Kunstneren Eliasson til fysikeren Hau: »Du har gjort lys til noget håndgribeligt«
Lene Hau og Olafur Eliasson er på hvert deres felt store lyskunstnere – vidt berømte og anerkendte blandt deres kolleger og tilmed kendt bredt i den danske befolkning.
Det var forskeren Lene Hau, som udførte kunststykket med først at sænke lysets hastighed til cykeltempo og siden stoppe det helt for derefter at kunne sætte det i gang igen på kommando.
Det var kunstneren Olafur Eliasson, der chokerede kunstverdenen med sit The Weather Project på Tate Modern i London med en kæmpesol i et tåget rum, og som siden imponerede med sine store lysekroner til Operaen på Holmen i København og regnbuen på taget af kunstmuseet Aros i Aarhus.
Men giver det mening at lade de to sammen indtage den store scene i DR’s koncerthus under overskriften The Art of Light, som Carlsbergfondet og Ny Carlsbergfondet havde gjort ved et jubilæumsarrangement i anledning af Carlsbergs 170-års-fødselsdag?
Det var jeg stærkt i tvivl om, da jeg gik ind ad dørene til koncerthuset i fredags. Det samme var flere af de andre indbudte gæster, jeg talte med på vej op af trapperne i koncerthuset.
Indsigtsfuld samtale
Men godt styret af videnskabsjournalist Lone Frank blev det til en indsigtsfuld samtale om, hvordan man arbejder som kunstner og forsker med emner, hvor teknologi er altafgørende for det kunstneriske og videnskabelige resultat.
»Da jeg skulle skabe The Weather Project, var jeg meget optaget af lysets atmosfæriske kvaliteter. Kunne jeg lave en sky?« fortalte Olafur Eliasson.
»I vores eksperimenter er det altafgørende, at vakuumsystemer er designet og bygget optimalt, at vi har overtryk i laboratoriet, og at elektronikken fungerer korrekt,« sagde Lene Hau.
»Det er både vigtige og interessante problemstillinger,« tilføjede hun.
For Olafur Eliasson og Lene Hau er teknologi det sikre fundament for henholdsvis kunst og videnskab – i en sådan grad, at Olafur Eliasson slyngede den tanke ud, at de to måske skulle bytte laboratorier for en tid.
Forskelle er der dog også mellem kunsten og videnskaben, mente kunstneren:
»I min verden skal man ikke gentage, men det skal man i din. Det nytter ikke, at du kun laver dit eksperiment én gang,« sagde han til Lene Hau.
Det er sådan set rigtigt nok, mente forskeren, der dog replicerede:
»Vi stresstester også. I vores forskning vil vi tune for maximum smoke – forstået på den måde, at man skal skubbe så meget til den særlige stoftilstand i form af et Bose-Einstein-kondensat, at kondensatet næsten går i stykker.«
Her var det, at Olafur Eliasson indskød, at Lene Haus manipulation med lyset i hans øjne havde gjort lys mere håndgribeligt. Og han pegede på sin egen indsats i et teknologiprojekt om en lille solcelledrevet lampe til udviklingslande og områder uden elforsyning som et andet bidrag til gøre lyset håndgribeligt.
Lene Hau forklarede, at man med lidt god vilje også kan sige, at lyset er stoppet af solcellen for senere at kunne frigives fra energien i batteriet som ledes til en LED.
»Men der er den afgørende forskel, at vi bevarer al informationen i lyset i vores forsøg. Det gør man ikke med solceller, batterier og LED,« pointerede hun.
Det nordiske lys
Men hvorfra kommer den interesse for lys, som de to deler?
Lene Hau fortalte, at hun ikke i første omgang havde en særlig interesse for langsomt lys. Hun ville derimod studere kolde atomer i den særlige tilstand, som eksperimentalfysikerne begyndte at kunne lave i midten af 1990’erne; et Bose-Einstein-kondensat.
»Ideen om langsomt lys kom undervejs,« fortalte hun.
Her kan det tilføjes, at allerede før det blev muligt at studere Bose-Einstein-kondensater, havde andre fysikere arbejdet med langsomt lys efter et princip kaldet elektromagnetisk induceret transparens eller EIT. Her opnåede man i 1991 at reducere lysets hastighed 160 gange.
Da Lene Hau med EIT i kolde atomer havde reduceret hastigheden næsten 20 millioner gange til cykelhastighed (17 m/s) publicerede hun sine helt uventede resultater.
Men lysinteressen har hun nu alligevel hele tiden haft.
»Jeg elsker lyset i Danmark, når det er midsommer. Lys er noget særligt for mig, og derfor har jeg også indrettet mit laboratorium på Harvard med masser af vinduer og lys,« sagde Lene Hau.
Barndomsoplevelser med det nordiske lys har også påvirket Olafur Eliasson stærkt:
»Under oliekrisen i 1973 skulle vi spare på olien hjemme i Island. Når en klokke ringede, blev der slukket for strømmen, men det var, som et lys tændtes i vinduerne – et blåt lys. Så sad vi ved vinduerne i tusmørket.«
Tusmørket og fordybelsen
Tusmørket er et godt tidspunkt til fordybelse, hvor man så at sige kan tænde for nysgerrigheden, der er altafgørende for en kunstner og forsker.
Med tre begavede mennesker på scenen blev det en oplyst diskussion, men på vej ud af koncerthuset og under den flotte sensommeraftensol gik jeg alligevel bort med en stille tomhed, for samtalen havde i overraskende høj grad taget udgangspunkt i de store bedrifter omkring årtusindskiftet – det langsomme lys og The Weather Project.
Hvad sker der mon nu i Lene Haus imponerende laboratorium, som jeg selv havde fornøjelsen af at besøge for en del år siden? Og i Olafur Eliassons værksteder? Det hørte vi ikke noget om – men måske der er flere lysende bedrifter på vej?
