Lækker lugt af rådne æg får havfugle til at æde plast
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Lækker lugt af rådne æg får havfugle til at æde plast

Døde albatrosser fyldt med enganglightere og tandbørster er almindelige på Midway Island i Hawaii-øgruppen. Illustration: Plastic Change.

Hvad der lugter som rådne æg for os mennesker, dufter som en lækker snack for havfugle som albatrosser.

I deres jagt på mad på de øde oceaner leder de efter duften af svovlforbindelsen dimethylsulfid (DMS), der er tegn på lyskrebs - også kaldet krill - i nærheden. Men ofte forveksler fuglene lyskrebsene med plastaffald, fordi samme duft bliver udskilt omkring plast, der flyder i overfladen.

Det viser ny forskning fra University of California. Forskernes opdagelse kan være med til at forklare, hvorfor omkring én million fugle dør hvert år, fordi de fylder maverne med alt fra engangslightere til tandbørster. Vores plastaffald samler sig nemlig i store koncentrationer blandt andet nær Midway-øerne i øgruppen Hawaii, hvor albatrosser har ynglested.

Læs også: Biologer slår alarm: Sild og muslinger er fyldt med plastaffald

Det har ellers været en fremherskende opfattelse blandt forskere, at fugle bruger synsansen til at finde mad. Men enkelte forskere gennem tiden - blandt andre Thomas Grubb fra University of Wisconsin og Gabrielle Nevitt fra University of California - har vist, at især stormfugle bruger lugtesansen, f.eks. i tyk tåge.

»Det har været en udbredt antagelse, men sjældent undersøgt, at fugle spiser plast, fordi det ligner føde,« skriver biolog og ph.d. fra University of California Matthew Savoca i et indlæg i The Conversation.

Fuglene er udviklet til at opdage dimethylsulfid, som opstår under nedbrydning af mikroalger, som krill lever af. Krill er fuglenes livret, og man kan populært sige, at deres prutter afslører dem. Algerne indeholder nemlig kemikaliet DMSP, som bliver nedbrudt til DMS i krillene.

Alger fik plast til at dufte som mad

Den gamle viden fik forskere fra University of California til at udarbejde en database med en tidsserie på 50 år, hvor de plottede alle kendte opgørelser over fugledødsfald som følge af indtagelse af plast ind. Det blev til 20.000 fugle fordelt på 70 arter. Det viste sig, at arter, der er kendt for at lugte sig frem til DMS, havde seks gange større dødelighed end andre.

Næste skridt for forskerne var ligetil. De tog tre af de meste kendte typer plast og syede dem fast på bøjer ud for Californiens kyst og hentede dem ind efter en måned. I deres laboratorier brugte de gaskromatografi - der normalt bruges til at måle svovlforbindelser i vin, øl og mad - til at måle DMS fra plasten.

»Og ganske rigtigt. Hvert et stykke plast vi indsamlede havde en overflade af alger på sig og udskilte betydelige mængder DMS,« skriver Matthew Savoca.

En dansk ekspedition under foreningen Plastic Change er på vej til netop Hawaii-øgruppen og befinder sig i øjeblikket midt i plast-suppen mellem Hawaii og Los Angeles, hvor den undersøger forekomsterne af plast i forskellige havdybder.

Emner : Plast
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten