Zika-virus forventes at sprede sig til myg i USA inden længe. Samtidig er de to myggearter, der menes at sprede sygdommen, udbredt i store dele af verden, blandt andet i Sydeuropa. I Danmark har vi dog endnu ikke set myg, der kan bære virussen.
»Man skal ikke bilde sig ind, at gode huse og sundhedssystemer beskytter os mod den slags smitte. Hvis zika passer til de myg, der findes i Europa, kan det hurtigt spredes her også,« siger Rene Bødker, epidemiolog ved DTU Veterinærinstituttet.
Han er ansvarlig for den danske myggeovervågning, der løbende indsamler myg landet over for at holde øje med myggearterne og deres sygdomme.
Læs også: WHO: Zika-virus spreder sig eksplosivt
Sydeuropæiske myg i farezonen
Zika-virus rejser med inficerede mennesker og spredes indtil videre i et område ved hjælp af Aedes aegypti-myggen, den såkaldte gul feber-myg, som er udbredt i tropiske og subtropiske egne verden over. Det er imidlertid ikke den eneste myg, der kan bære sygdommen. Tigermyggen, som i disse år breder sig nordpå gennem Europa, kan også rammes.
»For nogle år siden undersøgte man et syv år gammelt sygdomsudbrud i Gabon, hvor man blev overrasket over også at finde zika-virus i de myg, man havde gemt fra udbruddet. Det var første gang, man fandt zikavirus i en tigermyg,« siger Rene Bødker.
Siden da har forskere vist i laboratorieforsøg, at zika-virus kan inficere tigermyggen, også kendt som Aedes albopictus, så virus findes helt ud i myggens spytkirtler og dermed kan smitte videre. Det tager omkring syv dage i 27 graders varme for en tigermyg at blive inficeret nok til at give zika-virus videre.
Læs også: Første dansker smittet med zika-virus
»Mange tænker på myg som en forurenet kanyle, der straks flyver videre til den næste person. Det er slet ikke sådan det foregår. Virus opformerer sig i myggen. Den deler sig i mavevæggens celler og ender til sidst i spytkirtlerne. Derfra kan den sprøjtes direkte ind i værten,« siger Rene Bødker og understreger, at den proces kan tage lang tid.
Militæret sat ind mod zika-smitte
Zika-virussen har i øjeblikket ramt flere syd- mellemamerikanske lande hårdt. I Brasilien er militæret nu indsat for at sprøjte med insektgift og uddele information, ligesom landet forsøger at minimere mængden af stillestående vand, skriver DR, I El Salvador opfordrer regeringen landets kvinder til at undgå at blive gravide de næste to år, skriver New York Times.
Selv om symptomerne på zika-infektion for de flestes vedkommende er milde og højst ligner en influenza, frygtes konsekvensen for smittede fostre at være stor, idet der er stort sammenfald mellem mængden af zika-infektioner og mængden af børn født med mikrocephali; en tilstand, hvor barnets hjerne er så langsomt udviklet, at hovedet synligt er mindre end normalt.
Virussen er allerede rejst fra Uganda, hvor den først optrådte i 1947 og østpå til Asien, hvorfra den nu har krydset Stillehavet. Den blev konstateret i Brasilien i 2014. Herefter har den spredt sig i regionen.
Ingen dansk risiko
Selv om det første danske tilfælde af zika-virus blev konstateret tirsdag aften, og selvom tigermyggen i øjeblikket breder sig nordpå og jævnligt bliver fundet på målestationer langs de tyske motorveje, er vi dog langt fra en situation, hvor zika-virus kan spredes i Danmark.
Det skyldes først og fremmest, at det kræver en stor myggebestand at sprede virussen. En enkelt myg og en enkelt tilrejsende kan godt sprede virussen til en anden dansker, men før en epidemi starter, skal der gennemsnitligt smittes mindst én ny person pr. syge person.
Læs også: WHO: Zika-virus vil sprede sig til hele Nord- og Sydamerika
»Det svarer til, at man i dag godt kan være uheldig at blive smittet med malaria i Danmark, fordi en dansk Anopheles-myg stikker dig efter at have stukket nogen, der har været ude at rejse. Men bestanden af malariamyg i Danmark er ganske enkelt for lille, til at det bliver til en epidemi,« konstaterer Rene Bødker.
For at en epidemi kan lade sig gøre, skal hver enkelt syge person stikkes af mange myg, som kan sprede den pågældende virus, hvilket kræver en overordentlig stor myggebestand.
Koldt klima standser spredning
Hertil kommer, at ikke alle myg vil overleve den tid, det tager virussen at inficere myggens spytkirtler. I varmt klima drejer det sig som sagt om ca. syv dage, men den tid forventes at være væsentligt længere i det danske klima, hvor temperaturen sjældent når de 27 grader celsius, som laboratorieforsøgene er foretaget ved.
Tigermyggen er også udbredt i store dele af USA, hvor gul feber-myggen ikke lever, hvorfor resultater om tigermyggens evner til at sprede zika-virus sandsynligvis vil vise sig i USA, hvis virus breder sig nordpå fra Mellemamerika som forventet.
Det komplicerer dog undersøgelserne, at der findes flere forskellige arter af tigermyg, og at forskellene mellem dem endnu ikke er undersøgt grundigt nok, påpeger Rene Bødker. De undersøgelser af blodprøver og myggearter, der nu er i gang, vil derfor sandsynligvis afsløre, hvor langt zika-epidemien vil kunne sprede sig.
