290 millioner, det er 100 parcelhuse, nej nej nej.. Ikke igen..
Bedst som man troede, at Niels Bohr Bygningen var mættet af skandaler og ekstraregninger, stiller endnu én sig i kø.
Det milliarddyre universitetsbyggeri står foran endnu en fordyrelse. Denne gang på mindst 290 mio. kr. oven i det allerede fordyrede budget på i alt 2,9 mia. kr.
Det står klart, efter at Transport- og Boligministeriet har offentliggjort den seneste rapport om status på statens byggeprojekter.
»Det er vi naturligvis meget ærgerlige over. Vi havde meget gerne været dette aktstykke foruden,« siger projektdirektør Erik Stoklund Larsen fra Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.
Ministeriet forventer, at ekstraregningen vil blive dyrere end den tilladte overskridelse på 10 pct. af budgetrammen på 2,9 mia. kr. Derfor må Vejdirektoratet igen gå til Finansudvalget med et nyt aktstykke for at bede om flere penge.
»Lige siden vi overtog projektet, har vi haft stor fokus på økonomien. Vi må dog konstatere, at det har været dyrere at færdiggøre byggeriet end antaget, da vi overtog projektet – også selv om der ved vores overtagelse forelå en rapport, som beskrev projektet,« fortsætter han.
Fordyrelsen skyldes ifølge projektets bygherre, Vejdirektoratet, at genopretningen efter vvs-entreprenøren Inabensas fejl har været mere omfattende, end styrelsen havde regnet med. Der er konstant opstået nye problemer – ting, som skulle rives ned og genopføres, skriver Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.
Det er især bygningens ventilationskanaler, der har voldt problemer. Problemerne med ventilationskanalerne startede, da entreprenøren Inabensa trak rør i aluminium stik imod anvisningerne. Kanalerne skulle nemlig kunne tåle syre, og derfor skulle de være i PVC, og ikke aluminium.
Det har taget betydeligt længere tid at udskifte de kanaler, Inabensa etablerede, end Vejdirektoratet havde forventet. Samtidig har styrelsen haft svært ved at holde den fornødne fremdrift under udskiftningen af ventilationskanalerne i laboratorierne, skriver de.
Skandalen om Niels Bohr Bygningen begyndte at rulle i 2017, hvor vvs-entreprenøren Inabensa blev fyret, efter det kom frem, at de 2,5 km rør i aluminium skulle udskiftes.
Senere blev revisionsfirmaet Ernst & Young sat på sagen for at undersøge forløbet. Og i november revsede revisorerne både Inabensa, de rådgivende ingeniører og især Bygningsstyrelsen for deres håndtering af det komplicerede byggeprojekt.
Bygningsstyrelsens direktør gik af, og den daværende transport-, bygnings- og boligminister, Ole Birk Olesen (LA), tog opgaven fra Bygningsstyrelsen og gav den til Vejdirektoratet i stedet.
Inden da var det kommet frem, at det oprindelige budget på 1,632 mia. kr. (2013-priser) ikke var nok. Byggeriet ville blive 1,3 mia. kr. dyrere. Finansudvalget godkendte fordyrelsen den 14. december 2017 og opgraderede den økonomiske ramme til 2,913 mia. kr. (2017-priser).
Efterfølgende har Bygningsstyrelsen krævet, at Inabensa betaler 625 mio. kr. i erstatning i en verserende voldgiftssag. Inabensa har ligeledes krævet et tocifret millionbeløb fra Bygningsstyrelsen. Entreprisen, som Inabensa vandt, var oprindeligt vurderet til mellem 190 og 210 mio. kr.
Det nye budgetskred på mindst 290 mio. kr. kommer i sidste time. Entreprenørerne har netop overdraget byggeriet til Vejdirektoratet i en såkaldt AB92-aflevering, og Vejdirektoratet forventer at kunne aflevere lokalerne til Københavns Universitet i løbet af efteråret.
Frem til da – og indtil Finansudvalget har bevilget mere end en kvart milliard kroner til at dække endnu et budgetskred – arbejder Vejdirektoratet på at finde »de mest tabsbegrænsende løsninger for det samlede byggeprojekt«. Vejdirektoratet kunne også vælge helt at standse arbejdet på byggepladsen, indtil Finansudvalget har bevilget pengene, men det vil ifølge Vejdirektoratet »medføre væsentlige konsekvenser for projektets tid og økonomi.«
Derfor arbejder 400 håndværkere stadig på byggepladsen, og det vil de fortsætte med igennem ferieperioden, også i weekender, oplyser Vejdirektoratet i sin pressemeddelelse.
Jyllands-Posten har spurgt Erik Stoklund Larsen fra Vejdirektoratet, om styrelsen er helt sikker på, at der ikke opstår flere fejl, som kan koste både tid og penge for det prestigefyldte universitetsbyggeri.
»Vi mener, vi har været igennem hele byggeriet. Men jeg vil ikke afvise, at der dukker nye ting op. Vi kan ikke sige, at vi har været overalt, men vi har forsøgt videst muligt at gennemgå byggeriet fuldstændig minutiøst,« siger projektdirektøren og understreger, at de har foretaget omfattende stikprøvekontroller for at kortlægge problemerne.
Når Niels Bohr Bygningen en dag står færdig og bliver taget i brug af studerende og forskere på Københavns Universitet, bliver det efter næsten fem års byggeri – og med en endelig pris på mindst 3,2 mia. kr.
290 millioner, det er 100 parcelhuse, nej nej nej.. Ikke igen..
Fantastisk at fejlen med rør i aluminium, ikke er opdaget allerede efter første dag. Et tilsyn må have sovet i timen
Er lidt svært at sammenligne byggeri af laboratorier og parcelhuse. Men der er da heldigvis en voldgiftsret igang, så må vi se hvordan den ender ud.
Jeg kan forstå, at der kan være udfordringer med en entreprenør, men jeg forstår ikke dette:
“Entreprisen, som Inabensa vandt, var oprindeligt vurderet til mellem 190 og 210 mio. kr.”
Hvis “hovedskurken” har haft en entreprise til max. 210 mio kr - hvordan kan det så på nogen måde give en fordyrelse af projektet fra 1.600 mio kr til 2.900 + 290 = 3.190 mio kr.???
Så entreprenøren har angiveligt brugt sin entreprise på 210 mio kr til at forvolde en fordyrelse på 1.590 mio kr?
Jeg mener denne sag bør kulegraves behørigt, så det kan blive belyst tilstrækkeligt hvad der er gået galt. Dette skal gøres, så vi kan undgå tilsvarende fejlskud for statens (vores fælles) midler igen.
Det er mig ligeledes en gåde, hvordan rør af aluminium fremfor PVC kan slippe igennem modtagekontrollen på byggepladsen. Det er trods alt ikke så svært at kende forskel. Umiddelbart bør sådan en fejl blive stoppet efter max en uge eller to.
Én sidste ting: hvad er det, der gør at budgettet nu skrider med 290 mio kr yderligere? Der er ingen forklaring i artiklen, blot en konstatering af, at budgetskreddet gør, at der skal bedes om flere penge.
Økonomisk råderum??? Nåh - ja. I praksis kan overskridelsen klassificeres som en udvidelse af det økopnomiske råderum med ca 3 mia kr.---eller hva` ??
Det offentlige gør bare hvad de plejer: Sætter en pistol for min pande og hæver beløbet på min konto.
Og alternativet, Bent, ville være:
Stoppe byggeriet? Erklære ministeriet / ministeren konkurs?
Der står et universitet og venter på ny bygninger, fordi de gamle er utidssvarende!
Måske var det også fordi laveste pris i udbuddet ikke var det bedste!
Det er set før.
Hvis “hovedskurken” har haft en entreprise til max. 210 mio kr - hvordan kan det så på nogen måde give en fordyrelse af projektet fra 1.600 mio kr til 2.900 + 290 = 3.190 mio kr.???
Hvis de har sat rør op, som efterfølgende skal både pilles ned og erstattes af nye rør, så løber reparationen nemt op i et større beløb end hvis det havde været gjort rigtigt i første omgang. Specielt, hvis man skal rive nogle vægge ned for at komme til rørene. Dertil kommer, at dette forsinker projektet, da de næste entrepenører skal vente på at kunne komme til, og forsinkelser koster.
Men der skete ganske rigtigt også andre fejl, hvilket er en af grundende til at Bygningsstyrelsen blev afsat og Vejdirektoratet overtog styringen.
Vi bygger bro med stærke vidensmedier, relevante events, nærværende netværk og Teknologiens Jobfinder, hvor vi forbinder kandidater og virksomheder.
Læs her om vores forskellige abonnementstyper
Med vores nyhedsbreve får du et fagligt overblik og adgang til levende debat mellem fagfolk.
Teknologiens Mediehus tilbyder en bred vifte af muligheder for annoncering over for ingeniører og it-professionelle.
Tech Relations leverer effektiv formidling af dit budskab til ingeniører og it-professionelle.
Danmarks største jobplatform for ingeniører, it-professionelle og tekniske specialister.
Kalvebod Brygge 33. 1560 København V
Adm. direktør
Christina Blaagaard Collignon
Chefredaktør
Trine Reitz Bjerregaard