Længere spænd og færre søjler gav billigste bro over Roskilde Fjord
more_vert
close
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Længere spænd og færre søjler gav billigste bro over Roskilde Fjord

Mindre ændringer af brodesignet har sikret et entreprenørkonsortium bestående af Rizzani de Eccher, Besix og Acciona Infraestructuras totalentreprisen med at bygge en ny 1,4 km lang bro over Roskilde Fjord.

I det designkoncept, som Arup har udarbejdet for Vejdirektoratet, skulle højbroen have haft 20 søjler med spænd på ca. 73,5 meter i mellem. Men i det vindende konsortiums forslag er spændvidden øget til 83 meter og antallet af søjler reduceret til 18. Samtidig har konsortiet ændret udseendet af selve brodrageren. I Arups design havde brodrageren den samme højde gennem hele broen, men i den konkurrenceprægede dialog argumenterede det vindende konsortium for, at de kunne optimere deres design, hvis de fik lov til at lave elementerne til brodrageren med variabel dragerhøjder, fortæller Vejdirektoratets projektchef, Henrik Vincentsen.

Flere af entreprenørkonsortierne ville øge konceptdesignets spænd for at minimere antallet af søjler på den 1,4 km lange højbro. I det vindende bud er højden på drageren desuden varieret, så den er 4,5 meter over søjlerne og lidt lavere på resten af elementet. Illustration: JV Rizzani de Eccher, Besix og Acciona Infraestructuras / Vejdirektoratet

Læs også: Otte konsortier vil bygge bro over Roskilde Fjord

»En af de ting, som der var lagt op til, at entreprenørerne kunne få lov til at ændre på, var længden af de frie spænd. Men når du når ud over en vis spændvidde, så bliver dragerhøjden et problem. Der ville konsortiet gerne have lidt mere frihed. Så vi ændrede kravet til en kombination af en maksimal dragerhøjde på 4,5 meter og et slankhedstal - altså et krav til forholdet mellem dragerens højde og spændvidde.«

Det vindende konsortium var de eneste, der benyttede sig af muligheden for at lave variabel dragerhøjde.

»Det er jo en afvejning, som entreprenøren foretager sig. Med længere spænd skal du bruge mere materiale i overbygningen. Til gengæld kan du spare på fundamenterne.«

Overdel skal bygges i Polen

Også på udførelsesmetoden valgte konsortiet en anden tilgang end de tre konkurrenter, der endte med at afgive tilbud på opgaven.

Læs også: Transportingeniører: Broer og tunneler skal være gratis

I stedet for at støbe brodragerelementerne nær byggepladsen, vil de præfabrikere elementerne på en fabrik i Polen, sejle dem til Danmark og løfte dem på plads. Den del svarer til ca. 15 % af den samlede produktion. Resten af projektet, såsom fundering og underbygning af højbroen samt den resterende del af kontrakten vil blive produceret på stedet.

Blød undergrund giver risici

Vejdirektoratet har lagt særlig vægt på entreprenørernes erfaring med at arbejde i naturbeskyttelsesområder og på deres forståelse af de geotekniske risici i området, fortæller Henrik Vincentsen.

»De geotekniske forhold i fjorden er ikke særlig gode. Man skal ret langt ned for at finde fast grund. Derfor har vi bedt dem om at lave et særskilt geoteknisk risikoregister.«

Billigst og bedst

Den 1,4 km lange betalingsbro skal aflaste Kronprins Frederiks Bro, der kan anes ud for Frederikssund i baggrunden af billedet. Den skal stå klar 31. oktober 2019. Illustration: Arup / Vejdirektoratet

Entreprenørkonsortiets ideer gav dem den bedste samlede score for de tekniske udbudskriterier: Hensyn til omgivelserne (vægtning 10 %), teknisk løsning (vægtning 12,5 %), projektets robusthed (vægtning 5 %) og søljevalg (vægtning 2,5 %). På en skala fra 0-10 endte konsortiet med en gennemsnitlig score på 7,8 - den højeste blandt byderne. Mest vægt var der imidlertid lagt på prisen, som vægtede 70 procent. Men også her var det vindende konsortium bedst. Vejdirektoratet bygherreoverslag var 1,04 mia. kr., men det vindende konsortium mener, at broen og resten af forbindelsesvejen kan bygges for 990 mio. kr.

Læs også: Efter årelangt slagsmål: Lov om betalingsbro ved Frederikssund vedtaget

»Alle tilbudene var af god kvalitet med karakterer i den høje ende af skalaen,« fortæller Henrik Vincentsen. Tre af konsortierne havde priser under eller meget tæt på bygherreoverslaget, mens et enkelt af byderne ville have 1,45 mia. kr. for opgaven.

