Lean banker Odense Hospitals ventetider i bund

20. september 2007 kl. 21:00
Op mod 450.000 flere patienter kan behandles til samme pris ved at indføre produktionsværktøjet lean. I Odense er ventetiden på galdestensundersøgelse skåret ned fra 22 til 8 uger.
Artiklen er ældre end 30 dage

I løbet af få måneder er ventetiden på at få undersøgt maven for galdesten med ultralyd faldet fra 22 til 8 uger på Odense Universitetshospital. Redskabet til den markante udvikling er produktionsværktøjet lean, der har hjulpet til at fjerne spildtid i patientforløbet.

Dermed demonstrerer afdelingen i Odense, at det faktisk er muligt for danske hospitaler at skære toppen af ventelisterne uden at bruge flere hænder eller flere penge.

"I tre pilotprojekter har vi allerede vist, at lean kan øge produktiviteten og skære ventelisterne ned. Den effekt vil vi også kunne se på resten af hospitalet i løbet af nogle år," siger hospitalsdirektør i Odense, Jens Otto Jeppesen.

Han vil nu skabe Danmarks første lean-hospital, der infører produktionsprincipperne i alle 52 afdelinger.

Artiklen fortsætter efter annoncen

En række eksperter peger på, at produktionsværktøjet kan skære markant i ventelisterne i hele landet. Konsulentfirmaerne Valcon og Implement vurderer, at de danske hospitaler kan øge produktiviteten med 10-20 pct., ved hjælp af lean - også kendt som Toyotametoden.

Det svarer til, at op mod 450.000 flere danskere årligt kan blive behandlet på sygehusene til samme pris med de samme hænder. Sidste år blev 2.244.000 danskere behandlet på sygehusene.

Institutleder Karl Brian Nielsen fra Aalborg Universitets Institut for Produktion er enig i, at produktiviteten kan forbedres med 15-20 pct.

"Lean kan øge antallet af behandlinger betragteligt. Men det vil kræve en decideret holdningsændring blandt personalegrupper og sygehusledelser, hvis det skal slå igennem i hele hospitalssystemet," siger han, og henviser til, at hospitaler er skarpt opdelt inden for fagområder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Når patienter skal på tværs af afdelinger, opstår der ofte flaskehalse og ventetid. Derfor kan man frigøre meget spildtid ved at kigge på hele patientforløbet.

Danske Regioner anslår, at samtlige danske hospitaler har mindst to lean-projekter i gang. Problemet er, at det ofte er enkeltforløb på enkelte afdelinger.

Sundhedsøkonom på Syddansk Universitet, Kjeld Møller Pedersen, slår derfor fast, at sygehusene nu må i gang med at bruge lean-metoden bredt. Især fordi der ikke umiddelbart er andre løsninger på sundhedsvæsnets altoverskyggende problem, nemlig at der fremover vil være færre hænder til at behandle flere patienter.

"Sygehusledelserne må tage initiativet. Lean er i virkeligheden bare sund fornuft sat i system, men jeg er ikke i tvivl om, det er en metode, der kan få stor betydning," siger Kjeld Møller Pedersen.

Han finder det afgørende, at det er de forskellige personalegrupper, der udpeger spild og uhensigtsmæssige arbejdsgange, som skal forbedres.

"Ledelsen skal sørge for, at projekterne bliver drevet af medarbejderne, der har erfaringen fra afdelingerne. Det er helt afgørende for, om Lean bliver en succes på hospitalerne," siger han.

Ingen kommentarer endnu.  Start debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger