Landbrugspakken vil vende bunden i vejret på kvælstofkabalen

Landbrugspakken vil vende bunden i vejret på kvælstofkabalen

Efter 30 år med stadigt strammere og ensartede kvælstofkrav til landbrug landet over, er der med den nye landbrugspakke enighed om at lade det lokale vandmiljø bestemme niveauet.

I 1960’erne opdagede naturelskere, at søerne blev grønne og livløse, og man fandt ud af, at det skyldtes fosfor fra vaskepulver og toilet­spildevand, som blev ledt direkte og urenset ud i søerne.

Udledning til havet bekymrede man sig ikke om – fordi havene var så ‘uendeligt store’. Men i 1980’erne var det slut, da iltsvind og fiskedød i fjorde og kystnære farvande – og de berømte døde hummer i Kattegat – sviende sikkert demonstrerede, at for mange udledte næringsstoffer også gør skade i havmiljøet.

Læs også: Vandmiljøplaner er ikke nok: Danske fjorde har fået varige skader

Samtidig fandt man ud af, at ud over fosfor var også kvælstof fra spildevand og landbrugets overskud af gødning og gylle et problem.

Det førte i 1985 til den første nationale NPO-handlingsplan, der satte ind mod udledning af kvælstof (N), fosfor (P) og organisk stof (O), og i 1987 til den første vandmiljøplan, hvor man vedtog markante reduktioner i kvælstof- og fosforudledningen med fokus på rensningsanlæggene og landbruget.

På daværende tidspunkt lå udledningen fra landbruget på omkring 230.000 ton kvælstof om året, og i første vandmiljøplan opererede man med et mål om en reduktion af kvælstofudledningen fra landbruget på 145.000 ton og for fosfor på 15.000 ton.

Planer, aftaler og pakker

Siden da er så fulgt endnu flere vandmiljøplaner og diverse politiske aftaler og ‘pakker’, som programsatte forskellige yderligere virkemidler for at få nedbragt kvælstofudledningen.

Det var efterafgrøder, randzoner og restriktioner på gylleudbringning og et helt kontant loft over mængden af kvælstof, der må bringes ud på markerne. Defineret som 10 pct. under det såkaldte økonomiske optimum – den mængde gødning, der er beregnet som økonomisk optimal for landmanden – for de aktuelle marker det kommende år.

Seneste plan er så Venstreregeringen og blå bloks landbrugspakke, hvor man i første omgang øger kvælstofudledningen ved at droppe nogle af de førnævnte virkemidler, hvilket som bekendt har fået alvorlig kritik fra forskere og opposition.

Læs også: ANALYSE: Fosfor kan blive næste kampplads i vandmiljøet

Til gengæld lover man så om nogle år at realisere en ny model for at regulere kvælstofudledningen fra landbruget. En model, som især en særlig Natur- og Landbrugs­kommission lagde frem i 2013 og som både landmænd, miljøorganisationer, forskere og politikere bakker op om: Nemlig at koncentrere indsatsen for at reducere kvælstofudledningen dér, hvor miljøet er mest sårbart – eller populært sagt vende kvælstof-kabalen på hovedet.

Den store kvælstofbalance

Men inden vi går videre, er det nyttigt at få slået et par begreber fast omkring kvælstofbalancen og de andre fagtermer, som svirrer i luften.

Når landmænd dyrker jorden, tilføres der kvælstof fra handels­gødning og fra husdyrgødning, som der især er rigtig meget af i Jylland.

Artiklen fortsætter under grafikken

Planterne optager en vis del af dette kvælstof, som bindes i selve høstudbyttet, mens resten – som kaldes kvælstofoverskuddet – løber videre ned i jorden eller rodzonen.

I 2014 tilførtes de danske marker således 203.000 ton kvælstof i form af handelsgødning og 228.00 ton via husdyrgødning. Heraf blev cirka halvdelen optaget i planterne og halvdelen – 220.000 ton kvælstof – løb videre ned i rodzonen.

Kvælstofoverskuddet i rodzonen kalder forskerne også for den udvaskede mængde kvælstof fra rodzonen, og ofte er det denne udledning til rodzonen, der sættes lig med ‘landbrugets udledning’.

På sin vej ned gennem sand- eller lerlagene til grundvandet 'forsvinder' en større eller mindre del af kvælstoffet via såkaldt denitrifikation, og kun en brøkdel ender ude i vandløbene og dermed i vandmiljøet. Hvis der derimod ligger dræn i marken, vil noget af kvælstofoverskuddet løbe direkte ud i et vandløb.

Den reelle udledning til havet

Samlet set udgør de sidste to poster landbrugets reelle udledning til havet, hvilket i runde tal er en tredje­del af udvaskningen fra rodzonen. I 2014 lå udledningen til vandmiljøet på 59.400 ton kvælstof, der fra åmundingerne fragtes videre ud i fjorde og kystnære farvande.

Med til historien hører, at det årlige kvælstofoverskud i markbalancen er faldet med hele 45 pct. siden 1990 – takket være bedre håndterings- og udbringningsmetoder for gylle samt bedre udnyttelse af handelsgødningen kombineret med nye sorter og ændrede afgrødetyper, der igen er drevet frem af kravene i diverse vandmiljøplaner.