Den formelle kontraktindgåelse sker i oktober, og tre år senere skal den nye betalingsbro stå klar til åbning.

"Længere spænd og færre søjler gav billigste bro over Roskilde Fjord"

Øh mig bekendt er broen ikke bygget endnu, så ind til videre har de længere spænd og færre søjler kun udmøntet sig i et lavere bud.

Lad os nu vente med brugen af ordet "gav" til en gang i 2021-22 stykker efter diverse tids- og budgetoverskridelser.

  • 8
  • 2

Citat: '…vil de præfabrikere elementerne på en fabrik i Polen, sejle dem til Danmark og løfte dem på plads'.

Bare de nu husker at måle bredden mellem de 2 åbne broklapper på Kronprins Frederiks Bro oppe i den højde som de støbte brofag er i når man sejler dem ind i Roskilde fjord i højvande.
Med andre ord: Vejbanen på den nye bro bliver ikke bredere end sejlrenden ved den gamle bro.

Var der ikke en gammel historie om at NASA’s boostere havde samme brede som to romerske heste ved siden af hinanden…

Nå, spøg til side. Jeg glæder mig til vi får den nye bro!

MVH

Martin

  • 1
  • 0

Jeg har aldrig forstået hvorfor Ingeniøren på deres forside har thumbnails til de fleste artikler, men så ikke har billedet i større format inde på selve artikelsiden.

Som mange andre, så er jeg ganske visuelt anlagt, hvorfor billederne kan virke ligeså interessante som overskriften. Man bliver dog ofte svært skuffet når man så trykker på artiklen og der så intet billede er.

Uafhængigt af om der er 18 eller søjler, så er vel det mest interessante med den omnævnte bro vel at den kommer til at blive betalingsvej med et gratis alternativ ved siden af. Det bliver spændende at følge hvad bilisterne i området kommer til at vælge.

  • 9
  • 0

Ulrik, jeg anfægter på ingen måde ingeniørens artikel, men blot det u-logiske i at man aldrig ser et udbud der ender med " ja, den anden løsning var klart bedre, men den havde vi ikke råd til, derfor nøjes vi med den billigste"

  • 1
  • 0

lad os nu se hvor meget det kommer til at koste i sidste ende. hvem husker ikke reparationen på den skibsramte bro, hvor de dele der skulle udskiftes, blev lavet i polen. det hele endte med at skulle laves om i Danmark

  • 1
  • 1

Jeg kan ikke lige få øje på hvor høj broen bliver ved sejlrenden.

på billedet synes den ikke at kunne åbne, så det er da relevant om man skal vente med at sætte mast på båden, til efter man har krydset broen :-)

  • 0
  • 0

Jeg tror ikke at det holder med en betalingsbro lige ved siden af en bro som stadig ikke koster noget at passere!

John Larsson

  • 2
  • 1

Det afhænger af prisen.......Men de af os der en gang imellem anvender den gamle bro kan sagtens forstå, at en femmer eller en tier er givet godt ud for at undgå køen i myldretiden. Selv uden for myldretiden er der lange køer når broen er oppe, Dels skal du ikke igennem syv stoplys i selve Frederikssund, for at komme til Skibby. Dels skal du ikke vente på at broen er oppe i samme tidsrum( Jeg har haft kolleger der tog færgen Kulhuse-Hundested når møder var vigtige....og den er bestemt ikke speedy) for køerne er enorme i myldretiden.

Nu mangler man bare en bro mellem Hundested og Rørvig. en investering der havde været mange gange billigere en motortrafikvejen til Odden.

  • 0
  • 0

færgen Kulhuse-Hundested

Siden hvornår er der kommet færge mellem Kulhuse og Hundested?

Nu mangler man bare en bro mellem Hundested og Rørvig. en investering der havde været mange gange billigere en motortrafikvejen til Odden.

Så ville Allerødmotorvejen da bryde totalt sammen.

Men hvis den var på plads, ja så ville det afgjort være en god ide med en bro.

  • 1
  • 0

Så skal der trækkes noget fra til brodrageren mm., men mon ikke du kan komme under alligevel med mast?

Der skal være 22 m gennemsejlingshøjde - hvorfor kørebanen kommer op i 25 m over dagligt vande.

Ang Kronprins Frederiks Bro angive havnelodsen: "...en fri gennemsejlingsbredde på 29,8 m op til en højde af 9,15 m over daglig vande og over 26 m op til 14 m overdaglig vande..
http://www.danskehavnelods.dk/#BID=13

Lars :)

PS! Jeg vil helt sikkert være for nærig til at betale og derfor altid tage den gratis bro i protest,

  • 0
  • 0