Lavprisrobot løber med førstepræmien i Amazons robotkonkurrence
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du både vores brugerbetingelser og at Mediehuset Ingeniøren og IDA group ind i mellem kontakter dig angående events, analyser, nyheder, tilbud etc. via telefon, SMS og e-mail. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Lavprisrobot løber med førstepræmien i Amazons robotkonkurrence

Cartman, Amazon Robotics Challenge
Vinderholdet fra Australian Centre for Robotic Vision med Cartman-robotten, der tog førstepræmien ved Amazon Robotics Challenge 2017. Holdet består af ingeniører og studerende fra en række australske universiteter. Foto: QUT Media

Navnet Cartman har de fleste indtil nu nok forbundet med den iltre, præpubertære tegneseriefigur Eric Cartman fra South Park. Men fremover vil Cartman i robotkredse muligvis blive kendt for at være robotten, der demonstrerede en alternativ tilgang til bin-picking.

I hvert fald vandt Cartman, en robot udviklet af Australian Centre for Robotic Vision (ACRV), den såkaldte Amazon Robotics Challenge, som blev afholdt i Nagoya i Japan over fire dage i slutningen af juli.

Efter ellers at have indtaget en beskeden femteplads inden tredje og afgørende runde plukkede Cartman-robotten sig fra konkurrenterne og løb med førstepræmien for at have plukket og håndteret flest mulige korrekte emner på kortest mulig tid.

Robot med kartesisk design

Teknologien og tankerne bag den australske robot er interessant af flere årsager. For det første er der designet. I modsætning til flere af de andre friarmsrobotter i konkurrencen er Cartman bygget ud fra det, som vinderholdet selv kalder et kartesisk design – altså inspireret af det kartesiske koordinatsystem.

Det vil sige en form for traversrobot, der arbejder i tre akser – ligesom man kender det fra portalkraner og gantry-robotter. For enden af robotten sidder to gribere i form af en sugekop og en pincet-lignende anordning.

Materialepris: 150.000 kroner

»Robotten fungerer ligesom en 3D-printer-mekanisme, hvor robotten bevæger sig baglæns og forlæns samt op og ned. Det giver et mere præcist og simpelt system,« forklarer professor Jonathan Roberts til BBC.

For det andet er Cartman – i hvert fald ifølge de australske deltagere selv – sandsynligvis en af de billigste robotter i konkurrencen, idet materialeudgifterne løb op i godt og vel 152.000 danske kroner.

Hertil kommer dog de anslået 15.000 mandetimer – svarende til lige knap otte årsværk – som det australske team bestående af ingeniører fra en række australske universiteter har postet i udviklingen af Cartman.

Her er en kort video leveret af Queensland University of Technology af robotten i funktion:

30 minutters forberedelse

Amazon Robotics Challenge blev i år afholdt i Nagoya i Japan, og det er tredje gang, den afvikles siden 2015. Konkurrencen bestod af tre heat:

I første runde skulle robotterne udvælge og plukke udvalgte emner fra en blandet kasse og placere emnerne i en forsendelseskasse. I anden runde skulle robotterne plukke udvalgte emner ud af en container og placere dem på et lager, mens tredje runde var en kombination af de første to heat – det vil sige, at alle emner skulle først placeres på et lager og så efterfølgende placeres i forskellige leveringskasser.

Halvdelen af emnerne fik deltagerholdene information om på forhånd – de resterende fik robotterne kun 30 minutter til at affotografere og øve sig på, inden konkurrencen gik i gang.

I alt 16 hold fra ti lande havde taget turen til Japan.

En svær nød at knække

Robotkonkurrencen skal ses som et led i Amazons ønske om at udvikle nye teknologier inden for såkaldt bin-picking – altså hvor en robot skal kunne fiske vilkårlige emner op af en kasse, selvom emnerne ligger hulter til bulter.

Amazon bruger i dag robotter til at transportere millioner af varer rundt i sine højt digitaliserede varehuse, men man er stadig afhængig af mennesker til at pakke kasserne med varer – det er her, Amazon ønsker at bringe mulige robotløsninger i spil.

Bin-picking har længe været en af de nødder, der har vist sig sværest at knække for robotindustrien, blandt andet fordi det stiller store kvalitetskrav til det vision-system, som skal ‘se’ og identificere emnerne.

Herhjemme arbejder blandt andre Scape Technologies og Teknologisk Institut på at udvikle løsninger til fuldautomatisk bin-picking.

Kommentarer (1)

Kejserens nye klæder ?
Da jeg var barn havde en hver tivoli med respekt med for sig selv en ligende maskine ( hed det dengang ;o) Den kunne med lidt held opsamle ting med forskellige former.
Kan se man er kommet rigtig laaaaaaangt siden da, nu kaldes det en robot ;o)

  • 1
  • 1