Langeliniebroen i barok situation.
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Langeliniebroen i barok situation.

Det er ufatteligt, at der er risiko for, at Langeliniebroen på Østerbro rives ned.
Samtlige, der har medansvar for dens skæbne, ønsker at bevare den. Det fremgår tydeligt af korrespondancen mellem parterne. Havnen, kommunen, DSB og staten (Planstyrelsen) er enig med kulturhistorisk interesserede i, at her er tale om et
bevaringsværdigt klenodie.

Det eneste problem synes at være penge. Ikke så meget til istandsættelsen, men mere til den fremtidige vedligeholdelse.
Undersøgelser og beregninger tyder nemlig på, at det vil være billigere at renovere broen end at nedtage den og erstatte den med en ny forbindelse over sporene ved Østerport Station.
Til gengæld vil vedligeholdelsen af stålgitterbroen være dyrere end vedligeholdelsen af en eventuel ny bro i f. eks. beton.
Hvis Langeliniebroen sættes i stand til brug for fodgængere og cyklister, vil det koste henimod 20 millioner kroner. Og så skal der regnes med et tilsvarende beløb til driften fordelt over en 50 års periode. Det fremgår af en rapport (fra januar 1988)
udarbejdet af et teknikerudvalg nedsat af Københavns Havnevæsen og Københavns kommune.
FORNEM INGENIØRKUNST Når Københans Havnevæsen (der ejer brokonstruktionen), har søgt Københavns kommune (der i øvrigt ejer brobanen) om nedrivningstilladelse, er det primært fordi man frygter, at der i løbet af kort tid kan opstå risiko for, at broen
styrter ned på en af DSB's mest trafikerede strækninger.
Det forhindrer ikke, at havnedirektør Erik Schæfer 'ser broen som et meget væsentligt element i arkitekturen omkring Frihavnen og Østerport station'. Af en skrivelse til DSB's tidligere generaldirektør Ole Andresen giver Schæfer udtryk for, at han som
bygningsingeniør ser med bekymring på udsigten til, at et så fornemt udslag af dansk ingeniørkunst måske forsvinder. 'Der skal derfor ikke herske tvivl om, at også jeg gerne så broen bevaret', skriver Erik Schæfer.
I troen på, at Langeliniebroen skal bevares, har DSB ofret en dyr sporsænkning i forbindelse med tog-elektrificeringen. Og man betragter broen som en umistelig del af den arkitektoniske helhed omkring Østerport Station. DSB mener, at broen bør fredes,
men kan ikke love yderligere økonomisk støtte, bortset fra at man vil stille broteknisk ekspertise til rådighed for vurdering af mulighederne for at bevare broen.
STATENS DILEMMA En fredning af Langeliniebroen blev foreslået i februar 1987 af DTH- professorerne Niels J. Gimsing (brobygning), Stefan Ott (byplanlægning) og N. O. Jørgensen (trafik). Og i maj samme år udtalte Det særlige Bygningssyn, at det fandt
broen fredningsværdig som en bygningshistorisk interessant brokonstruktion og et betydningsfuldt eksempel på professor Ostenfeldts arbejder.
Havnevæsenet meddelte den 19. februar 1988, at man ikke kunne tiltræde den indstillede fredning. Men havnen er villig til at bidrage med 7,5 millioner kroner til en eventuel bevaringsløsning af broen, svarende til havnevæsenets skønnede andel af
omkostningerne ved nedrivning af broen.
Planstyrelsen har noteret sig, at hvis broen fredes, vil havnevæsenet søge om tilladelse til at nedrive broen. Og hvis tilladelsen nægtes, vil det antagelig blive forlangt, at staten overtager broen i henhold til bygningsfredningslovens bestemmelse
herom.
Planstyrelsen har foreløbig besluttet at udsætte spørgsmålet om en eventuel fredning af broen, indtil resultatet af miljøministeriets havneudvalgs overvejelser for området foreligger.
INDSATS I 1989 I Københavns kommunes forslag til en kommuneplan anses det for vigtigt, at Langeliniebroen bevares som adgang fra Østerbro til Kastellet og Langelinie samt til det kommende byområde i den sydlige del af Søndre Frihavn. Magistratens 4.
afdeling udtalte i marts 1988, at man finder broen bevaringsværdig, også som renoveret stibro, men at 'muligheden for at bevare broen først og fremmest afhænger af, om det er muligt at tilvejebringe de fornødne økonomiske midler til brorenoveringen og
til den fremtidige brovedligeholdelse. . '.
I rapporten fra Havnevæsenets og kommunens teknikerudvalg vedrørende Langeliniebroen understreges det, at hvis broen skal bevares, er en renovering nødvendig senest i 1989.
Det er derfor nu, de gode viljer må finde sammen.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten