Laserlys og OLED skal gøre billygter intelligente
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Laserlys og OLED skal gøre billygter intelligente

INGOLSTADT: Jeg skubber pinden til langt lys frem. Et lille ‘A’ for ‘Auto’ dukker op ved siden af det blå langt lys-signal. Egentlig er det paradoksalt, at en så ‘lille’ ting har kostet Audi millioner af euro.

Det er mørkt, og testruten ligger langt ude på landet. Alligevel er der trafik, og da der kommer en modkørende bil, finder jeg ud af, hvad Audi har fået ud sine investeringer i lysteknologi.

Helt automatisk sørger bilens Matrix LED-lys for, at den modkørende ikke bliver blændet. Der sidder 12 LED-dioder i hver forlygte på min nye Audi TT-testbil, og det lange lys tændes automatisk over 30 km/h. Med et infrarødt kamera holder systemet øje med biler på afstande mellem 65 og 250 meter.

I takt med at den modkørende kommer nærmere, kan bilen med 50 trin nedtone de individuelle LED-dioder, så medtrafikanten ikke blændes eller generes. Inden for de 50 trin er systemet i stand til at bedømme, om den modkørende er en Fiat 500 eller en Volvo-lastbil og afpasse lyset hertil.

Til gengæld har systemet, der scanner vejen, sin begrænsning, når man kører op ad bakke, og vejen samtidig drejer. Da kan en modkørende pludselig dukke op i svinget på kortere afstand end de 65 meter, og så vil systemet ikke kunne nå at blænde ned.

En anden hage ved systemet er prisen, der ligger på den forkerte side af 50.000 kroner.

Konkurrenten BMW har også udviklet intelligent LED-lys, men systemerne adskiller sig ved, at BMW’s LED-lys drejes væk fra modkørende biler, hvor Audis system blænder gradvist ned.

Laserlys sender beskeder

LED-dioder er dog kun første trin mod en ny og oplyst bilindustri. Det ser man, da Michael Hamm, som er leder af Audis lys-division, tilbage på fabrikken tænder lyset på en parkeret bil:

»Audi vil bruge laser til fjernlys på R8 og flere andre modeller i nær fremtid, fordi lyset er koncentreret og kan række 500 meter frem,« fortæller han.

Bilen er udstyret med laserlys til langt lys for at demonstrere forskellen på dét og LED. Godt 100 meter fremme står en papfigur, som man kun ser med laserlys. Det skyldes, at laserstrålen i højere grad end LED-lyset kan koncentreres, uanset om det er på afstande af 100 meter eller 400 meter.

En laserstråle på 0,3 millimeter brydes af en fosforplade, der ikke er meget større end et knappenåls­hoved, og som gør laserstrålen uskadelig for det menneskelige øje. Farvetemperaturen ligger på 5.000 kelvin, hvilket svarer til dagslys.

Lysende informationer på vejen

Flere andre producenter, herunder Opel, Toyota og Nissan, har også systemer, der automatisk blænder ned for modkørende, når man kører med langt lys. Men dér hvor lasersystemet for alvor ser ud til at kunne løfte køreoplevelsen, ud over ‘blot’ at være lys, er ved de informationer, som lyset faktisk kan levere.

På en virtuel skærm nede i den enorme testkælder er Audi ved at udvikle et system, som virksomheden selv kalder ‘aktiv banemarkering’. Ved hjælp af hundredevis af små spejle i lygtehuset kan laserstrålen optegne en linje i højre side af vejen.

Samtidig kan lyssystemet integreres med bilens data, så man i tilfælde af et vejarbejde med smalle veje får to striber vist på vejen, som viser bilens bredde.

»Den del af systemet er selvfølgelig noget, der skal undergå lovgivning i forhold til, hvad man i fremtiden må bruge lys på biler til. Men Audi vil gerne forsøge at tænke i især laserlys,« forklarer Michael Hamm.

På sigt er det også Audis inten­tion, at laserlyset skal levere information til omgivelserne, eksempelvis tågelys. Her vil en laser kunne lave en trekant på vejbanen, der fortæller den bagvedkørende, hvad den korrekte bremselængde er ved en given hastighed. Laser-forlys vil tilsvarende kunne sende beskeder ned til fodgængere om ‘stop’ eller ‘o.k., gå’, hvis man holder ved en fodgængerovergang.

