Lavpriskamera med indbygget sjov
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Teknologiens Mediehus kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Lavpriskamera med indbygget sjov

Trust familycam 310 er et udpræget lavprisprodukt som på en usædvanlig måde samler en række anvendelsesmuligheder i et lille kompakt plastickabinet på 143 gram. Kameraets muligheder er dog mest for sjov - men alligevel et glimt af den fremtid, hvor videoklip og lydoptagelser på Internettet bliver en realitet for de mange.

Det koster 1.153 kroner, det kan ligge i den hule hånd og oser langt væk af tynd plastic og skrøbelig mekanik. Alligevel rummer det nye lavpriskamera fra Trust en række muligheder, som de fleste umiddelbart ville forbinde med high-end teknologi fra Sony eller andre topnavne.

Bag plasticsvøbet og den billige CMOS-billedchip i Trust-kameraet, gemmer der sig en række muntre og nemme funktioner, som gør det muligt at optage Internet-egnede videoklip af påskefrokosten og børnene i sneen.

Installationen under Windows 2000 og XP er nem og hurtig. Det medfølgende arsenal af programmer er fornuftigt og meget fyldigt til prisen. Det gør det nemt både at klippe sine egne småvideoer og sætte hjemmets kreative småsjæle i gang med at lave animationer bestående af stillbilleder.

Babyblå brugerflade med pling i

Brugergrænsefladen gør det muligt at overføre de op til 2.000 stillbilleder eller 3 minutter og 20 sekunders video, som den indbyggede 16 MB hukommelse kan rumme. Det er også muligt at lave videosekvenser, når kameraet er forbundet via USB-stikket, hvor det kun er pc'ens harddisk der sætter grænsen for længden. Billede- og videomateriale kan organiseres i album, og det er nemt at kommandere programmet til at sende de indhøstede foto pr. e-mail.

Brugere, der gerne vil overføre materiale fra kameraet uden at skulle konfronteres med den babyblå programsuite kan med fordel anvende kameraets Twain-interface til andre programmer. Det er godt og velfungerende.

Selve brugen af kameraet er temmelig simpel. Efter få prøveture, er man fortrolig med omskiftningen mellem kameraets forskellige funktioner, selvom det indbyggede display er usædvanligt lille og med stærkt begrænsede funktioner, som kræver høgeøjne at aflæse. Objektivet kan omskiftes til en makrofunktion, som giver skarpe detaljer i billedet ned til omkring 10 centimeter.
Billedkvaliteten ligner på ingen måde den, der kendes fra dyrere digitalkameraer, men lysfølsomheden og den indbyggede lysmåler gør det muligt at tage rimelige foto ved almindelig belysning indendørs.

Plasticspejl for egomaner
For fotografer med trang til at knipse sig selv, har kameraet en ægte lavteknologisk feature: Et lille rektangulært område under objektivet er forchromet og spejler således motivet, når man ser kameraet forfra.

Det er skuffende og ulogisk, at den indbyggede mikrofon kun virker ved optagelser som stand-alone kamera. Hverken ved videostreaming som webkamera eller ved videofangst, når kameraet er tilsluttet via USB, er det muligt at aktivere mikrofonen.

Samlet set er der tale om et produkt, som på trods af sine stærke discounttræk er ualmindeligt sjovt og nemt at anvende. Kvaliteten af det meste medfølgende software er særdeles glimrende, og pakken giver i forhold til sin lave pris masser af oplevelser for den glade fotoamatør, som vil snuse til de digitale muligheder. I den sammenhæng er det bemærkelsesværdigt at den nemme betjening og de sjove lavteknologiske bud på funktionalitet dukker først op i et ganske billigt produkt og ikke, som det er vanligt, lanceres i topmodeller for senere at sive ned i den overkommelige ende.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først