Kystbanetog påkører Banedanmark-gravemaskine
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Kystbanetog påkører Banedanmark-gravemaskine

Foto: Charlotte Feldtfos via Byrd

Politiet, Havarikommissionen og en undersøgelsesvagt fra både Banedanmark og DSB forsøger lige nu at finde ud af, hvorfor et kystbanetog kolliderede med en gravemaskine tirsdag morgen klokken 7.55.

Ulykken skete mellem Skodsborg og Klampenborg og vil give store forsinkelser det meste af morgenen.

Det er endnu uvist, hvad der er skyld i kollisionen.

Toget, der hamrede ind i gravemaskinen, er så beskadiget, at det ikke kan køre videre, oplyser en pressemedarbejder hos DSB.

Gravemaskine tilhørte entreprenørvirksomhed

Hos Banedanmark forklarer pressevagt Christopher Kjær Mortensen, at gravemaskinen tilhørte et entreprenørfirma, som Banedanmark har ansat til at lave fornyelse af Kystbanen.

Ifølge pressevagten drejer det sig om opgaver, der skal løses ved siden af skinnerne.

»Hver gang, der sker ulykke, prøver vi at finde ud af, hvad der er sket. Er der nogle sikkerhedsregler, som mangler, eller som er blevet brudt. Derefter laver vi tilpasninger baseret på vores undersøgelsesvagt finder frem til, og det Havarikommissionens konkluderer i deres rapport, når den kommer,«

Rapporter fra kommissionen kan tage måneder at færdiggøre. Undersøgelsesvagterne fra DSB og Banedanmark bistår nu politiet og Havarikommissionen i at finde frem til årsagen til sammenstødet.

Syv kørt på skadestue

Der er ingen alvorligt tilskadekomne, men syv lettere forslåede personer er blevet kørt på skadestuen, hvor de skal undersøges for muligt piskesmæld eller tale med en krisepsykolog.

Føreren nåede at hoppe ud af gravemaskinen, inden kollisionen fandt sted, men vred om på foden, da han landede i skærverne.

Frem til klokken otte i aften kan passagerer se frem til togbusser mellem de to byer.

Om DSB kan genoptage driften på skinnerne mellem Skodsborg og Klampenborg i morgen ved operatøren ikke i skrivende stund. Hvis man skal med toget i morgen, anbefaler DSB at tjekke deres hjemmeside for at få overblik over togdriften.

Tog