Fladskærmsteknologi til baglygter

Den sydtyske bilproducent vil dog også bringe endnu en teknologi i spil, OLED. De organiske lysdioder er kendt fra fladskærms-tv og aktiveres med en katode i den ene side og en anode i den anden. Dermed får spændingen molekylerne i det organiske materiale til at frigive fotoner, som så får pladen til at lyse.

Cesar Muntada Roura, der er leder af Audis division for ekstern belysning, erkender, at OLED-teknologien primært testes af Audi af æstetiske grunde.

»OLED-pladerne kan bøjes, hvilket åbner op for nye måder at forme baglyset i vores modeller på. Vi kan lege med formerne og gøre bilerne mere dynamiske at kigge på. Men det er selvfølgelig mest for udtrykkets skyld,« fortæller han.

Audi vil også gøre kabinelyset mere smart, hvis man har parkeret inde i byen, hvor der er masser af cyklister. Åbner man døren, mens en cykel passerer, vil hele døren lyse og blinke rødt.

I Jaguar Land Rover-koncernen arbejder man dog allerede på noget tilsvarende, hvor døren ganske enkelt vil blive låst, hvis man er ved at åbne op i en cyklist.

Audi måtte i 2014 også se sig slået af konkurrenten BMW i8, der som den første serieproducerede bil i verden kunne tilbyde laserlys som ekstraudstyr.

Ingeniøren var inviteret til Ingolstadt af Audi.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Når AUDI er i gang, kan de så ikke indrette deres biler så bilisten husker at bruge blinklyset. Det kniber gevaldigt

  • 12
  • 0

Jeg har kørt i en A6 med matrix lys et par gange, og systemet er langt fra ufejlbarligt, specielt hvis den modkørende har blændet ned i god tid. Efter selv at have prøvet det, har jeg lagt mærke til hvor dovne billister bliver af den slags systemer. Heldigvis har jeg ret kraftige fjernlys til at vække dem, men modkørende med automatiske fjernlys holder ikke øje med om lyset nu også virker.

Jeg har selv opgivet mine automatiske forlygter, da det var meget ofte at det alligevel ikke fungerede.

  • 1
  • 0

Hvor er det trist gentagne gange her på siden at læse om 'intelligente' apparater. De er højst 'smarte'. Er udtrykket opstået fordi man fejloversætter fra det engelske 'smart'.
Kan en elmåler nogensinde blive intelligent? Nej siger jeg.
Jan

  • 11
  • 1

Hej. Det er nok lidt off-topic - men måske der alligevel er nogen der kan svare på det. På de nyere modeller fra Hyundai f.eks. i30, er der nogle lygter nederst som så vidt jeg kan forstå er tågelys. De ligger i en buet linie og består af en række lyspunkter med hvidt lys - og ser ret smart ud. Jeg har selv sådan en bil. Men jeg ser en del andre Hyundai folk, der kører med dette lys og ikke med forlygterne. Skal forlygterne ikke altid være tændt?? Og det vil sige er det lovligt kun at have tågelygterne tændt?

Når man starter bilen og ikke skifter lys-indstilling, så er det disse nederste lygter der er tændt. Man skal dreje lysindstillingen to gange for at tænde for forlygterne, hvilket jeg altid gør. Jeg har ikke fundet ud af endnu, hvordan man kan have forlygterne og tågelygterne tændt på samme tid - noget som man vel skal i tilfælde af tåge(?) Men måske er der forskel på at køre i dagslys og om aftenen - måske må man i dagslys godt køre med kun disse nederste lygter??

  • 0
  • 0

Køretøjers indretning og udstyr §4 stk. 9, 3: "De (tågelys) må kun kunne tændes, når positionslyset er tændt. Tågelygter må kun anvendes, når udsynet er nedsat på grund af tåge eller lignende, og erstatter da brugen af nærlys." -Hvilket også er udmelding fra kørelærer.
- Dog står der også at tågelys skal ha' nogle af de samme egenskaber som kørerlys.
Det er jo et fedt, og bliver set gennem fingrene med, hvad der anvendes, det spare bare lidt brændtimer på kørelyset og ser lækker ud :)

  • 0
  • 0

Har ingen anelse :S
Der både LED og konventionel nederst og øverst, det nederste må være positionslys. Det som taxachauffører, audibillister og Brian gør er vel lidt en gråzone, men det er vel også lidt ligegyldigt paragrafrytteri så længe det ingen forskel gør for dem eller modkørende?

