Lean-afløser? Toyota giver medarbejderne hvidt, grønt og sort bælte

Toyota, der opfandt produktionsfilosofien Lean, har taget helt nye metoder i brug for at sikre, at kvaliteten af bilerne, der bliver solgt under luksusmærket Lexus, er den højeste i verden.

Ifølge Toyota er de 2.700 sublime håndværkere på Lexus-fabrikken i Tahara hemmeligheden bag den høje kvalitet, skriver nyhedsbureauet Associated Press.

For udover at alle bilernes mindste detaljer bliver tjekket af kameraer på robotarme, bliver alle hjørner og kurver også undersøgt nøje af yderst trænede menneskeøjne.

Træner øjne, fingre og hjerne

Fabrikken har undervisningslokaler, hvor arbejderne trænes i alt fra at skrue bolte ordentlig fast til at sætte dele på plads i bilerne så præcist som en akupunktør.

Arbejderne træner desuden deres fingerfærdighed, og øjnene holdes i form ved at lægge små tokens i næsten ens farvenuancer op i rækkefølge. Derudover får medarbejderne undervisning i Lexus-konceptet og bliver holdt i fysisk form, så de kan klare jobbet.

Ligesom med judobælter kan arbejderne stige i graderne. Det gør de ved at tage tests, ofte direkte ved samlebåndet.

1.800 arbejdere er stadig på det laveste trin, 600 på det andet, mens 300 arbejdere er nået op på det øverste trin, hvor de hver fjerde måned bliver testet i produktionsteknik for at sikre, at de ikke er faldet af på den.

Mentaliteten er afgørende

Roden til kvalitetsproduktion er at vedligeholde arbejdernes fortrin, da det er essentielt for banebrydende ingeniørkunst, forklarer lederen af fabrikken, Takahiro Iwase.

»Der kan ikke laves en manual om, hvordan man mestrer Lexus-produktionsmetoderne. Den eneste måde er at opbygge den rigtige mentalitet,« siger han til Associated Press.

På fabrikken hænger der skilte, der forklarer, at kvindelige arbejdere ikke må bruge for meget makeup, og andre store skilte hænger ned fra loftet med teksten: "Gode produkter; gode tanker."

Toyota, der er kendt for kvaliteten af sin bilproduktionen, overtog tidligere i år for første gang nogensinde positionen som verdens største bilproducent.