Laboratorie til hjerteforskere

Med 3,2 millioner kroner fra The John and Birthe Meyer Foundation har Skejby Sygehus indrettet et nyt anæstesiologisk forskningslaboratorium. Laboratoriet skal forske i hjertets funktion og blodets kredsløb under operationer og i forbindelse med intensiv behandling.

Lægerne på Skejby har i en årrække målt blodets omløbshastighed i kroppen med Doppler-ultralyd og en ultralydssonde placeret i spiserøret. Men de mangler endnu afgørende forskning i brugen af informationerne.