  • 0
  • 0

"Adaptiv lys" må være en mere præcis beskrivelse. Formålet er vel i bund og grund ikke andet end at give mere lys, uden af blænde den modkørende, når to biler passere hinanden. I princippet kunne man bare slukke den venstre lange lygte.

Inflation i regler. Der er efterhånden så mange varianter af lygter - at enten loven er blevet forældet eller også er der er noget galt, når bilerne bliver typegodkendt, selv om de klart ikke overholder reglerne. Visse modeller ligner efter hånden mere et juletræ end en bil i lovens forstand for at skille sig ud fra mængden.

Jeg synes, at det største problem er høj og bred belysning i højre side, for at se cykelister (uden lys) og gående (uden reflekser) - resten fungere fint. Men, da mit bil bilmærke fik den geniale ide at lave en variant af "tågelygter", som var asymmetriske, så dette problem blev løst - så faldt ideen pga at placeringen stadig gør at de i lovens forstand opfattes som "tåbelyger", selv om de faktisk laver noget helt andet.

Så i stedet for at tænke på trafiksikkerheden, så må jeg nu slukke dem, for ikke at få en bøde - for her er det også blevet vigtigere at der kommer dumme-bøde-kr. i statskassen end at man undgår at folk bliver kørt ned. Dette falder Audis matrix lygter sikkert også for.

  • 3
  • 1

Positionslys, nærlys, kørelys....... Forvirret. ;-) Når man kigger på Hyundai'en, http://www.hyundai.dk/i30-stationcar så er der vel 2 lygter i hver side: Tågelygter nederst og forlygter (evt. med statisk kurve lys som på min) øverst.
Ok så det en del Hyundai kørere gør, må de faktisk ikke?

Dine LED lys er KØRELYS. Kørelys kan anvendes udenfor lygtetændingstiden i stedet for nærlys. Tågelys kan i nogle tilfælde også anvendes som KØRELYS, såfremt du slukker dine forlygter (og dine tågelys er instillet korrekt). Så de går intet ulovligt - så længe de kun gør det om dagen.
Jeg kan forestille mig at lygterne automatisk skifter rundt til nærlys når dagslyset svinder hvis du ellers lader lygterne stå i Auto. Det er i hvert fald tilfældet på min (som ikke er en Hyundai) og mange andre moderne biler.

  • 0
  • 0

Nå ok - jeg troede at man altid skulle have forlygterne tændt (dvs. at forlygterne er kørelys som du kalder det, eller nærlys som man vel også kan kalde det). Nu siger du LED lys - jeg går ud fra du her snakker om tågelyset. "Tågelys kan i nogle tilfælde også anvendes som KØRELYS, såfremt du slukker dine forlygter..". Så vidt jeg kan se, kan jeg ikke have tågelyset og forlygterne tændt samtidigt, med de indstillingsmuligheder, der er for lyset. Jeg troede egentligt at man skulle have begge tændt samtidigt i tilfælde af tåge, for at have mest muligt lys. Jeg ved ikke om der er en autoindstilling - jeg tør ikke satse på det - vil hellere skifte manuelt.

Men det vil sige at i dagslys kan jeg egentligt godt lade den stå i den første position (tågelys) og når det er mørkt skifte til forlygterne.

  • 0
  • 0

@ Thorvald,

Bruger du nærlys eller fjernlys sammen med tågeforlygterne, modvirker du effekten og nyttevirkningen af tågeforlygterne, fordi du vil skabe en "lysmur" foran dig selv - og som faktisk blænder dig selv, fordi dele af nærlyset reflekteres af tågen ind mod dig selv.

