Lavere grænseværdier er en kamp fra hus til hus
Langt de fleste grænseværdier for pesticider, kemikalier og andre stoffer laves i EU-regi. Og her foregår en indædt kamp mellem politikere, der vil have grænseværdierne ned på den ene side, og industrien på den anden side.
Ifølge Christel Schaldemose, der er medlem af Europa-Parlamentets miljøudvalg og næstformand for socialdemokraterne i EU, står de industriorienterede stærkt i den kamp. De har nemlig også både forskere og tal – og begge dele i rigt mål.
»Vi ser det med hormonforstyrrende stoffer, vi ser det med tungmetaller, og vi ser det med kombinationseffekter. Så længe der er så mange forskere, der bliver brugt af industrien, så er det svært at få flyttet grænseværdierne i den takt, der er brug for,« siger hun og bakkes op af medlem af Europa-Parlamentet Rina Ronja Kari fra Folkebevægelsen mod EU:
»Jeg er noget pessimistisk i forhold til at få vedtaget lavere grænseværdier i EU. Det har tidligere været meget vanskeligt at opnå gode resultater på det område, og det ser ikke umiddelbart bedre ud med den nye sammensætning af parlamentet.«
Krav om konkrete tal
Et andet stort bump på vejen mod at få nedsat grænseværdierne generelt er også, at der i udgangspunktet vil kræves konkret viden om, hvilket stof der på grund af hvilket gen vil gøre hvor meget mere skade. En generel viden om, at en gruppe mennesker reagerer stærkere på en række stoffer, er sandsynligvis ikke nok.
Når man skal fastlægge grænseværdier for en lang række kemikalier, bruger man i mange tilfælde en metode, der ikke har ændret sig, siden stofferne blev underlagt en godkendelsesordning. Skarpt ridset op finder man ud fra dyreforsøg den laveste dosis af et givent stof, der giver en skadelig effekt hos dyret. Derefter dividerer man den dosis med ti fra dyr til menneske og igen med ti for at tage højde for menneskers forskellighed.
Og det er i dette regnestykke, den ekstra faktor ti, som forskere nu ønsker for at tage højde for ny viden om genmutationers påvirkning af menneskers følsomhed, skal sættes ind.
Op ad bakke
Ulla Hass er forskningsleder på DTU Fødevareinstituttets Afdeling for Toksikologi og Risikovurdering. Og hun har tidligere prøvet at få indført en ekstra faktor ti for alle pesticider for at tage højde for kombinationseffekter. Det kom hun ikke igennem med.
Hun forudser ligesom politikerne, at det vil være op ad bakke at få sænket grænserne generelt:
»Det er et meget stort og meget tungt maskineri at få lavet noget om i, men det skal jo ikke forhindre nogen i at arbejde for det, hvis der er brug for det. Det er jo i sidste ende en politisk beslutning om, hvor meget man vil beskytte mennesker,« siger hun og tilføjer, at den nye viden om gener er en oplagt anledning til at revurdere grænseværdierne og den måde, man fastsætter dem på.
»Ud over genetikken har mennesker jo vidt forskellige livsstile, og hvad der sker med os, afhænger af mange forskellige ting. Så man kan godt rejse spørgsmålet, om denne her faktor ti er nok til at dække det hele,« siger hun.
Med hensyn til grænseværdien for kviksølv læner EU sig op ad WHO, og Fødevareminister Dan Jørgensen har for nylig meldt ud, at han vil bede EU om at revurdere den. For langt de fleste phthalater er der ingen grænseværdier, og Danmark blev for nylig underkendt, da man lokalt forsøgte at forbyde fire af dem.
Miljøstyrelsen fastlægger få grænseværdier i forhold til personer, der arbejder med pesticider. Styrelsen oplyser, at man vil kigge på det, hvis der forelægger konkret viden om det enkelte pesticid.
