Landbruget hilser ny pesticidafgift velkommen

Regeringens udspil til en ny, differentieret pesticidafgift bliver umiddelbart hilst velkommen af landbrugets interesseorganisation, Landbrug & Fødevarer.

»Landbruget har længe efterspurgt en indikator, der sagde noget om pesticiders mulige belastning, så landmænd og konsulenter ikke skulle fægte i blinde,« siger organisationens formand, Niels Jørgen Pedersen, og fortsætter:

»I erhvervet ønsker vi at mindske vores miljøpåvirkninger, så meget vi kan. Derfor er vi meget tilfredse med, at vi nu har fået et værktøj, der gør det muligt at vælge de sprøjtemidler, der er bedst for miljøet.«

Dog er han bekymret for, at visse afgrøder vil blive ramt hårdt. Her vil man fra landbrugets side gerne have sikkerhed for, at der findes alternative pesticider på markedet, som har en lavere miljøbelastning.

»Landbrug & Fødevarer så helst, at afgiftsomlægningen ikke havde negative erhvervsøkonomiske konsekvenser. Øgede skatter og afgifter skader erhvervets konkurrenceevne, og man skal selvfølgelig være opmærksom på, at konsekvensen kan være tab af arbejdspladser,« siger Niels Jørgen Pedersen.

Fra regeringens side deler man ikke umiddelbart bekymringen for, at den nye afgift vil koste arbejdspladser.

»Der er ingen, der kommer til at lukke produktionen eller rykke til udlandet på grund af den nye afgift,« slog miljøminister Ida Auken (SF) fast ved præsentationen af den nye pesticidafgift.