Som det anføres af andre her, så kan man anvende tågeforlygter som kørelys uden for lygtetændingstiden (typisk i dagtimerne), men tågeforlygter må naturligvis ikke anvendes i lygtetændingstiden (typisk om aftenen/natten) fordi de da blænder alle andre trafikanter (dette må alle bilister simpelthen have iagttaget). Sidstnævnte er virkelig et problem og et irritationsmoment. (Særligt ses Peugeot med deres fumlede lygtevælgere åbenbart at være en stor udfordring for deres ejere i dén henseende, og så er der naturligvis alle dem, der bare synes, at det ser smart ud ...)

Det var sikkert en fejl, da man valgte at tillade bilister at bruge tågeforlygterne som kørelys, fordi alt for mange anvender dem forkert, hvilket er til gene for alle andre. Af samme grund anvender jeg altid nærlys som kørelygter.

  • 0
  • 0

Ok - så er det vist på plads. Tak for det. Så det jeg hele tiden har gjort er egentligt det mest rigtige, nemlig altid at tænde forlygterne og ikke bruge tågelygterne som dagslys lygter. Men hvis jeg har lyst må jeg godt gøre det, så længe jeg husker at udenfor lygtetændingstiden, skal jeg bruge forlygterne som normalt.

  • 0
  • 0

Som det anføres af andre her, så kan man anvende tågeforlygter som kørelys uden for lygtetændingstiden (typisk i dagtimerne), men tågeforlygter må naturligvis ikke anvendes i lygtetændingstiden (typisk om aftenen/natten) fordi de da blænder alle andre trafikanter (dette må alle bilister simpelthen have iagttaget). Sidstnævnte er virkelig et problem og et irritationsmoment. (Særligt ses Peugeot med deres fumlede lygtevælgere åbenbart at være en stor udfordring for deres ejere i dén henseende, og så er der naturligvis alle dem, der bare synes, at det ser smart ud ...)

Skal vi være helt korrekt, så må tågelygter anvendes hele døgnet, ad færdselsloven:

§ 33, Stk. 5. Tågelygter må kun anvendes i tåge og under kraftig nedbør og kan i så fald anvendes i stedet for de foreskrevne lygter. Hjælpelygter må ikke anvendes til andet formål end det, hvortil lygten er bestemt

§ 33 a. Ved kørsel uden for lygtetændingstiden skal nærlys (kort lys) anvendes på motordrevne køretøjer. Ved kørsel med motorredskab gælder dette dog kun, såfremt motorredskabet er forsynet med nærlyslygter. I stedet for nærlys kan anvendes tågeforlygter eller særligt kørelys.

Hvorvidt tågelygterne må anvendes sammen med andre lygter er ikke helt klart defineret, og selvom den jurakyndiges tolkning af §33 stk. 5 vil være at det er enten eller (formuleringen "og kan i så fald anvendes i stedet for de foreskrevne lygter"), så er retspraksis idag at det ikke straffes at have begge dele tændt - hvis ellers forholdene er til det. At det så er usmart er en helt anden snak - jeg har personligt opgivet at forklare min bedre halvdel hvordan hun betjener lygterne korrekt.

Ang. hvem der kører med tågelys, så tror jeg ikke så meget det er bilens indretning som det er bilisterne. Jeg ser gerne to typer der har tågelys på ALTID hvoraf kun 1 er bevidst:

1) Brian'er - jeg har selv gået på HTX og havde mange kammerater der ikke vidste noget der var sejere end at have tågelys tændt (med nærlyset) ALTID. De købte sågar deres smadderkasser efter hvad der havde tågelys (og stort bagagerum til den største bas)

2) Kvinder der har enten har tændt lamperne ved en fejl eller en anden ikke har slukket dem. Min mor kørte en gang på værksted med en servicelampe der ikke ville slukke - det viste sig at være tågebaglygten der havde været tændt i flere måneder. En bivirkning var at folk holdt op med at blinke af hende når de kørte bagved hvilket havde irriteret hende lige så længe!

  • 0
  • 0

Audi har sikret at blinklyset bruges i forbindelse med active lane assistenten. Blinklys signalet sendes til active lane assistenten således at bilen ikke selv styrer kontra ved fx. vognbaneskift.

  • 0
  • 0

Jeg så et sted, at man kan få en lille bil for det det koster at skifte disse smarte lygter.
Så kan jeg godt undvære noget af det smarte. De holder måske længe, men tænk på en påkørsel.

  • 0
  • 1
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten