Kvindelig computer-pioner død

Den 84-årige Holberton opnåede først sent i livet at blive hædret som en af de computerpionerer, der lagde grundstenen i arbejdet med at gøre programmeringssprog og computerudstyr brugervenligt.

Holberton var med til at programmere en af de første amerikanske digitale computere, Eniac, for det amerikanske forsvar i fyrrerne. Hun tilskrives æren for at have opfundet de såkaldte "mnemonics" -maskinnære instruktionskoder, som er lettere at huske end rene binære sekvenser. Holberton var en del af et kvindeligt team på seks kvinder, som programmerede Eniac-computeren.

Efter krigen forlod Holberton Eniac-projektet og arbejdede på Univac 1-projektet. Hun designede kontrolkonsollens tastatur til computeren og skrev C-10 programmeringssproget. Fra 1966 frem til sin pensionering i 1983 arbejdede Holberton for det amrikanske standardiseringsorgan National Bureau of Standards. Størstedelen af sin tid brugte hun på at udvikle teststandarder for programmeringssprog som Cobol og Fortran.

Det var først i 1997, at Frances Snyder Holberton opnåede den endelige anerkendelse for sit pionerarbejde. Hun modtog da Augusta Ada Lovelace-æresprisen fra den amerikanske organisation Women in Computing. 1997 var også året hvor hun og de fem andre kvinder fra det oprindelige Eniac-team blev inkluderet i organisationen Women in Technology Internationals (WITI) Hall of Fame.