Lad materialet bestemme formen

15. april 2012 kl. 11:00
Der er to måder at tænke arkitektur på: at finde en form og dernæst et materiale, der måske kan realisere den -eller at lade formen vokse ud af et materiale. I udstillingen 'Material World' på Dansk Arkitektur Center opfordres arkitekter til det sidste.
Artiklen er ældre end 30 dage

Her er ikke en eneste arkitekturmodel eller plantegning. Til gengæld er 100 materialeprøver bredt ud på lange borde i udstillingsrummene i Dansk Arkitektur Center. Materialerne er fordelt på fem temaer: stærke, lette, grønne, transparente og smarte - selv om de fleste kunne være i flere kategorier på samme tid.

Har man ikke før prøvet at bøje Bendiwood, det hårde træ, der gøres endnu hårdere i en fordampningsproces, kan man gøre det her på udstillingen 'Material World'. Eller man kan hive i et stykke bygningstape for at få en lille fornemmelse af, hvordan det kan holde vinduer og døre og store facadeplader oppe. Man kan også røre ved et stykke lysende tekstil - eller se det sat op på et vægpanel. Vægpanelet er bygget med flerfarvede LED-pærer med 60 millimeters mellemrum i akustisk skum, så det ikke bare giver et changerende lys, men også virker lydabsorberende. Her giver vægpanelet en god fornemmelse af, hvordan tekstilet kan bruges i et rum.

På udstillingen står også to af de i alt 2.200 store glasmoduler, der er produceret til det meget omtalte koncerthus Elbphilharmonie, der er under opførelse i Hamborg tegnet af arkitektfirmaet Herzog & de Meuron. Hvert stykke vejer 500 kilo og har krævet 10 mand at fragte på plads på udstillingen. Det særlige er nu ikke hverken vægten eller glasset - men den kurvede facon.

Robotten her er brugt af Teknologisk Institut i et projekt, der har haft til formål at udvikle betonkonstruktioner i nye former. (Foto: Teknologisk Institut) Illustration: Teknologisk Institut.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Til den spektakulære top på Hamborgs nye koncerthus er udviklet to forskellige glasmoduler. Sat sammen på forskellig vis gør de det muligt at skabe en bygning, der ligner et moderne eventyrslot. Glaspanelerne, der er udviklet af producenten Guardian SunGuard, er lavet ved at presse flade glaspaneler ned i en støbeform og smelte dem om.

Til Elbphilharmonie er også brugt Cobiax-letvægtsbetonblokke, der på grund af de indbyggede plastbobler er 30 procent lettere end almindelig beton, og det har gjort det muligt at bygge Elbphilharmonies spektakulære glasstruktur oven på pakhuset 'Kaispeicher A', der blev indviet i 1966.

Cobiax er også blevet brugt til konstruktionen af designskolen i Zollverein i Tyskland tegnet af de japanske arkitekter Sanaa. På udstillingen kan man se en af de letvægtsbetonblokke, der har gjort det muligt dér at lave store rum uden søjler.

Algefyldte facadepaneler

Et af de seneste bud på en klimaskærm kan man også se på udstillingen: en BIQ-algefacade under udvikling af det internationale rådgivningsfirma Arup. I det vandfyldte rum mellem to stykker glas dyrkes hurtigtvoksende mikroalger. Algepanelerne vil give bygningen et karakteristisk grønt udtryk. Derudover fungerer de som dynamisk solafskærmning og producerer energi i form af biomasse og solvarme. Biomassen - algerne selv - høstes løbende eller i portioner fra det vand, der cirkulerer i systemet, hvorfra der via en varmeveksler også hentes solvarme.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Systemet er under udvikling og forventes demonstreret som pilotprojekt på en international arkitekturudstilling i Hamborg i 2013. Der er således ikke sået alger i det panel, som man kan se på udstillingen, da algerne behøver sollys for at vokse, og panelet står i udstillingslokalets bageste hjørne.

Vil man se nærmere på det særlige glas, der er brugt i vinduerne på den britiske forskningsstation Halley VI på Antarktis, kan man også dét. Det er lavet af det højisolerende glasmateriale Okagel, som er fyldt ud med nanogel og oprindeligt udviklet til rumindustrien. Det er udstillet sammen med de andre moduler, der tilsammen udgør facaden på forskningsstationen, der skal kunne modstå det ekstreme klima.

Materialerne på 'Material World' er således en blanding af udviklingsprojekter, spritnye materialer og ting, der har været anvendt i byggeriet gennem en årrække.

»For os har det ikke været afgørende, at materialerne var helt nye. Det har snarere været vigtigt at vise det, der er på markedet nu, og som allerede bliver brugt i byggeriet - og som måske kunne give videre inspiration,« siger Jannie Rosenberg, der har været kurator på udstillingen.

Robotten er her

Et af de mest kuriøse indslag på udstillingen er en robot, som Teknologisk Institut har brugt i TailorCrete - et europæisk forskningsprojekt, der udvikler nye metoder til at fremstille betonkonstruktioner i nye former, så betonen kan udnyttes mere effektivt. Ved siden af robotten kan man se et eksempel på det, der er kommet ud af projektet: en tre centimeter tynd pladeskal fremstillet uden brug af traditionel armering, men derimod med kulfibertekstil. Og så ser den lidt anderledes ud end traditionel beton. Den er mønstret og giver dermed muligheder for andre visuelle udtryk end den traditionelle glatte facade.

»Man kan sige, at der grundlæggende er to tilgange til arkitekturen: at arkitekten laver en tegning, finder en form og dernæst ser på, hvilke materialer, det kan udføres i. Eller at man ser på, hvad man har tilgængeligt af materialer, og så bliver inspireret til arkitekturen ud fra det. Det er ud fra sidstnævnte, at ny arkitektur er opstået, særligt i slutningen af 1800-tallet, hvor man kunne begynde at lave stålkonstruktioner, men også helt simpelt med udviklingen af murstenen for 5.000 år siden,« siger Jannie Rosenberg, der begræder det klassiske skel, der ofte er mellem arkitekter og ingeniører.

Og 'Material World' er bestemt en anledning til at udviske det skel - udstillingen er interessant for både arkitekter og ingeniører. Særligt hvis man har læst om materialerne og gerne vil røre ved dem eller se dem i funktion.

Kataloget giver også en oplevelse for dem, der ikke har rørt ved papir lavet af sten før. Informationerne om de 100 materialer, producenterne og anvendelsen er trykt på ScandiRock, en dansk opfindelse. Eneste minus: Det er tungt - så man går derfra med 1,2 kg papir.

'Material World' på Dansk Arkitektur Center kan ses frem til 5. juni. Dansk Arkitektur Center og Dansk Selskab for Materialeteknologi inviterer til seminar om brugen af byggematerialer i arkitekturen 24. april 2012 kl. 11.30-17.00 i Dansk Arkitektur Center. Oplæg ved bl.a. Blaine Brownell, lektor, University of Minnesota og Graham Dodd, direktør i Arup. Tilmelding via www.ida.dk. Læs mere på dac.dk/kalender.

Dokumentation

Læs mere om udstillingen hos Dansk Arkitektur Center

Ingen kommentarer endnu.  Start debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger