Kvælstoffet er blevet syndebuk
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Kvælstoffet er blevet syndebuk

Kommentar af cand. agro P. Vejby-Sørensen Mere og mere tyder på, at kvælstof er fejlvurderet i miljøpolitikken og lagt for had på et forkert grundlag. Det kan let føre til, at vi undervurderer vigtigere miljøproblemer.

Vinterens NPO-konsensuskonference bidrog ikke meget til belysning af det grundlæggende spørgsmål om kvælstoffets rolle i vandmiljøet.

Da vandmiljøplanen blev tromlet igennem, hed det, at alt var undersøgt, så der ikke var grund til at vente på yderligere viden.

Siden er planen blevet behæftet med det ene spørgsmålstegn efter det andet, og en international bedømmelsesgruppe har givet dansk miljøforskning dumpekarakter.

Sidste efterår fik vi så en indrømmelse: Daværende miljøminister, Lone Dybkjær, sagde rent ud, at man ved planens vedtagelse faktisk handlede uden at vide, om man handlede rigtigt. Vi venter stadig på indrømmelsen af, at planen ikke har givet de forudsete resultater, selv om pengene er brugt.

GRUNDLAGET MANGLER Det er grundlaget for vandmiljøplanen, der ikke er i orden. Beslutningerne om kvælstofbegrænsning hænger i luften, når vi endnu ikke kender kvælstoffets (nødvendige!) rolle i vandmiljøet, og det virker heller ikke seriøst Det er grundlaget for vandmiljøplanen, der ikke er i orden. Beslutningerne om kvælstofbegrænsning hænger i luften, når vi endnu ikke kender kvælstoffets (nødvendige!) rolle i vandmiljøet, og det virker heller ikke seriøst at arbejde med målsætninger, der ikke kan opfyldes - selv ved omstilling til stenaldersamfundet.

På den baggrund er det betænkeligt at sætte samfundets økonomi på spil for at fjerne noget kvælstof, som havet tilsyneladende har behov for med den eksisterende fosforbelastning.

BEHOV FOR KVÆLSTOF Vandområder med algeproblemer og iltsvind har som hovedregel lavt kvælstof- og højt fosforindhold, altså lavt N/Pforhold. Dette kan ses af Miljøstyrelsens publikationer, f.eks. NPO-redegørelsen fra 1984 eller 'Tal om Natur Vandområder med algeproblemer og iltsvind har som hovedregel lavt kvælstof- og højt fosforindhold, altså lavt N/Pforhold. Dette kan ses af Miljøstyrelsens publikationer, f.eks. NPO-redegørelsen fra 1984 eller 'Tal om Natur og Miljø'

fra 1990. En statistisk analyse af et stort antal målinger fra 1970ernes 'Bæltprojekt' under Miljøstyrelsen peger bestemt ikke på, at kvælstof er ansvarlig for problemerne.

På 16 positioner i fjorde samt kystnære og åbne områder af de indre danske farvande blev der gennem en årrække målt gennemsnitlige koncentrationer af total-kvælstof og totalfosfor i overfladelaget (0-10 meter). Herudover blev der målt maksimumværdier af fytoplankton (alger) i perioden maj-september.

Analysen viser en højsignifikant sammenhæng mellem algeforekomsten og N/P-forholdet. En svagere, men dog signifikant sammenhæng findes til fosfor alene. Hvorimod der kun er svag sammenhæng til kvælstof alene. Til gengæld er den omvendt, så et højere kvælstofindhold alt andet lige giver færre alger.

Af materialet kan uddrages følgende tommelfingerregel: Hvor N/Pforholdet (på vægtbasis) er over 4,5:1, er algemaksimum under 200 gram kulstof pr.

kvadratmeter. Hvor N/P-forholdet er under 4,5:1, er algemaksimum over 200 gram kulstof pr kvadratmeter. Se figuren.

Materialet viser, at det ikke er niveauet, men forholdet imellem de to næringsstoffer, der virkelig betyder noget. Lignende resultater er fundet andre steder i verden og stemmer med, at man med succes har forbedret miljøtilstanden ved at tilsætte kvælstof, hvor N/P-forholdet var for lavt.

Helst i form af nitrat, der også er et ideelt iltningsmiddel i vandmiljøet, hvor det fører kemisk bundet ilt til bunden.

N/P-FORHOLDET At vandmiljøet bliver dårligt, når N/P-forholdet er lavt, hænger muligvis sammen med, at alger produceret under sådanne betingelser i ringere grad accepteres af fødekæden. Det er velkendt, at artssammensætningen ved lavt N/P ændres, At vandmiljøet bliver dårligt, når N/P-forholdet er lavt, hænger muligvis sammen med, at alger produceret under sådanne betingelser i ringere grad accepteres af fødekæden. Det er velkendt, at artssammensætningen ved lavt N/P ændres, så der bliver flere giftige blågrønalger. Der er endvidere fundet tegn på, at algernes fysiologi påvirkes uhensigtsmæssigt.

Når alger går i forrådnelse, er det således ukorrekt at konkludere entydigt, at produktionen har været for stor. Måske har algerne (på grund af kvælstofmangel) ikke været et passende fødegrundlag for zooplankton.

Derfor forsvinder livet, og ilten opbruges ved algernes nedbrydning.

I overensstemmelse hermed finder sensommer-opblomstringerne af blågrønalger altid sted efter, at N/P-forholdet har været i bund, jfr.

