Lægemiddel renser kroppen for PFOS - Læger overvejer at bruge det

Danske læger og forskere har været på jagt i nettets store bunker af videnskabelige artikler for at blive klogere på, hvad de kan gøre for de PFOS-ramte borgere i Korsør. Og måske har de fundet nålen i høstakken.

Det viser sig nemlig, at lægemidlet Colestyramin ved flere lejligheder har vist sig at øge udskillelsen af især PFOS fra kroppen. Og det er netop hvad knap 200 borgere har i sig, efter de har spist forurenet kød fra kalve, der drak af et fluorstof-forurenet udløb fra Korsør Brandskole.

»Vi er ved at undersøge, om det her lægemiddel kan være et tilbud til de berørte borgere. Men der er stadig en række ting, vi skal have afklaret - og det tager tid at få lov at lave medicinske forsøg, som det her i så fald vil være,« siger ledende overlæge på arbejds- og socialmedicinsk afdeling på Holbæk Sygehus.

Læs også: Partier presser miljøminister om PFOS: »Vi har ikke tillid til overblikket«

Rapporter om effekten af Colestyramin går helt tilbage til 1984, hvor stoffet første gang bliver afprøvet i rotteforsøg, og rapporterne går helt frem til for få dage siden, hvor der udkom et helt nyt studie fra West Virginia University i USA, der konkluderer, at »Colestyramin signifikant sænker niveauet af PFAS i blodet, især for fluorstoffet PFOS,« lyder det.

»To fluer med et smæk«

Colestyramin er et gammeldags kolesterolsænkende middel, der også kaldes en anionbytter, som virker ved at binde sig til galdesyren i tarmene. Galdesyre indeholder meget kolesterol og ved at lade Colestyramin opsuge galdesyre og udskille det via afføring, så øger midlet udskillelsen af kolesterol og PFOS, der følger med i processen.

Læs også: Ti børn viser høje nyre- og kolesteroltal efter at have spist PFOS-kød

»Det er som at slå to fluer med et smæk, for borgere med PFOS, der også har en højere risiko for at have højt kolesteroltal,« siger Philippe Grandjean, der er professor i miljømedicin ved Syddansk Universitet.

Ligesom kollegerne på Holbæk Sygehus er han forsigtig med at vurdere de konkrete effekter af lægemidlet, men har læst den nylige rapport fra West Virginia University og resultaterne, som han kalder »lovende«.

I studiet har forskerne gennemgået oplysninger på de 56.175 personer, der deltog i det amerikanske C8-projekt i 2005 og 2006, efter de havde drukket fluorstoffer i drikkevandet fra områder i Ohio og West Virginia (i øvrigt skildret i Hollywoodfilmen Dark Waters). I studiet fandt forskerne 36 personer, der havde taget Colestyramin, og de havde markant lavere niveauer af PFOS i blodet.

Læs også: Eksperter slår fast: Så farlige er fluorstoffer

Undersøgelserne støtter op om undersøgelser tilbage i 2010, hvor forsøg med at tage fire gram Colestyramin om dagen i 20 uger sænkede niveauet af PFOS i blodet fra 23 ng/g til 14,4 ng/g. Effekten på kolesterol har vist, at sænke LDL-niveauerne (det “onde” kolesterol) med 12-13 procent.

Overlæge: Vi skal sikre at stoffet ikke bare ender i et organ

Ifølge Ann Lyngberg er Colestyramin dog ikke et særligt udbredt præparat i dag til at sænke kolesterolniveauer, da der findes bedre og mere moderne præparater. I øjeblikket undersøger læger og forskere forskningen omkring Colestyramin nærmere, for de vil ikke risikere uheldige bivirkninger eller tage en unødvendig risiko:

»Vi skal for eksempel være sikre på, at PFOS-niveauerne ikke bare falder i blodet, fordi stoffet opkoncentreres i bestemte organer,« siger hun.

Læs også: Svendborg lukker boring: Borgere kan have drukket sundhedsskadeligt vand i årevis

I øjeblikket venter lægerne stadig på svar fra de blodprøver, der viser hvor høje koncentrationer borgerne har i blodet. De svar kommer formentlig først engang i august. Imens er Holbæk Sygehus ved at udarbejde spørgeskemaer til borgerne for at skabe et overblik over, hvor eksponerede de har været for PFOS.

Illustration: Nanna Skytte/Thomas Djursing