Det største fald i overskuddet er sket i perioden 1990 til 2003, og overskuddet af kvælstof er mindst for planteavlsbrug og noget større for svinebrug og størst for kvægbrug.

Hvad kan miljøet tåle?

Men alle disse udledningstal er jo kun interessante, hvis man ved, hvilket niveau af kvælstof, som vandmiljøet kan tåle.

I vandmiljøplanernes tidligste barndom gav forskerne på opfordring af utålmodige embedsmænd et konservativt bud på reduktionsmål på 50 pct. kvælstof og 80 pct. fosfor – som et minimum.

I dag har man fået godt styr på kvælstofprocesserne i jorden, i vandløb, søer og kystnære farvande. Og man har ud fra målinger i 60 procent af vandløbene en god viden om, hvad der rent faktisk ledes ud.

Læs også: DR's detektor punkterer påstand om paradigmeskifte i grundlaget for landbrugspakken

Samtidig har bestemmelserne i EU’s Vandrammedirektiv – som kræver ‘god økologisk tilstand’ i søer, vandløb og kystnære farvande i 2015 – givet anledning til et meget stort kortlægningsarbejde i de såkaldte vandplaner.

Danmarks 119 kystoplande

Her opdeles Danmarks vandområder i 119 kystoplande, hvor man har registreret, hvilken tilstand vandområderne er i, og hvad der skal til for eventuelt at få dem hævet til god økologisk tilstand.

Det sker ved hjælp af nye mekaniske og statistiske modelværktøjer, som er udviklet af rådgivnings- og forskningsvirksomheden DHI og Aarhus Universitet og som, anvendt på de 119 områder, fører frem til, at farvandene samlet set kun kan holde til 42.000 ton kvælstof til vandmiljøet.

Det nye – og omvendte – er så, at man med målrettet regulering vil tage udgangspunkt i viden om, hvad de enkelte farvande kan tåle af kvælstofbelastning. Herefter går man så ‘opad’ i vandløbene og modellerer, med inddragelse af jordtype, afgrødevalg osv., den maksimale kvælstofudledning til vandmiljøet fra det enkelte landbrug.

Virkemidlerne kan være gødningskrav eller minivådområder og randzoner, der kan forhindre kvælstofoverskuddet i at nå vandmiljøet.

Læs også: Finanslov afsætter 1,1 mia. til at rydde op efter landbruget

Konsekvensen af denne tilgang er, at nogle landbrug vil få pålagt store restriktioner, mange landbrug ganske få og nogle slet ingen.

Hvordan dette omfordelingskunststykke skal udføres, betragtes af mange som den helt store barriere for, at den målrettede kvælstof­regulering bliver ført ud i livet.

Kommentarer (32)

kvadratnetundersøgelsen for kvælstof af? Da Svend Auken med de stolte riddere af vandmiljøet for alvor skulle have skovlen under de onde bønder, startede de kvadratnetundersøgelsen for kvælstof op. Meningen var at påvise, at kvælstoffet styrtblødte ud fra bunden af de dyrkede arealer, og at der ikke kom noget som helst fra udyrkede naturområder.

Oh ve oh skræk. Undersøgelsen viste hurtigt, at der kom lige så meget kvælstof ud fra naturområderne som fra de mest intensivt dyrkede marker. Lynhurtigt blev undersøgelsesrækken afsluttet, og jeg har ikke siden kunnet finde undersøgelsens resultater.

Det var jo ellers meget fornuftigt, at fortsætte med den undersøgelse, som bekræftes af vandløbsmålingerne i vandløbenes øvre regioner, hvor der er meget kvælstof i forhold til de nedre.

  • 15
  • 25

Det er en fin grafik, overskueligt og alt det. Men har nogen set på kilderne? Ensige krydschekket dem?

Jeg har svært ved at tro på at udbyttet er højest på de sandede jorde. Hvilken roddybde regnes der med? Er det vandet? Er der korrigeret for de brugte afgrøder på jordene?

På lerjorde er der jo typisk mindst 100 cm mere roddybde og de afgrøder der dyrkes ofte har et udbytte der er dobbelt så stort. Det er svært at tage det alvorligt, når det der fremkommer, blot afslører flere uklarheder. For de er jo ikke grebet i den blå luft, eller hvordan?

  • 11
  • 4

Som altid omhandler det kun landbruget.
Hvorfor oplyses der ikke tal for, hvor meget byerne sviner, og hvor meget det er reduceret med rensningsanlæg.
Det nytter ikke, at man kun ser på den ene halvdel af problemet.
Lige siden Auken startede sit angreb på landbruget, er alle tal for byernes forurening ikke til at finde.
Vi ved jo, at mange søer er forurenet af byernes spildevand. Et fint eksempel er Arresø, hvor det mens Auken sad ved magten var landbruget der havde ødelagt søen. I dag ved man så, at det ikke var landbruget, men byer op til 50 km væk der via rørledninger fyldte søen med urenset spildevand.

  • 16
  • 27