, lysdiodelamper, osv. er ofte forsynet med elektronik, der skal forsyne dem med konstant spænding/strøm. Dette er en mindre switch-mode forsyning, og dens ulempe er, at den indeholder en lyt på primærsiden. Opladning og afladning af denne lyt, sker oftest med stor strøm, når der tændes, og specielt hvis en evt. NTC modstand er varm, er levetiden kort. Den store strøm, kan brænde ensretterne af, eller give dem eller lytten dårligere levetid.

Uanset, om du bruger LED lamper, eller lavenergirør, er det strømforsyningen, som sætter lampernes levetid. Lavenergirør, og samme med LED'er, vil typisk få ringere lysudsendelse som funktion af alder, og det kan ofte ses direkte på lavenergirøret.

  • 0
  • 0

> I lavenergirør, ser ikke - som i normale lysstofrør - en "varmeledning", som slides ved tænd og sluk. < Jeg tror dette var for upræcist forklaret... Det er nok bedre, at kalde varmeledningen glødetråd, som er korrekt.

Der er i lavenergipærer ingen glødetråd, som opvarmer dem ved start.

Udover tænd/sluk, betyder varmen en del for visse komponenters levetid.

  • 0
  • 0