Læge: Fransk LED-undersøgelse er snakkende, upræcis og spekulativ

Der er så mange mangler i en ny fransk rapport om de potentielle farer ved LED'er, at man ikke kan konkludere noget som helst ud fra det. Det mener læge og klinisk professor Michael Larsen fra Københavns Universitets Institut for Neuro og Sansefag og Glostrup Hospital.

»Rapporten savner beregningstekniske formalismer, baseret på autentiske geometriske opstillinger og kendte kvantitative egenskaber for lysets skadevirkninger ved forskellige bølgelængder,« skriver Michael Larsen i en email til Ingeniøren efter at have læst rapporten fra det franske Agentur for Fødevarer, miljø og arbejdsmiljømæssig sikkerhed, ANSES.

»Rapporten er snakkende, upræcis og spekulativ, og den kan ikke lægges til grund for vedtagelsen af nogen form for normer for belysning,« skriver han.

Selvom de franske forskere åbent erkender, at der ikke er meget viden om sundhedseffekterne af hvide LED'er, baseret på blå dioder coated med et fosforscerende stof, så kommer de med nogle håndfaste anbefalinger.

Fagfolk som elektrikere, installatører, sceneteknikere og filmfolk, der risikerer at blive udsat for intense og store mængder lys, skal beskyttes mod lyset med beskyttelsesbriller, lysfølsomme patienter bør undgå de 'blå' LED'er, og man bør helt undgå at bruge den type LED'er på steder hvor der er børn.

Ifølge de franske forskere er børn nemlig mere udsatte for skader forårsaget af de intense lyskilder. Men den køber Michael Larsen ikke.

»Fortænkt«, at børn skulle være mere udsatte

»At børn skulle være særlig udsat for skadevirkninger fra blåt lys er en teori. Den er baseret på den observation, at linserne i deres øjne er åbne i hele det synlige spektrums bredde, hvorimod gennemskinneligheden, efterhånden som vi ældes, gradvis nedsættes i den blå ende af spektret. Det er nethinden, der er den sarte del af øjet i henseende til lysets potentielle skadevirkninger. Det blå lys er imidlertid med til at styre vore døgnrytmer, så blåt lys med rigtig timing i forhold til døgnet er godt for vore biologiske funktioner. At børn skulle kunne komme i fare på grund af kunstige hvide lyskilder lavet af lysdioder virker noget fortænkt.«

Derimod vil han ikke udelukke, at fagfolk, der arbejder med LED'er kan komme til skade med den intense lyskilde.

»Det kan ikke udelukkes, at de som arbejder med installation af kraftige lyskilder kan komme til skade, men det gælder også andre typer af lyskilder.«

»Det er nu man skal tænke sig om«

Ligesom direktør Kenneth Munck fra brancheorganisationen Dansk Center for Lys, mener han dog også, at der bør laves flere undersøgelser af LED'ernes eventuelle farlighed.

»Når det gælder lysintensitet fra kunstige lyskilder overgår det meget sjældent styrken af sollyset fra en klar himmel på en sommerdag. Tænk på hvor mange, inklusive børn, der lever udendørs hele året i solrige egne, uden at udvikle nogen oplagte skader af det,« mener Michael Larsen og tilføjer:

»Bekymringen synes overdreven, men på den anden side, så er det nu, man skal tænke sig om; ikke når det hele er installeret, for så er der ingen, der vil indrømme, at de har dummet sig,« skriver Michael Larsen.

Dokumentation

Læs rapporten hos ANSES

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Sidste sommer udviklede jeg en SEPIC inverter til en 1 W varm hvid lysdiode af typen ASMT-AN00-NSTJ0 LED, 1W, NEUTRAL-WHITE, 65LM, 3800K. LED'en blev drevet med 300 mA.

Jeg kom til at se ind i LED’en fra en afstand af ca. 30-40 cm. Jeg har skønsmæssigt set ind i LED i et par sekunder – muligvis kortere.

Resultatet var, at jeg mistede synet i en sådan grad, at jeg ikke kunne se noget klart. Jeg kunne skelne rummet og finde vej ud af arbejdsværelset, men jeg kunne ikke bruge min PC. Efter ca. tre kvarter begyndte synet at vende tilbage.

Det er muligt at en læge vil sige, at dette er noget udokumenteret vrøvl, men jeg har oplevet det på egen krop og kan forsikre, at det ikke er noget man bør spøge med.

Med venlig hilsen Steen Carlsen

  • 0
  • 0

Hej Steen,

Der er tale om korte bølgelængder. Du har efter din tekst ud fra min opfattelse oplevet en høj lysintensitet på et meget lille areal. Jeg tror du skal være glad for, at der ikke sad optik foran lysdioden – for så havde dit syn muligvis været svækket den dag i dag. Sammenlignes opstillingen med en reflektor halogenpærer med en lysspredning på f.eks. 8 gr. ville du få samme følelse grundet den høje lysintensitet på et lille areal. Jeg håber, at dit øje er okay den dag i dag.

Venlig hilsen Rune S. Larsen www.ledsection.dk

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten