Kvindelige ledere forsømmer internationale kontakter
De fleste mandlige ingeniørledere har tilsyneladende fattet budskabet: Tæt kontakt og direkte samarbejde med kolleger og kunder uden for Danmarks grænser er en nyttig trædesten på den smalle sti, der fører til direktionsgangen.
Deres kvindelige kolleger derimod har ikke i samme grad taget den strategi til sig.
Således er 72 pct. af de mandlige, men kun 54 pct. af de kvindelige ingeniører med lederansvar "i direkte kontakt med deres globale partnere", fremgår det af en undersøgelse fra IDA's lederpanel.
Problem for ligestillingen
Forskellen bekymrer formanden for IDA's Kvindeudvalg civilingeniør, energiøkonom Line Busk.
»Det fastholder kvinderne længere nede på karrierestigen, fordi det er dem med international erfaring, der når til tops. Så hvis man gerne vil opnå ligestilling, er det her et problem.«
Det var da også et helt bevidst karrierevalg, da civilingeniør Mia Bacher Olsen, Corporate Product Manager, foretog et "sidelæns" jobskifte internt i Dyrup-koncernen for at kunne føje international erfaring på sit cv og dermed øge sine muligheder for senere at få et job som for eksempel salgsdirektør eller adm. direktør.
»Jeg tror i høj grad, at det har betydning for min karriere, at jeg har tæt daglig kontakt til vores europæiske datterselskaber og taler med Spanien om formiddagen og Frankrig om eftermiddagen. Virksomhederne arbejder mere og mere centralistisk og i regioner i stedet for at have landekontorer. Derfor skal du være bedre til at håndtere forskellige kulturer og arbejde på kryds og tværs,« siger Mia Bacher Olsen, som har cirka 30 rejsedage om året.
Internationalt netværk tæller
Kenneth Reinicke, lektor, Institut for Samfund og globalisering, RUC, mener også, at den internationale erfaring tæller på plussiden, hvis man går efter en toppost.
»I en globaliseret verden er det vigtigt at kunne begå sig internationalt og have et internationalt netværk, så derfor er det en karriereparameter, man skal være opmærksom på,« siger han og tilføjer, at IDA's bekymring ikke er ubegrundet, hvis ønsket er ligelig fordeling af mænd og kvinder i topledelsen.
Ifølge Kvindeudvalgets formand, Line Busk, handler forskellen i visse tilfælde om, at mange virksomheder tager et unødvendigt hensyn til deres kvindelige medarbejder. De tilbyder dem ikke job med international kontakt, fordi de på forhånd forventer, at kvinder siger nej på grund af familien. Men hun medgiver også, at nogle kvinderne måske fravælger det af netop den grund.
»Kvinderne har selvfølgelig selv et ansvar for at opsøge karrierefremmende arbejdsopgaver, men chefen skal også droppe vanetænkningen,« siger Line Busk.
Man skal promoveres
Christina Fiig, adjunkt, ph.d, Aalborg Universitet, der forsker i køn og ledelse, påpeger, at internationale erfaring blot er en brik i en kompetenceprofil, hvor både netværk, arbejdspladskultur og livssituation spiller ind.
»Vejen til topposten handler i høj grad af, om de rigtige personer ser og promoverer én og om, man har en partner, der bakker op.«
IDA's undersøgelse er foretaget blandt 1.009 ingeniørledere, hvoraf 548 har svaret.