Miljøstyrelsens målinger af N og P på månedsbasis.

Misbrugt teori Den officielle danske miljøindsats bygger på en teori om, at jo mindre kvælstof, der er i forhold til fosfor, jo mere begrænsende bliver det, og jo vigtigere bliver en yderligere reduktion af kvælstofniveauet.

Denne omvendte brug af Justus von Liebigs minimumslov er ikke holdbar i det komplicerede havmiljø. Principielt gælder minimumsloven kun for enkeltplanter eller rene kulturer. Forsøger man at regulere den totale algevækst gennem kvælstofmangel, begår man en oplagt fejl. For så favoriserer man de miljøbelastende blågrønalger, der bruger kvælstof fra atmosfæren, og måske griber man uheldigt ind i algernes fysiologi.

Begrænses kvælstofmængden, hvor kvælstof er i 'underskud', sænkes i virkeligheden N/P-forholdet netop der, hvor det i forvejen er for lavt.
DET NATURLIGE ER 7:1

Hvis vi vil leve i harmoni med miljøet omkring os, må vi lære at respektere naturens kemiske, fysiske og biologiske reguleringsmekanismer.

I verdenshavene og i upåvirkede havområder er N/P-forholdet altid 7:1, uanset om koncentrationerne er høje eller lave. Er der meget af det ene grundstof, er der også meget af det andet. - Men hvorfor virker naturen nu ikke i overensstemmelse med de danske miljøteorier? - Fordi havmiljøet konstant arbejder mod idealforholdet 7:1, og det er ingen tilfældighed.

Ligesom levende organismer har systemer, der regulerer temperatur, fugtighed, pH, blodtryk osv, har havet blandt andet et reguleringssystem, der sørger for, at N/P-forholdet er 7:1.

Mængden af fosfor (P), der hovedsagelig beror på geokemiske forhold og menneskeskabte udledninger, er den givne størrelse, mens mængden af kvælstof (N) tilpasses på en syv gange så høj vægt. Da P-atomet er ca.

dobbelt så tungt som N-atomet, skal der for hvert P-atom være 15 N-atomer.

Denne tilpasning sker gennem en række modsat rettede processer, der sammenlagt giver en nettoregulering i retning af idealforholdet.

Eksempelvis ophører kvælstofafgang via denitrifikation ikke, selv om den overgås af kvælstoftilgang via nedfald, fiksering m.v. For nemheds skyld kan man forestille sig følgende nettoregulering.

Er der for mange N-atomer, sendes nogle op i atmosfæren f.eks. ved hjælp af denitrifikation til frit kvælstof, som er luftens hovedbestanddel.

Er der for få N-atomer, går eksempelvis blågrønalgerne i vækst og fikserer frit kvælstof fra luften på lignende måde som bælgplanterne.

Alene i Østersøen importerer blågrønalgerne hvert år mellem 200.000 og 300.000 tons kvælstof fra luften (mere end det tredobbelte af dansk udledning til Kattegat og Bælthavet) for at skaffe kvælstof til havet.

Blågrønalgerne, som vi anser for skadelige, har altså også en betydningsfuld rolle ligesom de fleste af naturens øvrige indretninger.

Det skal her indskydes, at hvis den planlagte danske hjælp til forbedring af det østeuropæiske miljø særligt kommer til at omfatte kvælstofrensning, vil Østersøen mobilisere endnu flere blågrønalger for at skaffe kvælstof til kompensation af et endnu lavere N/P-forhold. Det kan så frygtes, at miljøspecialisterne vil tolke den tiltagende algesuppe som et forstærket behov for kvælstofrensning, og kvælstof vil jo komme i større og større 'underskud', jo mere man fjerner.

FORSØG PÅ MANIPULATION Havmiljøet søger altså at kompensere for de store menneskeskabte (fosfor)udledninger ved konstant at arbejde imod N/P forholdet 7:1. Men danske miljøinstanser søger derimod at manipulere havmiljøet væk fra idealforholdet Havmiljøet søger altså at kompensere for de store menneskeskabte (fosfor)udledninger ved konstant at arbejde imod N/P forholdet 7:1. Men danske miljøinstanser søger derimod at manipulere havmiljøet væk fra idealforholdet gennem misbrug af minimumsteorien. Eksempel: Hvis 'manipulatorerne' opdager et sted med iltsvind og typisk lavt N/P-forhold, f.eks. 1,5:1, tager de et par vandprøver. Til den ene sætter de ekstra kvælstof, til den anden ekstra fosfor.

De ser nu med usvigelig sikkerhed, at i prøven, der blev tilsat kvælstof, gror algerne hurtigt. Derimod sker der ikke noget videre i prøven tilsat fosfor. (Sådan vil det stort set altid gå, fordi der er rigeligt fosfor).

Manipulatorerne fortolker nu på følgende måde: 'Når vandprøven reagerer så kraftigt på N og ikke på P, så er kvælstof begrænsende, og så må vi sænke niveauet yderligere for at begrænse algevæksten'.

På den måde fører miljøinstanserne deres egen udsigtsløse krig mod miljøet for midler, der tåler sammenligning med forsvarsbudgettet.

Ligesom kommando-økonomien har lidt nederlag, vil også kommandoøkologien gøre det. Vi må indse, at naturens betingelser er vigtigere end et tilfældigt miljøpolitisk flertals tilfældige beslutninger.