Laboratoriepenge skal dække hul i byggeri-budget: AU dropper renovering
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Teknologiens Mediehus kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Laboratoriepenge skal dække hul i byggeri-budget: AU dropper renovering

Skou-bygningen blev bygget med to unikke murstensfacader, men byggeriet blev to og et halvt år forsinket og gik 80 millioner kroner over budget. Illustration: Louise Holst Andersen

To og et halvt år senere end planlagt kunne Aarhus Universitet i sidste uge overtage det nye byggeri til Institut for Biomedicin: Skou-bygningen.

Resultatet er imponerende, men vejen dertil var ikke uden udfordringer. En to og et halvt år lang forsinkelse og en merudgift på cirka 80 millioner kroner betyder, at et beslægtet renoveringsprojekt slet ikke bliver gennemført alligevel.

Læs også: Byggeri på Aarhus Universitet 80 millioner kroner over budget

Det storstilede byggeprojekt til i alt 813,9 millioner kroner skulle sikre Institut for Biomedicin laboratorier i verdensklasse med nybyggeriet Skou-bygningen, en ombygning af det nuværende Bartholin-kompleks og en renovering af to bygninger i Anatomi-komplekset. I alt 29.000 kvadratmeter.

Laboratoriebygningerne 1233 og 1234 i Anatomi-komplekset får ikke deres tiltrængte ombygning alligevel. Illustration: Louise Holst Andersen

Laboratoriemidler skal dække budgetskred

Men nu er renoveringen af Anatomi-komplekset – to bygninger på i alt 3.675 kvadratmeter – taget ud af ligningen. De såkaldte Unilab-midler, der ellers var sat af til at ombygge to laboratoriebygninger i Anatomi-komplekset ved Institut for Biomedicin, skal nemlig hjælpe med at dække budgetskredet fra Skou-bygningen.

I stedet vil Aarhus Universitet selv hive det nedslidte udstyr ud og 'nedgradere' bygningerne til en såkaldt 'tør bygning', der ikke er lige så laboratorietung. Det fortæller Conor Richard O'Connor Leerhøy, som er teknisk chef for AU Health – fakultetet, som Institut for Biomedicin hører under.

De nuværende laboratorier i de to Anatomi-bygninger er nemlig nedslidte, og det mærker fakultetet på deres daglige drift og vedligehold.

Bedre løsning

Men instituttet kommer ikke til at mangle laboratoriepladsen fra de to Anatomi-bygninger, mener Conor Richard O'Connor Leerhøy. Aarhus Universitet har siden omkring 2015 løbende prøvet at optimere arealerne og undersøge, om der kan findes besparelser på husleje. Og der pegede pilen på de to bygninger i Anatomi-komplekset.

»Vi har de laboratorier, infrastruktur, dyrestalde, supportrum og så videre, som Biomedicin har brug for, i Skou-bygningen og Bartholin-komplekset,« siger han til Ingeniøren.

»Jeg ved godt, at personligt ville en forsker synes noget andet, end det jeg siger nu, men jeg ser ikke, at der er konsekvenser ved, at Biomedicin beholder den størrelse, de har nu. De kan altså godt være i de to andre bygninger,« siger han.

I hvert fald lige nu, tilføjer han og understreger, at der senere kan komme flere forskningsindsatser, som vil kalde på en bygningsudvidelse.

Når de to bygninger i Anatomi-komplekset ikke skal opgraderes under Bygningsstyrelsen alligevel, vil forskerne komme tættere på hinanden, men fakultetet vil samlet set spare husleje, fortæller Conor Richard O'Connor Leerhøy.

»Så jeg tror faktisk, at den her aftale ender ud med at være bedre for fakultetet, end hvis vi ikke havde gjort det,« siger han.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først