Laserstråle på taget leverer data til Googles selvkørende bil

En grydeformet roterende aluminiumstingest på taget fortæller klart og tydeligt, at den bil, man står ved, er noget helt særligt. Ikke bare en almindelig Toyota Prius.

Derfor var der heller ingen tvivl for deltagerne på Singularity University i Silicon Valley, da foredragsholderen Brad Templeton, der er kendt som formand for rettighedsorganisationen Electronic Frontier Foundation, afbrød sin vurdering af fremtidens store computernetværk og bad deltagerne gå udenfor et øjeblik. Det gjorde de. Hurtigt.

For dér holdt Googles selvkørende bil, som mange har hørt om, men få rørt ved.

Læs også: Se ind i Googles selvkørende bil

»Sådan får transport også fordele af Moores lov,« lød følgebemærkningen fra Brad Templeton.

Pointen med Google-bilen er at demonstrere, at også langt uden for computernes verden bør indholdet af computerintelligens i produkterne vokse i takt med, at computerkraft bliver billigere. Nu så billigt, at den selvstyrende bil kan bygges.

Skærm på passagersæde viser, hvad bilen ser

Det mest iøjnefaldende ved bilen er en grydeformet tingest på taget. Der er tale om en såkaldt Lidar, en optisk sensor, som måler afstand til objekter omkring bilen. På bilens forende er en anden afstandssensor og på bilens ene baghjul en positionssensor.

Disse sensorer indsamler data om bilens position og aktuelle omgivelser i et computersystem i bilens bagagerum. De tilstedeværende måtte ikke fotografere ned i bagagerummet. Men det var ganske normal pc-hardware, man kunne se. Det hele forbundet i typisk prototypestil med kabler, bøjler og ledninger over det hele.

Det absolut mest spændende er skærmen ved passagersædet. På den kan man se, hvad bilens system ser, repræsenteret ved et forsimplet, farvekodet billede. (se galleri).

Bilen kører rundt i en 3D-model af verden, som dels bygger på Googles eksisterende kortdata suppleret med satellitbilleder og med data optaget under gennemkørsel af ruterne. Brad Templeton forklarede, at der kræves to gennemkørsler for at få data nok om en ny rute, og at der foregår et manuelt gennemsyn af kortdata og 3D-modeller, før hver ny vej kan aktiveres i bilen.